Annonce
Annonce
Cykling

Chris Ankers Tour de France-makker slået ud af voldsomt uheld

Argentineren Eduardo Sepulveda ramt af flyvende sikkerhedsbarriere og er færdig i cirka tre måneder.

Da den danske mester Chris Anker Sørensen i efteråret blev præsenteret som ny rytter på det franske 2. divisionsmandskab Fortuneo-Vital Concept, fremhævede ledelsen, at der ikke blot næredes forventninger til den nordiske klatrespecialists personlige resultater, men at han også var hvervet som værdifuld støtte til holdets argentinske etapeløbstrumf Eduardo Sepulveda.

De to fandt allerede i deres første fælles opgave i Tour de San Luis ind i et glimrende samarbejde, som resulterede i at den 24-årige sydamerikaner på hjemmebane noteredes for en flot etapesejr og en samlet andenplads efter colombianeren Dayer Quintana (Movistar).

Barriere fløj ind i argentineren

Men nu har det lange udsigter med en genoptagelse af den dansk-argentinske alliance, efter at Sepulveda udsattes for et voldsomt og højst usædvanligt uheld i finalen på det franske endags løb Drôme Classic, som anslås at koste ham en pause på omkring tre måneder.

Et kraftigt vindstød ramte en af sikkerhedsbarriererne på opløbsstrækningen med så overvældende styrke, at det fløj ud på vejbanen, hvor Sepulveda, der i højt opskruet tempo var i gang med spurten, ikke kunne undgå en kollision.

»Jeg var bevidstløs et kort øjeblik, men kom heldigvis hurtigt til mig selv og blev med det samme kørt på hospitalet«, fortæller Sepulveda til det argentinske netmedie Ciclismo Internacional.

Adskillige brud i hånd og håndled

Undersøgelserne på hospitalet godtgjorde, at Sepulveda har brækket flere knogler i hånd og håndled, ligesom han måtte sys med adskillige sting i hovedet.

Det er planlagt, at han skal opereres i morgen på en klinik i Lyon.

»Det er et hårdt slag for holdet, men naturligvis først og fremmest for Eduardo selv., konstaterer Fortuneo-Vital Concepts manager Emmanuel Hubert i en pressemeddelelse.

»Både han og vi, var opsat på at han skulle lave et godt resultat i Paris-Nice, som starter på søndag«.

»Nu håber vi blot, at han bliver klar til Tour de France i juli, for han er vores kaptajn i de store etapeløb«.

Chris Ankers rolle får ekstra betydning

Med Sepulveda ude af billedet er der næppe tvivl om, at Chris Anker Sørensen vil blive lanceret som Fortuneo-Vital Concepts førstemand i Paris-Nice.

Og den 31-årige dansker bliver således også en fremtrædende figur i holdets bestræbelser på at sikre sig et wildcard til Tour de France.

Chris Anker har allerede fået en yderst tilfredsstillende start i sit ny job - dels som hjælper for Sepulveda i Argentina, dels med sin offensive kørsel i sine første opgaver på de franske landeveje, der kronedes med en samlet femteplads i sidste uges etapeløb Tour La Provence.

Blev smidt ud af Tour de France sidste år

Både I Tour de San Luis og i Tour of Oman, hvor han sluttede på en samlet 11. plads, styrtede Sepulveda ligeledes, uden at det dog fik alvorligere konsekvenser.

Det gjorde det til gengæld i september sidste år, da han i Coppa Agostoni blev sendt en barsk tur i asfalten med et brud på skinnebenet til følge.

Sepulvedas debut i Tour de France 2015 sluttede ligeledes på en bitter, men helt anderledes facon. Han blev nemlig smidt ud af løbet på 14. etape, da han efter at have haft defekt var blevet transporteret i Ag2r’s servicebil over en kort distance, indtil han kunne få udbedret skaden af sine egne folk.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce