Annonce
Annonce
Cykling

Dansk OL-kandidat får flyvende start, men mangler endnu det værste

Amalie Dideriksen er på tredjepladsen sammenlagt efter de to første afdelinger ved VM i omnium.

Med en start, der er markant bedre end dem, hun har præsteret ved sæsonens tre World Cup-stævner, har 19-årige Amalie Dideriksen ved verdensmesterskaberne i London sikret sig et yderst lovende afsæt i jagten på et adgangskort til den olympiske omniumkappestrid i Rio.

Efter en brillant sejr i det indledende 10 km scratchrace – hendes hidtil bedste afdelingsresultat på seniorniveau – fulgte hun op med en sjetteplads i 3 km forfølgelsesløb.

Sidstnævnte placering er pudsigt nok identisk med dem, hun er noteret for i World Cup-sammenhæng både i Colombia, New Zealand og Hongkong i denne vinter, hvilket vidner om en udpræget grad af stabilitet.

Læs ogsåGlem al snak om medaljer - for 19-årige Amalie handler VM om billetten til Rio

Til gæld nåede den danske teenager med tiden 3.37.611 ikke i nærheden af sin egen nationale rekord på 3.30.600, som hun satte sidste sommer, da hun Athen blev U23 europamester i både forfølgelsesløb og omnium.

På tredjepladsen efter to storfavoritter

De to første afdelinger anbringer Amalie Diderisken på en samlet tredjeplads med 70 point efter de to storfavoritter den olympiske mester Laura Trott, Storbritannien, og den tidligere verdensmester Sarah Hammer, USA, med henholdsvis 74 og 72.

Nok så væsentligt er det imidlertid, at den unge dansker har taget klar afstand til tre af de konkurrenter, der ligeledes nærer forhåbninger at sætte sig på et af de yderste mandater i den europæiske repræsentation på i alt otte deltagere ved OL.

Læs ogsåExceptionelt teenagetalent står på tærsklen til EM-succes

Således er spanieren Leire Oliberria nr. 14, tyskeren Anna Knauer nr. 15 og russeren Tamara Balabolina nr. 16 med så beskedne scorer i forhold til Amalie Dideriksen som henholdsvis 32, 30 og 30 point.

Har brug for en hel del at tære på

Med i billedet skal det dog, at danskeren også har brug for en hel del at tære på inden de to tidskørsler, der venter i morgen på 500 og 250 meter, som er hendes suverænt svageste punkter.

Derfor skal Amalie Dideriksen i den tredje afdeling i dag, udskilninsløbet, der afvikles som sidste punkt på aftenens program, sætte sin lid til at kunne skabe yderligere distance til konkurrenterne.

Imponerende er det imidlertid, at hun trods det pres, der hviler på hende, formåede at holde hovedet koldt og lægge så overbevisende ud.

Italiener uden chance i spurten

I scratch valgte hun således at gå efter italieneren Simone Frapporti, der havde iværksat et soloangreb. Italien bejler ligeledes til en OL-billet, og Amalie Dideriksen ville ikke risikere straks at skulle stå med et handikap.

Danskeren kørte hurtigt op til Frapporti, og da ingen andre reagerede, kunne de to holde sig i front, uden at bruge alt for mange kræfter.

Læs også Raseri er afløst af ellevild jubel hos dansker, der sikrer OL-billet

I spurten gik Amalie Dideriksen ubesværet forbi italieneren, og en fordel for de to var det, at Tyskland ,Spanien og Rusland ikke formåede at hævde sig i dysten om de efterfølgende pladser, hvor favoritterne til de endelige topplaceringer førte an.

I forfølgelsesløbet mødtes Dideriksen og Frapporti, og her fik italieneren intet at skulle have sagt. Hun var tæt på at blive indhentet og sluttede som nr. 16, hvilket medførte, at hun dumpede ned på sjettepladsen sammenlagt med 48 point.

Redaktionen anbefaler

Glem al snak om medaljer - for 19-årige Amalie handler VM om billetten til Rio

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce