Annonce
Annonce
Cykling

Brian Holm og Co. drøner af sted mod ny successæson

Den tjekkiske eksverdensmester i cykelcross Zdenek Stybar scorede dobbelttriumf i Tirreno-Adriatico.

Annonce

Med en sej, kraftfuld forcering 2,8 km fra mål skabte den 30-årige tjekke Zdenek Stybar det hul, som få øjeblikke senere udløste den maksimale jubel, da han krydsede stregen et sekund foran de nærmeste rivaler som vinder af den 207 km lange 2. etape fra Camaiore til Pomarance i Tirreno-Adriatico.

Ydermere indbragte triumfen også den tidligere tredobbelte verdensmester i cykelcross førertrøjen takket være de 10 bonussekunder, som fulgte med, og præstationen understregede den forrygende sæsonstart, hans arbejdsgiver Etixx-Quick Step har oplevet.

Det belgiske kollektiv, hvor danske Brian Holm er en del af den sportslige ledelse og i øjeblikket er på job i det italienske arrangement, er nu oppe på 17 sejre i år, mens Astana på andenpladsen kun er nået til 11.

10 forskellige ryttere har sikret sejrene

Gevinsterne er vel at mærke fordelt på 10 forskellige ryttere som et særdeles håndfast eksempel på den formidable bredde i truppen.

Nu er det ikke, fordi det er nogen overraskelse, at manager Patricke Lefeveres tropper fører sig så sejrrigt frem. De fire seneste år har de nemlig toppet vinderlisten med suveræn afstand ned til det næstbedste mandskab.

Og for Brian Holm strækker successerien sig endnu længere tilbage, idet han inden tiden i tjeneste hos Lefevere var med til at føre Team HTC-Colombia frem til førstepladsen fire år i træk.

Feltet kraftigt splittet i finalen

Amerikanske BMC kontrollerede det meste af tiden dagens etape i forsøget på, at bevare den førertrøje, som italieneren Daniel Oss kunne smykke sig med, inden for holdets rækker.

Men i den hektiske, kuperede finale med klassikerpræg mistede BMC grebet. Indledningsvis så det ud til, at Sky skulle overtage kommandoen, men det var altså Etixx-Quick Step, der havde den sidste trumf at spille ud.

Feltet blev i denne afsluttende fase kraftigt splittet, men størsteparten af kandidaterne til de endelige topplaceringer i det samlede klassement befandt sig blandt de 36 ryttere, der fulgte et sekund efter tjekken.

Endnu en andenplads til Sagan

Denne gruppe anførtes af verdensmesteren Peter Sagan (Tinkoff), mens de næste pladser besattes af nordmanden Edvald Boasson Hagen (Dimension Data), australieren Simon Clarke (Cannondale), spanieren Alessandro Valverde (Movistar), italieneren Vincenzo Nibali (Astana) og belgieren Greg Van Avermaet (BMC).

Også danske Jakob Fuglsang (Astana) befandt sig som nr. 22 i dette selskab, hvilket derimod ikke gjaldt italieneren Domenico Pozzovivi (Ag2r), der satte 1.23 minut til, mens den spanske duo Joaquim Rodriguez (Katusha) og Rafael Valls (Lotto Soudal) mistecde 3.06 minutter.

Katusha måtte desuden sige farvel til belgieren Jurgen Van den Broeck, der var ude af stand til at stille op på grund af sygdom.

Fuglsang følger med i toppen

Stybar fører nu med ni sekunder ned til BMC-kvartetten Van Avermaet, amerikaneren Tejay Van Garderen, italieneren Damiano Caruso og Oss.

Tjekkens holdkammerater italieneren Gianluca Brambilla og luxemburgeren Bob Jungrels følger med et minus på 11 sekunder, mens den resterende del af top-10 udgøres af Sagan 14 sekunder efter samt FDJ-rytterne franskmanden Thibaut Pinot og schweizeren Sebastian Reichenbach 18 sekunder.

De to Tinkoff-ryttere tjekken Roman Kreuziger og italieneren Oscar Gatto følger med et minus på 20 sekunder, og derefter kommer Astanas Vincenzo Nibali, Jakob Fuglsang, ukraineren Andriy Grivko og italieneren Michele Scarponi yderligere fire sekunder efter.

Cavendish lukkede og slukkede

De to andre danske deltagere i løbet Søren kragh Andersen 8Giant-Alpecina) og Christopher Juul-Jensen (Orica-GreenEdge) satte henholdsvis 5.57 og 7.30 minutter.

Den nykårede britiske verdensmester i parløb Mark Cavendish (Dimension Data) lukkede og slukkede som nr. 182 med et minus på 20.53 minutter i selskab med sin australske holdkammerat Mark Renshaw.

Det skal blive interessant at se, om de to har fået nye kræfter, når der i morgen står en sprinteretape på programmet.

Redaktionen anbefaler

Contador og Co. fik snefri, mens amerikanere satte rekord i Italien

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce