Annonce
Annonce
Cykling

Rasende stjerne kaldes egoistisk idiot af kollega inden overraskende finale

Aflysningen af kongeetapen i Tirreno-Adriatico bragte sindene i kog.

Annonce

Efter et par døgn med følelserne på kogepunktet på grund af aflysningen af kongeetapen, der givetvis ville have skabt en gevaldig omvæltning i klassementet, hvis den var blevet gennemført, pegede alt frem mod en tilbagevenden til hverdagen i det italienske WorldTour-løb Tirreno-Adriatico, indtil der manglede godt 20 km af den 210 km lange færd fra Castelraimondo til Cepegatti.

Men bedst som de fleste havde affundet sig med, at strabadserne var stærkt på vej mod at munde ud i den ventede massespurt, tog verdensmesteren Peter Sagan (Tinkoff) initiativet til en kraftig omskrivning af drejebogen.

Den 25-årige slovak gik ledsaget af sine to italienske holdkammerater Daniele Bennati og Oscar Gatto på jagt efter de tre bonussekunder, der var på spil ved den første passage af målstregen.

Sagan sikrede sig det ønskede udbytte, men satsningen blev samtidig starten på det udbrud, der kom til at vælte alle beregninger og endte med, at belgieren Greg Van Avermaet (BMC) kunne lade sig hylde som dagens dobbelte triumfator.

Alt afgøres på sidstedagens enkeltstart

I en tæt duel med Sagan susede Van Avermaet nemlig en halv times tid efter bonusspurten over stregen som etapevinder, og med de sekunder, det indbragte, overtog han førertrøjen fra den hidtidige tjekkiske indehaver Zdenek Stybar (Etixx-Quick Step), der på andenpladsen nu er syv sekunder efter, mens Sagan som nr. 3 er yderligere et sekund bagude.

Dermed er der lagt op til en spændende finale på morgendagens 10 km lange, pandekageflade enkeltstart op og ned lands Adriaterhavskysten ved San Benedetto del Tronto.

Her vil dysten om etapegevinsten sandsynligvis stå mellem de to etablerede etapeløbskonger schweizeren Fabian Cancellara (Trek Segafredo) og tyskeren Tony Martin (Etixx-Quick Step), men overordnet vil interessen samle sig om, hvordan trioen i toppen af det samlede klassement klarer sig.

Sagan og Stybar med stærk støtte

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til at køre om slutsejren i Tirreno-Adriatico«, sagde en smilende Van Avermaet til tv med tydelig henvisning til, at han bestemt ikke havde været blandt hovedpersonerne, hvis løbet ikke havde ændret så afgørende karakter.

»Jeg er de seneste sæsoner blevet lidt bedre til at køre enkeltstart, men det er så afgjort ikke mit speciale. Distancen er nok en anelse for lang til mig, men nu er jeg i hvert fald topmotiveret«.

Ligesom Sagan havde Zdenek Stybar støtte af to holdkammerater, colombianeren Fernando Gaviria og italieneren Matteo Trentin, i den altafgørende offensiv, mens Van Avermaet og den polske eksverdensmester Michal Kwiatkowski (Sky) var på egen hånd.

Forspringet nåede aldrig op på over et halvt minut, og udbryderne var uhyre tæt på at blive indhentet for så igen at tage afstand.

Favoritten udspillede overraskende sin rolle

Mod slutningen var kun Van Avermaet, Sagan, Stybar og Kwiatkowski tilbage i front. Belgieren, der havde sin amerikanske holdkammerat og favoritten – inden etapen – til den endelige sejr, amerikaneren Tejay Van Garderen siddende bagude, tog ingen føringer.

Da Sagan trådte an, havde Van Avermaet de nødvendige kræfter til at gå forbi, mens Kwiatkowski og Stybar sakkede henholdsvis to og fire sekunder bagud. Australieren Caleb Ewan (Orica-GreenEdge) var med et minus på syv sekunder hurtigst i forfølgergruppen, som talte 63 ryttere.

Blandt dem var overraskende nok ikke BMC’s holdkaptajn Tejay Van Garderen, der, da dagen begyndte, syntes at stå med de stærkeste kort på hånden sammenlagt. Amerikaneren satte 1.28 minut til og er dermed fuldstændig ude af billedet.

Fuglsang nr. 11 sammenlagt

Top-10 ser inden enkeltstarten således ud: 1. Van Avermaet, 2. Stybar 7 sekunder, 3. Sagan 8, 4. Bob Jungels (Etixx-Quick Step) 21, 5. Gianluca Brambilla (Etixx-Quick Step) 21, 6. Thibaut Pinot (FDJ) 28, 7. Sebastien Reichenbach (FDJ) 28, 8. Roman Kreuziger (Tinkoff) 30, 9. Kwiatkowski 31, 10. Vincenzo Nkibali (Astana) 34.

Jakob Fuglsang var med hjem i den første store gruppe, og han avancerede dermed til 11.-pladsen i samme tid som sin italienske holdkaptajn.

Søren Kragh Andersen (Giant-Alpecin) ligger nr. 85 med et minus på 12.47 minutter, mens den dansdke mester i enkeltstart Christopher Juul-Jensen (Orica-GreenEdge) som nr. 146 af de 177 tilbageværende deltagere er 26.03 minutter bagude.

Vil blive husket som en amputeret affære

Trods den inciterende afslutning på dagens etape går det ikke i glemmebogen, at den 51. udgave af Tirreno-Adriatico vil blive husket som en særdeles amputeret affære.

Specielt det kasakhiske Astana-mandskab med den tidligere dobbelte sejrherre i løbet Vincenzo Nibali, og Jakob Fuglsang har harceleret voldsomt over de mistede muligheder, som arrangørernes beslutning indebar.

Til gengæld indikerer udgydelserne på de sociale medier, at Nibali og Co. står ret ene med deres vrede over, at løbsdirektør Mauro Vegni i samråd med juyren valgte at vægte rytternes sikkerhed så højt, at det allerede i lørdags bekendtgjordes, at vejrforholdene umuliggjorde afviklingen af den styrkeprøve, som alle de klatrestærke aktører med så store forventninger havde set frem til.

Truer med at blive væk fra Giro d’Italia

Ireren Matthew Brammeier (Dimension Data), der netop har kørt Paris-Nice, benytter sig af internettets ubegrænsede råderum til at anvende ukvemsord om anderledes tænkende ved på twitter at kalde Nibali for en egoistisk idiot, fordi den italienske mester har givet udtryk for, at han ikke forstår arrangørernes handlemåde.

Adskillige andre signaler lader med et væsentligt pænere ordvalg forstå, at der generelt er opbakning til substansen i irerens udgydelser, men det ændrer ikke på, at Astana-klanen er rasende.

»Det er nok værd at overveje, om vi skal ændre Nibalis planer vedrørende deltagelse i Giro d’Italia«, siger således holdets italienske sportsdirektør Paolo Slongo til det italienske netmedie tuttobiciweb.

»I Giroen er der flere målpassager på en bjergtop, og hvis de pludselig fjernes på grund af dårligt vejr, ændrer det jo på hele løbets karakter og dermed på foriudsætningen for, at Nibali i det hele taget deltager«.

Ingen sne, da etapen skulle køres

»Vi inspicerede i går den rute, der skulle være tilbagelagt, og der var absolut intet til hinder for, at etapen kunne være afviklet«, fastslår Paolo Slongo, der gennem adskillige år har været Nibalis nærmeste rådgiver omkring tilrettelægningen af sæsonen.

»Vejret var dårligt, men den sne, som var varslet, kom aldrig, og det var helt urimeligt, at man ikke ventede til i hvert fald søndag morgen med at aflyse for at se, hvordan situationen udviklede sig«.

I et desperat forsøg på at tilkæmpe sig en anelse af den fordel, som var gået tabt, foreslog Astanas boss den kasakhiske olympiske guldvinder Alexandre Vinokourov, at der ændredes på dagens etape, så den sluttede med en stigning, men det lod sig naturlkigvis ikke gøre.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce