Annonce
Annonce
Cykling

Rivaler beskylder klassikervinder for at have snydt sig til sejren

Arnaud Démare anklages for at have holdt fast i servicevogn efter styrt i Milano-Sanremo.

Sejrherren i Milano-Sanremo Arnaud Démare (FDJ) har dagen derpå langt fra udelukkende kunnet fryde sig over lykønskninger efter sin overraskende spurttriumf på Via Roma i den italienske Middelhavsby.

Den 24-årige franskmand beskyldes nemlig nu af i hvert fald to rivaler for at have overtrådt reglerne på vej mod sin opsigtsvækkende bedrift i sæsonens første klassiker, uden at det dog indtil videre har medført nogen form for sanktioner mod den tidligere U23-verdensmester.

Det er de to italienere Matteo Tosatto (Tinkoff) og Eros Capecchi (Astana), der til avisen La Gazzetta dello Sport har forklaret, at de så Démare få at have fået ulovlig bistand af sin servicevogn, da han var på vej tilbage efter et styrt.

Udtaler sig uafhængigt af hinanden

De to rutinerede professionelle er vel at mærke fremkommet med deres udsagn fuldstændig uafhængigt af hinanden.

Læs ogsåFavoritter fejlede og outsider jublede i klassikerdrama

»Démare var faldet tilbage inden Cipressa, men på vej op ad stigningen fløj han forbi os med det dobbelte af vores hastighed ved hjælp af FDJ’s bil«, siger Tosatto til La Gazzetta dello Sport.

»Jeg kunne ikke se, om han holdt fast i vinduet eller i en flaske, men uden denne assistance ville han aldrig have været i stand til at spurte med om sejren«.

Og den italienske Tinkoff-veterans udlægning bakkes op af Eros Capecchi.

»På Cipressa susede Démare af sted med 80 km/t. jeg har aldrig set noget lignende«, lyder det fra Capecchi.

Juryen har intet observeret

Løbets jury er blevet konfronteret med anklagerne, men dens franske præsident Hervé Brocque fastslår, at hverken han eller de øvrige kommissærer har observeret noget ulovligt, ligesom der tilsyneladende ikke foreligger billeder, som underbygger beskyldningerne.

Læs ogsåSpurtkanon med bokserødder slår rivaler ud med lovlige midler

Det var som bekendt meget afslørende tv-optagelser, der sidste år kostede den italienske mester Vincenzo Nibali (Astana) den videre deltagelse i Vuelta a España, da han særdeles tydeligt holdt fast i en servicevogn for at nå frem til en gruppe med de øvrige topnavne efter et uheld.

Var tæt på at opgive efter styrtet

Arnaud Démare udtalte sig, inden rygterne om snyd opstod, til det franske dagblad L’Equipe om hændelsesforløbet.

»Da jeg styrtede, var jeg meget tæt på at opgive. Men så kom bilen med Frédéric Guesdon ved rattet op på siden af mig«, forklarede Démare.

»Jeg fik at vide, at Michael Matthews også var styrtet, og at Oriuca-GreenEdge ville hjælpe os med at komme op igen«.

Læs ogsåVinder smidt på porten efter spurtdrama med hidsig infight

»Mine holdkammerater William Bonnet, Kevin Reza og Matthieu Ladagnous ydede et fantastisk stykke arbejde med at bringe mig tilbage til feltet for foden af Poggio, men jeg må ærligt indrømme, at jeg troede, jeg havde brugt for mange kræfter«.

»I den slags situationer siger man imidlertid til sig selv, at der intet er at tabe, og derfor var jeg i stand til at mobilisere det sidste overskud«.

Redaktionen anbefaler

Stjernestøv over ung himmelstormers pragtpræstation

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce