Annonce
Annonce
Cykling

Offensiv Sagan fortsætter med at imponere - og tabe

Forgængeren på VM-tronen besejrede den regerende verdensmester i WorldTour-løb.

Annonce

Endnu er det ikke lykkedes den 26-årige regerende slovakiske verdensmester Peter Sagan (Tinkoff) at præsentere regnbuetrøjen øverst på sejrsskamlen i denne sæson.

Til gengæld kan den karismatiske og uortodokse pedalatlet bryste sig af med sine offensive kørestil i allerhøjeste grad at have gjort den eftertragtede trikot ære, ligesom målingerne på sympatibarometret viser konstant stigende tendenser for så godt som hver af hans optrædener.

I gårsdagens 206 km lange WorldTour-udfordring E3 Harelbeke på murene og brostenene i Flandern tilkæmpede den russiske milliardær Oleg Tinkovs dyrt erhvervede juvel sig således atter på formidabel vis en hovedrolle, men for sjette gang i år blev det til en af de halvbitre andenpladser, som han også samlede i så rigt mål i sidste sæson.

Læs ogsåSkæbnedag for folkekær superstjerne på mure og brosten i Flandern

Ret overraskende var Peter Sagan ikke i stand til at svare igen, da hans polske forgænger på VM-tronen, Michal Kwiatkowski (Sky), trådte an, efter de to havde ført et udbrud på 30 km succesrigt til ende.

Kwiatkowski havde rigelig tid til at juble

Så godt som alle havde regnet med, at duoens effektive samarbejde ville munde ud i, at Sagan omsider ville få det maksimale udbytte af sin spurthurtighed, men der var simpelthen ikke flere kræfter tilbage, da Kwiatkowski satte alt på et bræt.

Den 25-årige polak, der indtil i går heller ikke havde prøvet at vinde efter skiftet fra Etixx-Quick Step til det britiske storhold Team Sky, forcerede så kraftfuldt, at han havde rigelig tid til at juble over endnu en gevinst i et af storløbene lige under de fem monumenter, efter at han også slog til i sidste sæsons Amstel Gold Race.

Læs også Rasende stjerne kaldes egoistisk idiot af kollega inden overraskende finale

Han krydsede stregen fire sekunder foran Sagan, mens hans britiske holdkammerat Ian Stannard snuppede tredjepladsen syv sekunder senere foran schweizeren Fabian Cancellara (Trek-Segafredo).

Brugte for mange kræfter på at holde forspringet

Trods endnu en andenplads til samlingen kunne Peter Sagan smile og viste ingen umiddelbare tegn på skuffelse, da han stod på podiet sammen med de to Sky-ryttere

»Jeg knoklede så hårdt på de sidste km for at holde forfølgerne på afstand, at der simpelthen ikke var mere tilbage i spurten«, konstaterede Tinkoff-kaptajnen ved mødet med medierne efter strabadserne.

»Der blev konstant råbt i min radio, at de kom tættere og tættere på, så der var jo ikke andet at gøre end at give alt, hvad jeg havde, og at det så kom til at koste i den sidste ende, kunne ikke være anderledes«.

Kender hinanden fra ungdomsårene

Michael Kwiatkowski og Peter Sagan kender hinanden helt tilbage fra ungdomsårene, da de ligeledes udkæmpede talrige dueller.

»Jeg er da en smule overrasket over, at jeg kunne slå Sagan, men jeg havde rigtigt gode ben, og jeg ved af erfaring, hvor svært det er at vinde i VM-trikoten. Der hviler et helt specielt pres på den rytter, der kører i den«, konstaterer polakken.

Læs ogsåEt tiårs suveræne klassikerkonge trues af talrige bejlere til tronen

»Jeg var fuldstændig klar over, at jeg skulle køre en lang spurt for at få ram på Peter, og det lykkedes jo heldigvis«.

Angreb på den næstsidste af stigningerne

Det var på den næstsidste af løbets 15 stigninger, Karnemelkbeekstraat, 30 km fra mål, at Sagan angreb fra en stærkt reduceret frontgruppe, og Kwiatkowski var den eneste, der var i stand til at følge ham.

De fik hurtigt slået hullet, men forspringet nåede aldrig meget over et halvt minut, og det forekom absolut ikke indlysende, at de to ville kunne holde en frygtindgydende gruppe på 13 mand stangen.

Eksempelvis havde Etixx-Quick Steps trumf, den tidligere femdobbelte belgiske vinder af løbet, Tom Boonen, tre mand omkring sig – hollænderen Niki Terpstra, tjekken Zdenek Stybar og italieneren Matteo Trentin – ligesom det schweiziske tempofænomen Fabian Cancellara havde assistance af sin belgiske holdkammerat Jasper Stuyven, men lige lidt hjalp det.

Cancellara handikappe af defekt

Cancellara, der tre gange har været først over stregen i E3 Harelbeke var handikappet af, at han først nåede op til de forreste efter en defekt næsten i samme øjeblik, som Sagan iværksatte sit kompromisløse fremstød, og måske er schweizeren også veget tilbage for at bruge for mange kræfter med tanke på de endnu mere prestigemættede opgaver, der venter i de kommende to uger.

Læs også Suveræn Cancellara knuser rivalerne, og Sagan lider nyt bittert nederlag

I det hele taget var jagten på Sagan og Kwiatkowski nok i for høj grad præget af køligt overlæg og en ret klippefast tro hos de øvrige på, at Etixx-Quick Step ville klare paragrafferne. En kort overgang så det da også ud til, at først og fremmest Niki Terpstras formidable slid ville bære frugt, men selv hollænderen kunne ikke hamle op mod Sagan og Kwaitkowski. Og Etixx-Quick Step måtte nøjes med skuffende placeringer som nr. 12, 13, 14, og 15 til Trentin, Terpstra, Boonen og Stybar.

Mørkøv og Kristoff fulgtes ad

De danske deltagere formåede som ventet ikke at være med i forreste række. Michael Mørkøv kom i mål som nr. 52 umiddelbart foran sin norske Katusha-holdkaptajn Alexander Kristoff i en gruppe på cirka 20 mand, der noteredes for et minus på 6.54 minutter.

Læs ogsåFavoritter fejlede og outsider jublede i klassikerdrama

Debutanten Søren Kragh Andersen nåede til vejs ende i det sidste store felt som nr. 93 af de 105 fuldførende 11.35 minutter efter Kwiatkowski, mens Magnus Cort (Orica-GreenEdge) var blandt de mange, der opgav.

Redaktionen anbefaler

Et tiårs suveræne klassikerkonge trues af talrige bejlere til tronen

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce