Alberto Contador og Bjarne Riis, da spanieren var styrtet under Tour de France i 2014 og måtte forlade løbet.
Foto: Christophe Ena/AP

Alberto Contador og Bjarne Riis, da spanieren var styrtet under Tour de France i 2014 og måtte forlade løbet.

Cykling

Contador: Tinkov havde pengene, men ikke Bjarne Riis’ kvaliteter

Den spanske superstjerne har i et radiointerview for første gang kommenteret de fornærmelser, hans russiske arbejdsgiver udsatte ham for.

Cykling

Ved årsskiftet sluttede den russiske milliardær Oleg Tinkovs officielle rolle på den internationale cykelscene, men de sidste måneder af sin status som ejer af et af verdens stærkeste cykelmandskaber benyttede den excentriske personlighed bl.a. til gentagne verbale forulempelser af sin spanske superstjerne Alberto Contador på diverse sociale medier.

Eksempelvis måtte det seneste tiårs mest succesrige skikkelse i de store rundture – tre samlede triumfer i Vuelta a España, to i Tour de France og Giro d’Italia – affinde sig med, at hans boss kaldte ham »a shit rider«, ligesom han ved flere lejligheder opfordrede ham til at gå på pension.

Contador tog aldrig til genmæle i sin tid som ansat på Tinkoff-mandskabet, men nu har han i et interview med radiostationen Cadena Ser for første gang kommenteret Oleg Tinkovs udgydelser uden dog på noget tidspunkt at synke til samme lave niveau som russerens.

Problemerne startede, da Riis blev fyret

Den 34-årige spanier, som i denne sæson repræsenterer amerikanske Trek-Segafredo, understreger i samtalen med Cadena Ser, at Bjarne Riis var den altafgørende faktor for hans beslutning om i 2011 at skifte fra Astana til Team Saxo Bank.

»Problemerne på holdet startede i det øjeblik, Bjarne Riis blev fyret«, fremhæver Alberto Contador.

»Det stod meget hurtigt klart, at ingen formåede at lede den store gruppe på omkring 70 ansatte. Tinkov havde pengene, men han besad slet ikke de kvaliteter, som Riis rådede over«.

Tinkov er blot en del af fortiden

»Alt det, som Tinkov har sagt om mig, betragter jeg som uvæsentligt. Han er en del af min fortid, hverken mere eller mindre, og jeg gider ikke spilde min energi på ham«.

»Hvis udtalelserne var kommet fra en, jeg sætter pris på, ville det have været noget ganske andet. Nu betragter jeg dem bare som ligegyldige«.

»Desuden er jeg opdraget med et værdigrundlag, som bl.a. går ud på at vise respekt for andre mennesker«.

Drikker kun champagne med vennerne

Blandt de talrige angreb Tinkov rettede mod Contador handlede et af dem også om, at russeren betragtede spanieren som enspænder uden for det sociale fællesskab, fordi Contador ikke midt i sæsonen ønskede at fejre et af holdets resultater med champagne.

»Jeg drikker champagne med mine venner, ikke med Tinkov«, kommenterede spanieren i radioen.

Contador er i fuld gang med forberedelserne til den kommende sæson, hvor Tour de France atter er højdepunktet. Årets første programpunkt er den igangværende træningslejr med holdet på Mallorca, og derefter gælder det højdetræning på Tenerife.

»Jeg tror på, at jeg kan vinde Touren igen. Ellers ville jeg ikke give mig i kast med opgaven. Hvis jeg blot stilede efter en top-5 placering, ville jeg have tabt på forhånd«, konstaterer Contador, der senest tronede øverst på podiet på Champs-Élysées i 2010, men siden fik frataget sejren i forbindelse med en dopingdom.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Fanget i Mosul

    Piger, der leger tagfat på gaden, selv om en granat kan ramme hvert et øjeblik.

    Et nygift par, der passerer en smadret bro, mens mænd i uniformer skyder på hinanden hen over floden.

    Politikens Bo Søndergaard og fotograf Jan Grarup har i en uge været i den irakiske by Mosul, hvor Islamisk Stat hver dag dræber mennesker, der bare forsøger at leve.

    Dyk ned i fortællingen og billederne fra Mosul.

Annonce