Kun knap en ringbredde skilte Davide Cimolai (th) og Nacer Bouhanni i spurten på 1. etape i Volta a Catalunya.

Kun knap en ringbredde skilte Davide Cimolai (th) og Nacer Bouhanni i spurten på 1. etape i Volta a Catalunya.

Cykling

Vandbærer jubler over WorldTour-triumf i kaptajnens fravær

Italieneren Davide Cimolai sled i Milano-Sanremo forgæves for Arnaud Démare, men slog i dag selv til i Spanien.

Cykling

I lørdags sled italieneren Davide Cimolai lige til det sidste i knap 300 km for at støtte sin franske holdkaptajn Arnaud Démare (FDJ) i jagten på et succesrigt titelforsvar i klassikeren Milano-Sanremo.

Det lykkedes som bekendt ikke, eftersom franskmanden måtte nøjes med en sjetteplads, da alle supersprinterne blev overrumplet af verdensmesteren Peter Sagans eksplosive offensiv på Poggio, som spolerede planerne om en massespurt.

Men Cimolai havde udført sin del af jobbet og kunne trille i mål som nr. 54 med et minus på 13 sekunder til sin kaptajn i den foranliggende gruppe på 50 mand.

Bouhanni slået på stregen

I dag havde den 27-årige Cimolai så fået frit spil til at køre sin egen chance, da sæsonens 9. WorldTour-løb Volta a Catalunya indledtes med en færd på178 km, som startede og sluttede i Callela,  og i en duel, der var næsten ligeså knivskarp som den, polakken Michael Kwiatkowski (Sky) trak sig sejrrigt ud af mod Peter Sagan i lørdags, udnyttede italieneren det tilbud maksimalt.

Cimolais direkte modstander i kampen om sejren var en anden af de slagne Milano-Sanremo-favoritter franskmanden Nacer Bouhanni (Cofidis), der syntes på vej til trøst efter klassikernederlaget, men lige netop måtte se sig passeret af italieneren på stregen.

Så tæt var opgøret, at der måtte målfoto til, og først da resultatet af det forelå, turde Cimolai tage mod lykønskningerne.

Greipel måtte nøjes med femtepladsen

Også rytteren på tredjepladsen, sejrherrens landsmand Kristian Sbaragli (Dimension Data), kæmpede sig til en topplacering, selv om han havde Milano-Sanremo-strabadserne i benene.

Det havde til gengæld ikke den tyske spurtkanon André Greipel (Lotto Soudal), og egentlig var det ventet, at det var ham og Bouhanni, der skulle have dystet om sejren, når nu stort set hele feltet kom samlet hjem.

Lotto Soudal arbejdede da også ihærdigt for at skabe optimale betingelser for den 34-årige tysker, men da Bouhannis vante hjælper Geoffrey Soupe skød frem med sin kaptajn på hjul, sad Greipel klemt inde for langt tilbage til, at han kunne nå længere frem end til femtepladsen.

Vandt også en etape i løbet sidste år

For Davide Cimolai, der inden denne sæson skiftede fra Lampre til FDJ for at indgå i sprintertoget omkring Arnaud Démare, var det karrierens femte sejr, og han har åbenbart et godt tag på udfordringerne i Volta a Catalunya.

Her noteredes han nemlig i 2016 ligeledes for en gevinst, da han stillede sin spurthurtighed succesrigt til skue på 6. etape, og inden han sagde farvel til Lampre, nåede han også at komme først over stregen på en etape i Tour of Japan.

Cimolai, der blev professionel i 2010 hos Liquigas og efter to år skiftede til Lampre, har givetvis oparbejdet sin hurtighed i de unge år, da han kørte meget på bane.

Han blev således i 2011 U23-europamester i scratch foran en anden nu kendt landevejsrytter, briten Luke Rowe, mens han erobrede sølv i parløbet sammen med Elia Viviani.

Siden 2012 har italieneren koncentreret sig om landevejen, og her hentede han sine første sejre i 2015, da han slog til i Trofeo Laigueglia samt på en etape i Paris-Nice.

Hovedpersonerne holdt sig i baggrunden

Ingen af løbets forventede hovedpersoner i den samlede stilling viste for alvor interesse i at blande sig i spurten, hvor den spanske veteran Alejandro Valverde (Movistar) blev bedst af topnavnene på en 14. plads.

Den forholdsvis afslappede holdning, som bredte sig, da det stod klart, at der ikke var fare på færde, afløses imidlertid allerede i morgen af maksimal koncentration.

Her byder Volta a Catalunya nemlig på en helt speciel udfordring, som kan få markant indflydelse på det samlede klassement.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det drejer sig om et kollektivt temporidt over en distance, der er højst usædvanlig for et etapeløb af en uges varighed, idet det skal tilbagelægges 41,3 km med start og mål i Banyoles.

Det er 10 år siden, det spanske arrangement i det hele taget rummede et holdløb, og man skal helt tilbage til 1964 for at finde et af tilsvarende længde.

Fuglsang og Co. på skrap opgave

Verdensmestrene i disciplinen, amerikanske BMC, hører som altid til favoritterne, men fra den trup, der for nylig vandt holdløbet i Tirreno-Adriatico, er kun australieren Rohan Dennis og amerikaneren Tejay Van Garderen gengangere.

Team Sky stiller med et frygtindgydende mandskab anført af den tredobbelte Tour de France-vinder Christopher Froome, waliseren Geraint Thomas og den tidligere enkeltstartsverdensmester hviderusseren Vasil Kiryienka.

Det danske håb i den samlede stilling Jakob Fuglsang får i det selskab virkelig brug for, at hans Astana-holdkammerater med blandt andre landsmanden Jesper Hansen kører næsten over evne, hvis der ikke skal tabes for meget tid.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Forstå det franske valg på 157 sekunder

    Politiken og Pac-Man guider dig sikkert gennem det franske valgsystem

Annonce