Matti Breschel (i midten) i samtale med sin tidligere chef Bjarne Riis og sin nuværende holdkammerat Michael Valgren.
Foto: Tariq Mikkel Khan

Matti Breschel (i midten) i samtale med sin tidligere chef Bjarne Riis og sin nuværende holdkammerat Michael Valgren.

Cykling

Efter stormen jagter dansk veteran både nyt job og succes på Vejles Alpe d'Huez

Matti Breschel er eksperten i PostNord Danmark Rundt-feltet, når det gælder den stejle Kiddesvej i dagens finale.

Cykling

Septemberstormen Sebastian, der i går blæste 2. etape i PostNord Danmark Rundt sønder og sammen, har efter meteorologernes udsagn bevæget sig på behørig afstand af den største hjemlige cykelbegivenhed, når deltagerne efter planen kl. 12.50 drager ud på den 183,6 km lange færd fra Otterup til Vejle.

Og selv om gårsdagens fortrædeligheder udgjorde et bittert indslag i arrangementet, priser løbsdirektør Jesper Worre og hans folk sig utvivlsomt lykkelige over, at det ikke er i dag, de rammes af vejrgudernes vrede.

For med al respekt for etaperne fra Frederiksberg til Kalundborg og den aflyste fra Svendborg til Odense ville de næppe under nogen omstændigheder have så afgørende indflydelse på det endelige udfald af den danske cykelrundturs 27. udgave som styrkeprøven fra det nordlige Fyn til den østjyske købstad.

Stemningen på Kiddesvej skaber helt speciel oplevelse

Kongeetapen handler det nemlig om i dag, selv om denne betegnelse egentlig i ligeså høj grad tilkommer morgendagens enkeltstart i Randers, der traditionelt har endnu større betydning for slutfacit.

Men den fantastiske stemning, der bruser op omkring rytterne på den hidsigt stejle Kiddesvej i Vejle gør den aktuelle kappestrid til en helt speciel oplevelse.

Klatreturen op ad Østjyllands Alpe d’Huez melder sig inden for de sidste 800 m på den 5,7 km lange rundstrækning, der skal gennemkøres tre gange i finalen.

Den byder på en procent på op til 21 og på toppen resterer endnu 400 m til mål. På denne sidste strækning stiger det med 4 procent, så der er tale om en afslutning for aktørerne med et eksplosivt antrit.

Valgren sejrede sidste år

Sidste år erobrede Michael Valgren førertrøjen fra sin daværende italienske Tinkoff-holdkammerat Daniele Bennati ved at kæmpe sig først over målstregen 2 sekunder foran den danske mester Alexander Kamp.

Valgren forsvarede positionen løbet ud efter at være blevet nr. 4 på enkeltstarten i Nyborg efter Mads Würtz Schmidt, Lars Boom og Martin Toft Madsen og sikrede sig dermed sin anden samlede sejr.

To år tidligere havde han højst overraskende stødt en anden af sine italienske Tinkoff-kolleger Manuele Boaro fra tronen på den sidste etape til Frederiksberg.

Eksperten over alle i feltet, lige netop når det gælder Kiddesvej, er imidlertid Valgrens nuværende Astana-holdkammerat Matti Breschel, som fire gange er suset først over stregen, uden at det dog sammenlagt har bragt ham højere op end til tredjepladserne i 2007 og 2013.

Har ikke helt opgivet håbet om samlet sejr

Resultaterne på den efterfølgende enkeltstart har altid spoleret klassementsdrømmene, men den 33-årige dansker topper stadig listen over flest etaper i førertrøjen med 12.

»Jeg har ligget i knaldhård træning de sidste 14 dage op til dette løb, hvor min far har herset med mig, og med ham på scooter foran mig har der været tale om meget intenst arbejde«, konstaterer Matti Breschel, der ikke deltog i PostNord Danmark Rundt sidste år.

»En del af tiden er det også foregået på tempocyklen, for inderst inde nærer jeg da stadig forhåbninger om, at det måske kan lade sig gøre at stryge helt til tops samlet. Jeg er realistisk og klar over, at det bliver uhyggeligt svært, men jeg vil da ikke opgive det«.

Først kuldegysninger så mælkesyre

»Jeg glæder mig til Kiddesvej, selv om jeg ved, at det kun er første gang, man kører op ad den med kuldegysninger. De to sidste er det ren mælkesyre«.

»For mig var det en streg i regningen, at vi ikke fik kørt nogen af konkurrenterne mere møre i går. Til at begynde med pressede nogle mere på end andre, men til sidst var der bred enighed om at stoppe – det var simpelthen for farligt at gennemføre etapen«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Matti Breschel er en af de danskere, der endnu ikke har sin fremtid på plads ud over, at der er vished for, at han ikke fortsætter hos sin nuværende kasakhiske arbejdsgiver.

Sammen med sin far Tom står Matti Breschel selv for forhandlingerne, og der er ikke tvivl om, at en succes på hjemmebane i den forbindelse vil være særdeles velkommen i et år, der hidtil ikke har budt på sejre.

2. division er også en mulighed

»Vi har gang i meget i øjeblikket og har haft henvendelser ude til stort set alle WorldTour-hold og ligeledes en række fra den næstbedste række«, siger den danske veteran, der, når PostNord Danmark slutter lørdag i Aarhus, har optrådt i Astana-dresset for sidste gang i sin 13. sæson som professionel.

»Der er ikke mange ledige pladser tilbage i WorldTouren, mens situationen ser noget anderledes ud på prokontinental-niveau«.

»Flere af dem har forholdt sig afventende for at kunne snuppe sådan nogen som mig, der er blevet til overs, og det kan måske så blive min redning. Men før der er en underskrift på en kontrakt, tør jeg ikke tro på noget«.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce