Alt taler for, at Tony Martin fra i dag og det næste år er færdig med at optræde i VM-trøjen.
Foto: Gregers Tycho

Alt taler for, at Tony Martin fra i dag og det næste år er færdig med at optræde i VM-trøjen.

Cykling

Vred mester kalder VM-rute for uværdig og opgiver drømmen om femte guld

Dagens enkeltstart for professionelle i Bergen slutter med en 3,4 km lang stigning og har Froome og Dumoulin som favoritter.

Cykling

Med en spektakulær klatrefinale uden sidestykke i cykelsportens VM-historie er der lagt op til et superdramatisk opgør om de globale enkeltstartsmedaljer, når de mandlige professionelle stjerner i dag tager fat på deres konkurrencer ved arrangementet på vejene i og omkring Bergen.

Og det sker med stærkt blandede følelser spændende fra den forsvarende mester og firedobbelte tyske titelindehaver Tony Martins voldsomt vrede udfald mod rutens beskaffenhed, som han kalder uværdig for et VM, til den nykårede hollandske holdløbsverdensmester Tom Dumoulins forventningsfulde glæde til at binde an med en opgave, som gør ham til en fremtrædende guldfavorit.

Tony Martins harme er rettet dels mod den kendsgerning, at distancen på 31 km er exceptionel kort i VM-sammenhæng, dels mod, at strabadserne afsluttes med en 3,4 km lang klatretur med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,1 op til toppen af Fløyen, der fra 316 meters højde skuer ud over det idylliske landskab, som omgiver Vestlandets hovedstad.

Urimeligt, at man skal kunne skifte cykel

Desuden finder den 32-årige tysker det horribelt, at Den Internationale Cykelunion, UCI, tillader rytterne at bytte tempomaskinen ud med en lettere cykel for foden af finalestigningen.

»Det hører ingen steder hjemme at afvikle en VM-enkeltstart over kun 31 km, når vi plejer at køre mellem 40 og 50 eller endnu længere«, har Tony Martin ved flere lejligheder proklameret.

»Og det er fuldstændig urimeligt, at det er muligt at skifte cykel. Det giver jo de klatrestærke typer en klar fordel. Efter min mening skal en enkeltstart gennemføres på en tempocykel hele vejen. Ikke fordi, jeg tror, det ville øge mine chancer for at vinde«.

»Det vil under alle omstændigheder blive uhyre vanskeligt, for det er jo indlysende, at både Tom Dumoulin og Chris Froome er stærkere end mig på en stigning som den, vi står over for. Jeg har afskrevet at erobre guld for femte gang, men måske er der mulighed for en bronzemedalje«.

Dumoulin og Froome er godt tilpas

Giro d’Italia-sejrherren Tom Dumoulin udtalte allerede efter den kollektive guldtriumf med Team Sunweb i søndags, at han bestemt øjner chancen for mere succes på norsk grund, og på tilsvarende vis er der en særdeles god årsag til, at Tour de France- og Vuelta a España-kongen Chris Froome starter ved VM for første gang siden 2013.

Begge føler helt oplagt, at netop den usædvanlig finale appellerer ganske kraftigt til deres færdigheder.

I øvrigt mener Dumoulin ikke, at stigningen er helt så skrap, som arrangørerne annoncerer.

»Den er opgjort til at være lige over 9 procent, men efter at have trænet på den mener jeg, at den ligger på omkring 7«, siger Dumoulin til hjemlandets medier og meddeler samtidig, at han først så sent som  muligt vil afgøre, om han skal benytte sig af det famøse cykelskift.

»Ruten passer mig generelt meget fint, og jeg regner mig da selv blandt favoritterne, men venter også, at Froome og Rohan Dennis klarer sig fint under disse forhold.

UCI-kommissær overvåger cykelskift

Den usædvanlige detalje med at kunne hoppe på en anden cykel undervejs er i øvrigt godkendt af UCI i en grad, så unionen ligefrem har lettet betingelserne for at gennemføre aktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På en brostensbelagt strækning inden Fløyen – det ene af de syv fjelde, der omgiver Bergen – skal bestiges, er der rullet et tæppe ud, som skulle modvirke uheld, når rytterne på den vej, der ifølge meteorologernes forudsigelser vil være regnvåd, veksler fra den ene maskine til den anden.

Ydermere anbringer UCI også en kommissær på stedet, som med et advarende fløjt vil signalere, hvis mekanikerne falder for fristelsen til at give rytterne et for langt skub op ad bakken.

Danskerne beklager sig ikke

Hos de to danske deltagere, den nationale mester Martin Toft Madsen (BHS-Almeborg Bornholm) og Lasse Norman (Aqua Blue Sport) giver de norske arrangørers valg af rute ikke anledning til synderlig opstandelse.

»Det er da åbenlyst, at den er utraditionel, men det er ikke noget, der afskrækker mig«, konstaterer Martin Toft Madsen og suppleres kontant af Lasse Norman:

»Hvis der er nogen, som er utilfredse med stigningen, kan de jo bare lade være med at stille op«.

Hverken Martin Toft eller Lasse Norman har i øvrigt planer om at skifte cyklen, inden de giver sig i kast med de sidste 3,4 km

Det stærkeste felt i mange år

Dagens VM-felt forekommer stærkere end i mange år, og en dansk top-10 placering blandt de 54 deltagere vil være at betragte som et yderst acceptabelt, men også vanskeligt opnåeligt resultat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den eneste af de startende foruden Tony Martin, der har erobret guld i disciplinen, er Chris Froomes uforlignelige hviderussiske hjælperytter Vasil Kiryienka, der strøg til tops i 2015 i Richmond og sidste år i Doha sluttede som nr. 2 slået med 45 sekunder af tyskeren og måske ligesom denne nok får det vanskeligt i finalen.

Umiddelbart tegner dysten om guldet til at blive en duel mellem de to etapeløbsstjerner Chris Froome og Tom Dumoulin, men outsiderne er talrige, og en klatre- og tempostærk type som sloveneren Primoz Roglic kan måske skabe en overraskelse.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce