Det store øjeblik sidste år i Qatar, da Amalie Dideriksen blev iklædt VM-trøjen.
Foto: Alexandra Panagiotidou/AP

Det store øjeblik sidste år i Qatar, da Amalie Dideriksen blev iklædt VM-trøjen.

Cykling

12 smukke måneder i regnbuens farver

Amalie Dideriksen siger farvel til VM-trikoten, men håber inderligt på et gensyn ud i fremtiden. 

Cykling

Lige siden Amalie Dideriksen fik kendskab til den rute, hvor 2017-udgaven af den VM-trikot, hun har kunnet pryde sig med i et år, skal erhverves, har hun indstillet sig på, at eventyret som regerende verdensmester er et i hvert fald midlertidigt overstået kapitel i hendes unge karriere.

Den 21-årige topatlet, der siden succesen i Dohas brændende hede sidste efterår også har ændret civil status fra gymnasieelev til studine, men stadig med professionel cykelsport som hovederhverv, har gentagne gange givet udtryk for, at andre er væsentligt mere velegnede til at begå sig i det kuperede terræn i Bergen, end hun er.

Men også for, at hun inderligt håber, at afskeden med den eftertragtede udmærkelse rummer et gensynsperspektiv, for hun lægger ikke skjul på sin glæde over bekendtskabet med regnbuefarverne.

Respekt for indehaveren af regnbuetrikoten

»Det har været en herlig oplevelse at køre i VM-trøjen, og på en måde har det også gjort livet en del lettere, fordi der automatisk er respekt om indehaveren, så man måske ikke skal kæmpe helt så meget for at få plads i feltet«, konstaterer Amalie Dideriksen.

»På den anden side øger det naturligvis også forventningspresset. Men det synes jeg nu ikke, jeg har haft de store problemer med. Jeg har været fuldstændig klar over, at VM-titlen ikke pludselig har gjort mig til en helt anden rytter. Den hare da ændret en del ting i min tilværelse og betydet, at de fleste nu ved, hvem jeg er. Men jeg er stadig i fuld gang med at udvikle mig i denne branche«.

Kører på verdens førende firmahold

Jobbet på verdens førende kvindelige firmahold, hollandske Boels-Dolmans med den tidligere seksdagesstjerne Danny Stam som sportsdirektør, har både givet Amalie Dideriksen et indgående kendskab til det, der kræves for at hævde sig på det allerhøjeste niveau, og lagt helt naturlige begrænsninger på hendes udfoldelsesmuligheder, fordi truppen er spækket med væsentligt mere etablerede profiler.

Den unge dansker begyndte i de omgivelser i 2015, efter at hun året inden for anden gang var blevet U19-verdensmester, og kontrakten løber i hvert fald foreløbig til udgangen af 2018.

»Jeg er med i et kollektiv, hvor jeg stadig er en af de helt unge, som er i færd med at lære. Det har VM-trikoten ikke lavet om på, men jeg tror da, at den har givet mig nogle chancer, som jeg ellers ville have været længere om at få «, sagde Amalie Dideriksen allerede tidligt på året, og det skulle ikke vare længe, før hun fik opfyldt sit ønske om at vise den eftertragtede trøje sejrrigt frem.

Kan koncentrere sig fuldt ud om cykelsporten

Det skete 11. marts, da hun i den hollandske WorldTour-begivenhed Ronde van Drenthe udnyttede den exceptionelle hurtighed, der sammen med placeringsevnen og næsen for at læse udviklingen i et løb, udgør hendes komplette styrke til at suse først over stregen.

Det er den eneste individuelle gevinst i et løb på den internationale terminsliste, Amalie Dideriksen er noteret for som verdensmester, men i august var hun med til at sikre Boels-Dolmans sejren i WorldTour-holdløbet i svenske Vårgårda.

Verdensmesteren var favorit til at erobre den nationale titel på den flade rute i Grindsted i slutningen af juni, men DM afvikledes, dagen efter studentereksamen var i hus med efterfølgende traditionel rundtur til klassekammeraterne, og selv om Amalie Dideriksen ikke var med hele vejen, kunne forberedelsen til den opgave nok have været mere optimal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Satsningen på cykelsporten har forlænget skolegangen med et par år, men jeg er glad for, at jeg har fået min eksamen, og nu er lektierne heller ikke længere et element, der vil forhindre mig i at koncentrere mig fuldstændig om cykelsporten«, fastslår Amalie Dideriksen.

National rival er også dukket op

Amalie Dideriksen har også oplevet at se sin status udfordret på nationalt niveau, for efter at dansk kvindecykling i årevis har været fjernt fra at markere sig i global elitesammenhæng, er der samtidig med den nu afgåede verdensmester dukket en landsmand op, der har bidraget kraftigt til at hæve Danmark et anseligt stykke op over middelmådigheden.

22-årige Cecilie Uttrup Ludwig, der i cykelsportssammenhæng første gang gjorde sig bemærket, da hun i 2012 overraskende erobrede sølv på juniorernes enkeltstart ved VM i Valkenburg, har gjort enorme fremskridt, siden hun i denne sæson er blevet tilknyttet det tyske Cervélo-Bigla-mandskab.

Historisk høj dansk placering

Med Danmarks Cykle Unions franske landstræner, Catherine Marsal, selv verdensstjerne som aktiv, i en afgørende rolle på det organisatoriske plan er det ude på landevejene først og fremmest Cecilie Uttrup Ludwigs og Amalie Dideriksens fortjeneste, at dansk kvindecykling indtager en historisk høj placering som nr. 9 på verdensranglisten.

Det giver ret til den maksimale kvote på seks deltagere – oven i købet syv her i Bergen, fordi Dideriksen er forsvarende mester – i dagens VM-opgør. Foruden de to deltager også den danske mester Camilla Møllebro, Julie Leth, Pernille Mathiesen, Christina Siggaard og Trine Schmidt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Scenevant ved hyldestseancer

Cecilie Uttrup Ludwig og Amalie Dideriksen ligger som henholdsvis nr. 18 med 480 point og 21 med 457 nogenlunde lige i det individuelle hierarki, og de har dermed leveret langt størstedelen af de 1.194, Danmark er noteret for.

Cecilie Uttrup Ludwig, der umiddelbart må tillægges de største chancer i dag, var i øvrigt den første dansker på VM-podiet i Bergen, da hun i søndags var med til at køre en bronzemedalje hjem til Cervélo-Bigla, og hun er gennem sæsonen blevet scenevant ved hyldestseancerne, eftersom hun lige fra tidligt på året lagde beslag på den blå førertrøje i WorldTourens U23-konkurrence.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce