For anden dag i træk kunne Trine Schmnidt til ære for fotograferne ved EM i Berlin bide i en guldmedalje. Foto: UEC.

For anden dag i træk kunne Trine Schmnidt til ære for fotograferne ved EM i Berlin bide i en guldmedalje. Foto: UEC.

Cykling

Forrygende dansk EM-succes fortsætter med mere guld og sølv

Trine Schmidt er dobbelt europamester, efter at hun også vandt scratch - Sølv til Niklas Larsen i pointløb.

Cykling

Godt et døgn efter sin imponerende triumf i pointløbet ved europamesterskaberne i banecykling i Berlin formåede den 29-årige Trine Schmidt atter at få dannebrog til tops ved en sejrsceremoni i den tyske hovedstad, da hun her til aften på overlegen vis også nedkæmpede al modstand i det 10 km lange scratchløb.

Og ligesom i går suppleredes den danske medaljehøst med sølv, men denne gang kom de to rød-hvide jubeloplevelser i omvendt rækkefølge, idet 20-årige Niklas Larsen inden landsholdskollegaens ultimative succes erobrede andenpladsen i pointløbet efter den et år yngre polske komet Alan Banaszek, der scorede 49 point mod 44 til danskeren.

Dermed har den danske banetrup på syv ryttere allerede været repræsenteret på sejrsskamlen fire gange ved EM, og den hjemlige cykelsports fremtrædende position i det globale hierarki er dermed atter understreget på fornemste manér.

Kørte alene op til afgørende udbrud

Trine Schmidts anden guldbedrift var resultatet af en imponerende styrkedemonstration, hvor den rutinerede dansker virkede i fuldstændig kontrol under hele løbet.

Indledningsvis tog hun flere meget lange og kraftfulde føringer utvivlsomt i bestræbelserne på at udmatte rivalerne.

Tre af disse, ireren Lydia Gurley, ukraineren Tetyana Klimchenko og russeren Evgenia Augustinas var dog ikke mere trætte, end at de kastede sig ud i jagten på at vinde en omgang.

Den udvikling vurderede Trine Schmidt som så farlig, at hun alene trådte fra feltet og med overbevisende autoritet lukke hullet op til trioen.

Konkurrenterne var chanceløse

Med fem af de 40 runder tilbage nåede de fire op til de øvrige, og da ingen andre var i stand til at gøre dem kunsten efter, stod det klart, at kampen om medaljerne skulle stå mellem Schmidt, ukraineren, russeren og ireren.

Også den situation havde Trine Schmidt fuldstændig styr på. Med halvanden omgang tilbage lå danskeren på hjul af ukraineren og russeren i front, og da der blev lagt an til spurten, forcerede danskeren så uimodståeligt, at konkurrenterne var chanceløse.

Trine Schmidt sejrede med et par længder foran Tetyana Klimchenko, bronzen gik til Evgenia Augustinas, mens Lydia Gurley måtte tage til takke med fjerdepladsen.

Danskers EM-opvisning var ikke glemt

Denne forrygende danske opvisning fulgte umiddelbart efter, at Niklas Larsen havde tilkæmpet sig sølv i det 40 km lange pointløb.

Det var i denne disciplin, den unge dansker sidste år ved EM i Paris-forstaden Saint Quentin-en-Yvelines strøg helt til tops med kun ganske få optrædener på banen bag sig.

Også i mændenes pointløb var det erobringen af en omgang, der blev udslagsgivende, men inden det kom så vidt, havde den blot 19-årige Alan Banaszek sikret sig væsentligt flere point end danskeren.

Modstanderne havde tydeligvis ikke glemt Niklas Larsens præstation sidste år, og det blev i den indledende fase af løbet vogtet omhyggeligt på danskerne.

Vandt den sidste spurt

Da der manglede cirka 60 af 160 omgange, fandt Niklas Larsen sammen med Banaszek, tyskeren Maximilian Beyer og grækeren Christos Valikakis. Da de nåede rundt små 10 omgange senere, havde polakken taget en klar føring på point foran danskeren, og den afstand formåede Niklas Larsen ikke siden at reducere afgørende.

Danskeren var presset af både Beyer og Valikakis, men han afviste enhver tvivl om, hvor sølvet skulle havne ved ganske enkelt at vinde den sidste spurt med dobbelt pointgivning.

Bronzen gik til Maximilian Beyer med 34 point.

11.plads til Amalie Dideriksen

Den danske bronzevinder i kvindernes landevejsløb ved VM i Bergen, eksverdensmesteren Amalie Dideriksen, havde sin første optræden i Berlin i omnium – disciplinen hvor hun ved OL i Rio sluttede på femtepladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ved EM blev det imidlertid kun til en 11. plads, og det ville næsten også være for meget at forlange, at det 21-årige alsidige supertalent skulle kunne levere endnu en toppræstation efter en lang, krævende og succesrig landevejssæson.

Amalie Dideriksen indledte med at bliver nr. 11 i scratch, som vandtes af norske Anita Stenberg, og udsattes derefter for en ublid medfart, da hun fuldstændig uforskyldt involveredes i et styrt med 8 omgange tilbage af tempoløbet.

Amalie Dideriksen udsat for styrt

Italieneren Elisa Balsamo – guldvinder fra sommerens U23 EM i Portugal, hvor Amalie Dideriksen erobrede bronze – kom op at ride på den britiske verdensmester Katie Archibalds baghjul og mistede kontrollen over cyklen.

Balsamo rev yderligere to ryttere med sig, og Amalie Dideriksen, der fulgte umiddelbart efter kunne ikke undgå at drøne ind i dem og blev sendt ud på en lang glidetur på maven ned ad banelegemet.

Danskeren var tilsyneladende ikke kommet noget alvorligt til, og hun var den første, der kom på cyklen. Ydermere havde hun overskud til at slutte fint af og i den sidste spurt placere sig som den bedste af de ryttere, der havde indkørt et enkelt point.

Medaljevindere kører parløb i morgen

Det indbragte Amalie Dideriksen 10. pladsen i afdelingen, og siden blev hun nr. 4 i udskilningsløbet. Dermed lå hun inden det afsluttende pointløb nr. 11 med 68 point, men var altså ude af stand til at avancere.

Amalie Dideriksen sluttede med 76 point, mens konkurrencen domineredes af den regerende verdensmester og forsvarende europamester Katie Archibald med 127 point. Sølvet gik til britens evige rival hollænderen Kirsten Wild med 120. I den sidste spurt sikrede Elisa Balsamo sig bronzen med 102.

I morgen skal dagens to danske medaljevindere atter i aktion, idet begge stiller op i parløb - Trine Schmidt med Amalie Dideriksen og Niklas Larsen med Casper Pedersen.

Beskedne placeringer til to andre danskere

Danmark havde Kristian Kaimer Eriksen med i 1.000 meter på tid og Caspder Folsach i 4 km individuelt forfølgelsesløb, men begge opnåede kun beskedne placeringer.

Folsach blev således nr. 12 i den indledende tidskørsel i 4.23.05 minutter, hvilket var cirka 9 sekunder langsommere end portugiseren Ivo Oliveira, der var hurtigst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Oliveira måtte dog siden i guldfinalen se sig besejret af den italienske verdensmester fra 2016 Filippo Ganna.

Kristian Kaimer, der endnu er junior, sluttede på 18. pladsen i 1.04.128 minut – 3,5 sekunder efter nr. 1 franskmanden Quentin Lafargue.

Heller ikke i denne disciplin førte førstepladsen i tidskørslen til guld. Franskmanden måtte nemlig senere se sig henvist til bronzepladsen, mens guldet gik til hollænderen Jeffrey Hoogland og sølvet til tyskeren Joachim Eilers.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce