Ørken. Peter Sagan (i midten) kan se frem til et varieret løb i Argentina, hvor der på 6. og næstsidste etape er mål i over 2.000 meters højde.
Foto: Claudio Peri (arkiv)/AP

Ørken. Peter Sagan (i midten) kan se frem til et varieret løb i Argentina, hvor der på 6. og næstsidste etape er mål i over 2.000 meters højde.

Cykling

Milliardærens første satsning anføres af verdensmesteren

Peter Sagan sæsondebuterer i Tour de San Luis sammen med dansk holdkammerat.

Cykling

Mens sæsonens WorldTour-premiere Tour Down Under løber af stablen næste tirsdag i Adelaide, kaster en flok af verdens mest fremtrædende cykelpersonligheder sig ud i årets første strabadser dagen inden i det argentinske Tour de San Luis.

Og det er her, den slovakiske verdensmester Peter Sagan har valgt at vise sin VM-trikot frem for første gang i denne sæson på et stærkt Tinkoff-mandskab, der desuden tæller holdets polske etapeløbstrumf Rafal Majka, dennes to landsmænd Pawel Poljanski og Maciej Bodnar, russeren Nikolay Trusov og den danske klatrer Jesper Hansen.

Med en trup af den karakter vil det ikke undre, om den russiske milliardær Oleg Tinkov straks kræver topresultater, og selv om Sagan ikke lægger skjul på, at den seks dage lange styrkeprøve først og fremmest skal bruges som forberedelse til de større opgaver senere, fremhæver han også, at han ser frem til jobbet i Sydamerika med forventning.

Fire store mål i denne sæson

»Tour de San Luis skal bruges til at bygge videre på den form, som blev grundlagt i træningslejren på Gran Canaria før jul«, fortæller Peter Sagan til løbets hjemmeside, hvor han også meget klart giver udtryk for sin voldsomt ambitiøse satsning i 2016.

»Mit første store mål er forårsklassikerne, og derefter håber jeg at kunne generobre den grønne førertrøje i Tour de France«.

»Umiddelbart efter tager jeg til OL i Rio og i oktober til VM i Qatar, og begge steder går jeg efter guldet«.

»Jeg håner imidlertid på at får styrket selvtilliden ved at være med fremme i et par finaler i Argentina«.

»Det er endnu ikke lykkedes mig at få en sejr med hjem fra løbet, men jeg har været meget tæt på to gange. I 2013 blev jeg kun slået af Mattia Gavazzi på sidste etape og året efter var det en anden italiener, Sacha Modolo, der lige netop var foran mig på finaledagen«.

To danskere til start i Argentina

Syv mandskaber med WorldTeam-status er at finde i feltet i Tour de San Luis, og den danske repræsentation udgøres udover Jesper Hansen af dennes tidligere holdkammerat Chris Anker Sørensen, der som regerende national mester stiller op i Dannebrogstrikoten for sin ny franske arbejdsgiver Fortune-Vital Concept.

De helt store stjerner er foruden Sagan og Majka den colombianske bjergkonge Nairo Quintana, den tidligere vinder af både Tour de France, Vuelta a España og Giro d’Italia, italieneren Vincenzo Nibali (Astana) og den belgiske eksverdensmester Tom Boonen (Etixx-Quick Step).

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden