spurtkanon. Nacer Bouhanni slog til på 4. etape af Paris-Nice.
Foto: Laurent Cipriani/AP

spurtkanon. Nacer Bouhanni slog til på 4. etape af Paris-Nice.

Cykling

Spurtkanon med bokserødder slår rivaler ud med lovlige midler

Denne gang fik Nacer Bouhanni lov til at beholde sejren i Paris-Nice, hvor Michael Matthews stadig fører sammenlagt.

Cykling

Efter tirsdagens dramatiske finale med diskvalifikation af den franske spurtkanon Nacer Bouhanni (Cofidis) og det snekaos, der i går tvang arrangørerne til at aflyse etapen, bød den 195,5 km lange færd i Paris-Nice fra Julienas til Romans-sur-Isere på mere normale tilstande.

Og samtidig med at den otte dage lange styrkeprøve omsider matchede sit tilnavn »Løbet mod solen«, kunne den 25-årige Bouhanni med stærke rødder i boksemiljøet fryde sig over, at han formåede at sende rivalerne til tælling uden at blive beskyldt for anvendelse af ukorrekte midler.

Franskmanden fyrede nemlig en fuldstændig regelret og suveræn spurt af og kunne strække armene jublende i vejret med klar afstand til belgieren Edward Theuns (Trek Segafredo) samt de to etablerede sprinterstjerner tyskeren André Greipel (Lotto Soudal) og nordmanden Alexander Kristoff (Katusha).

På femtepladsen fulgte den australske indehaver af den gule førertrøje Michael Matthews (Orica-GreenEdge), der således bevarede sin position på en dag, da der kun skete ubetydelige ændringer i den samlede stilling.

Bouhannis anden sejr i denne sæson

For Nacer Bouhanni var det sæsonens anden sejr, efter at han i sidste måned slog til på en etape i Ruta del Sol.

Franskmanden, der tidligere har vundet etaper i såvel Giro d’Italia som Vuelta a España og ligeledes er hyldet som vinder i Paris-Nice både i 2013 og 2014, har været tæt på ved flere andre lejligheder i år.

Således blev han nr. 3 i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, ligesom han besatte tredjepladsen på 1. etape i den aktuelle udfordring.

Da måtte han bøje sig for landsmanden Arnaud Démare (FDJ), som valgte at forlade løbet i dag, og englænderen Ben Swift.

Var tæt på at forregne sig

Det var ellers lige før, at sprintermandskaberne havde forregnet sig i den afsluttende fase i dag.

En trio bestående af franskemanden Sylvain Chavanel (Direct Energie), belgieren Sep Vanmarcke (Lotto-Jumbo) og spanieren Delio Fernandez (Delko-Marseille) så ud til at skulle holde et hidsigt jagtende felt anført af Katusha stangen.

Det var først, da Cofidis i absolut sidste øjeblik satte et par mand frem til assistance for det russiske mandskab, at hullet blev lukket 500 m fra mål. Og så havde Bouhanni ydermere det held, at Edward Theuns åbnede spurten så tidligt, at franskmanden fik den ideelle rejse frem mod stregen.

Matti Breschel med hjem i hovedfeltet

Mattu Breschel (Cannondale) var med hjem i det styore hovedfelt på 96 ryttere, mens Michael Mørkøv (Katuisha) satte 1.17 minut til efter at have bidraget til føringsarbejdet.

Chris Anker Sørensen (Fortuneo-Vital Concept), Lars Bak (Lotto Soudal), Michael Valgren (Tinkoff) og Magnus Cort (Orica-GreenEdge) befandt sig sammen med blandt andre den tyske sprinter Marcel Kittel (Etixx-Quick Step) i en stor gruppe, der noteredes for et minus på 4.38 minutter.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden