Foto: Luca Zennaro/AP

Cykling

Favoritter fejlede og outsider jublede i klassikerdrama

Milano-Sanremo sluttede med overraskende sejr til den 24-årige franskmand Arnaud Démare.

Cykling

Døgnet efter at være præsenteret som de mest fremtrædende favoritter i den 107. udgave af Milano-Sanremo måtte både det seneste tiårs schweiziske klassikerkonge Fabian Cancellara (Trek-Segafredo), den slovakiske verdensmester Peter Sagan (Tinkoff) og nordmanden Alexander Kristoff (Katusha) i en dramatisk finale på den ellers ikke alt for sindsoprivende, 296 km lange udfordring erkende deres afmagt.

For mens de mest oplagte kandidater til succes lurede på hinanden i den altafgørende fase og ikke vovede at kaste sig ud i den ultimative offensiv, samtidig med at et styrt inden for de sidste få hundrede meter skabte voldsom forvirring, erobrede outsiderne hovedrollerne med den 24-årige franskmand Arnaud Démare (FDJ) som den jublende triumfator.

Blot 300 m fra mål kom den colombianske komet Fernando Gaviria (Etixx-Quick Step) op at ride på belgieren Greg Van Avermaets (BMC) baghjul og styrtede, mens Peter Sagan sammen med flere andre blev slået fuldstændig ud af kurs, og pludselig var vejen banet for nye forgrundsfigurer.

Royalt opgør om sejren blev aldrig til noget

Belgieren Jurgen Roelandts (Lotto Soudal) skød frem og sikrede sig et anseligt forspring, men Démare havde det største overskud og drønede med englænderen Ben Swift (Sky) på hjul forbi belgieren, så det var de tre, der tilkæmpede sig pladserne på podiet.

På pladserne efter de tre første fulgte franskmanden Nacer Bouhanni (Cofidis), der ærgerlig hamrede hånden i styret, fordi han i det altafgørende moment fik vrøvl med gearet, Van Avermaet, Kristoff, australieren Heinrich Haussler (IAM) samt den italienske trio Filippo Pozzato (Southeast), Sonny Colbrelli (Bardiani-CSF) og Matteo Trentin (Etixx-Quick Step).

På de sidste kilometer lå Van Avermaet, Sagan, Cancellara og Kristoff i umiddelbar nærhed af hinanden tilsyneladende klar til et royalt opgør om sejren på Via Roma, men sådan skulle det altså ikke forme sig.

Matthews sats tilbage af styrt

Den femte af de mest markante favoritter australieren Michael Matthews (Orica-GreenEdge) var fuldstændig chanceløs efter et styrt, selv om det lykkedes ham at få kontakt til feltet igen med 10 km tilbage lige før den sidste af de små stigninger Poggio.

På denne satsede den polske eksverdensmester Michal Kwiatkowski (Sky) og på nedkørslen satte den italienske mester Vincenzo Nibali (Astana) jagten ind tæt forfulgt af Cancellara, Sagan og Van Avermaet, men ingen af disse forpostfægtninger fik altså indflydelse på det endelige udfald.

Sagan sluttede på 12.-pladsen, mens Cancellara blev nr. 31 og sidst i den gruppe, der fik noteret samme tid som Démare, selv om kræfterne tydeligvis rakte til væsentligt mere.

Annonce

Dårligste resultat i den sidste start

Det betød også, at schweizeren i sin sidste optræden i Milano-Sanremo skuffende blev noteret for sit hidtil dårligste resultat i den italienske klassiker.

Lige efter de 31 første fulgte blandt andre Nibali og belgieren Tony Gallopin (Lotto Soudal), der også havde vist aggressive takter mod slutningen, som nr. 33 og 34 med et minus på otte sekunder, mens Kwiatkowski på 40.-pladsen var 34 sekunder efter.

Michael Matthews sluttede som sidste mand i den gruppe, der besatte placeringerne fra nr. 42 til 59 og med her var også Michael Mørkøv (Katusha) 36 sekunder efter Démare.

De to andre danske deltagere Lars Bak (Lotto Soudal) og Christopher Juul-Jensen (Orica-GreenEdge) registreredes med minus på henholdsvis 12.53 og 14.25 minutter som nr. 135 og 171.

I alt fuldførte 180 af de 199 startende.

Første franske sejr siden Jalabert i 1995

Storsmilende og med kyssepigernes læbestiftsaftryk lysende på kinderne sendte Démare dermed i den herlige eftermiddagssol den franske trikolore til tops for første gang i den idylliske ferieby ved Middelhavet, siden det i 1995 lykkedes for Laurent Jalabert.

Den unge franskmand understregede således effektfuldt, at han efter et skuffende 2015 er tilbage på den succeskurs, som han for alvor slog ind på, da han i 2011 blev U23 verdensmester på Geels Bakke.

Tidligere i denne sæson har Démare vundet en etape i både La Méditerranéenne og Paris-Nice, men han måtte udgå med et dårligt knæ af det franske etapeløb.

Da han ydermere involveredes i et mindre styrt i dagens styrkeprøve, forekom udsigterne ikke alt for lyse, og hans minespil og fagter efter passagen af målstregen signalerede da også klart, at han dårligt kunne fatte, hvad der var sket.

Démare vandt allerede i sin debutsæson som professionel i 2012 det tyske WorldTour-løb Vattenfall Cyclassics, og i både 2013 og 2014 sluttede han som samlet nr. 1 i 4 Jours de Dunkerque, hvorefter det virkede, som om hans udvikling stagnerede sidste år.

Voldsomt jordskred fremtvang ruteændring

Som forudset viste vejrguderne sig fra deres absolut mest sympatiske side, hvorimod andre uregerlige naturkræfter tvang arrangørerne til at foretage en mindre ruteændring, som dog var fuldstændig uden indflydelse på forløbet.

Annonce

Annonce

Et voldsomt jordskred havde i de tidlige morgentimer sendt store klippestykker ned ad en bjergside og blokeret vejen for foden af nedkørslen på løbets første stigning Turchino efter godt 150 km, men den dramatiske hændelse indtraf, så længe før feltet nåede frem, at løbsledelsen havde rigelig tid til at disponere om.

Rytterne blev nu under ordensmagtens beskyttelse i stedet sendt en tur op på den nærliggende motorvej over en distance på ni km., og det betød, at deres arbejdsdag kom til at strække sig over 296 i stedet for 291 km.

Tidligt udbrud holdt i 260 km

Det traditionelle lange udbrud etableredes efter ni km, og det kom til at bestå af 11 ryttere. Ikke overraskende var seks af de syv mandskaber, der deltog takket være wildcard, repræsenteret, mens det syvende, franske Cofidis, koncentrerede sig om at beskytte sin sprinter Nacer Bouhanni.

De fem WorldTour-hold, der sendte en mand i forvejen var Ag2r med litaueren Gediminas Bagdonas, Lampre-Merida med italieneren Matteo Bono, Lotto-Jumbo med hollænderen Maarten Tjallingii, IAM med tyskeren Roger Kluge ogTrek-Segafredo med italieneren Marco Coledan.

Forspringet nåede maksimalt op på 10.35 minutter, men derefter sørgede et samarbejde mellem først og fremmest Tinkoff, Dimension-Data, Etixx-Quick Step, Cofidis og Orica-GreenEdge for, at det blev bragt ned på et niveau, hvor det stod klart, at udbrydernes chance for succes var lig nul.

Adskillige styrt i den afsluttende fase

Da den første af de fem små stigninger inden for de afsluttende cirka 50 km, Capo Mele, meldte sig, registreredes afstanden til cirka to minutter, og den var halveret, da den tredje, Capo Berta, dukkede op en halv snes km senere.

Det blev samtidig signalet til, at enkelte af lykkeridderne prøvede at afværge den uundgåelige skæbne, men heller ikke dette sidste forsøg på at omskrive drejebogen lykkedes, og med 25 km tilbage – efter cirka 260 km i front – var de sidste af udbryderne hentet på vej op ad Cipressa.

På det tidspunkt var nervøsiteten i feltet steget betragteligt i jagten på at sikre sig de mest fordelagtige positioner frem mod denne legendariske stigning, hvilket medførte adskillige styrt.

Det var her, at blandt andre Michael Matthews måtte en tur i asfalten og fik spoleret alle sine forhåbninger, selv om han altså nåede at få tilslutning til feltet igen.

Italieneren Giovanni Visconti (Movistar) og briten Ian Stannard (Sky) forcerede kort før toppen af Cipressa, og efter atter at have ramt kystvejen Aurelia fik de selskab af den italienske trio Fabio Sabatini (Etixx-Quick Step), Matteo Montaguti (Ag2r) og Daniel Oss (BMC).

Denne kvintet blev dog hentet med 11 km tilbage kort før det begyndte at gå op mod toppen af Poggio, og så var finalen gået i gang.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden