Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 28. jun. 2010 KL. 18.59

Største danske Tour-hold i ni år

Brian Vandborg må belave sig på hårdt arbejde, for Ivan Basso stiller op med store ambitioner.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Som det sidste af de 22 mandskaber, der på lørdag tager fat på Tour de France med prologen i Rotterdam, offentliggjorde italienske Liquigas i dag truppen til den tre uger lange styrkeprøve.

Og dermed konfirmeredes det også, at årets største cykelbegivenhed får deltagelse af fem danskere, idet Brian Vandborg ligesom sidste sæson er at finde blandt de ni grønklædte Liquigas-ryttere.

Dermed er Brian Vandborg ligesom sidste år den eneste danske deltager uden for Team Saxo Bank, som jo stiller med den nykårede danske mester Nicki Sørensen, Matti Breschel, Chris Anker Sørensen og Jakob Fuglsang.

LÆS OGSÅRiis tager fire danskere med til Touren

Den danske repræsentation i Touren er den største siden 2001, da den ligeledes var på fem mand: Nicki Sørensen, Michael Blaudzun, Rolf Sørensen, Jakob Piil og Nicolaj Bo Larsen.

Det største antal i det hele taget nåedes i 1989 og 1991, da Danmark begge gange havde otte ryttere med.

Det første år drejede det sig om Bjarne Riis, Jesper Skibby, Brian Holm, Per Pedersen, John Carlsen, Søren Lilholt, Jesper Worre og Jens Veggerby. De to sidstnævnte var i 1991 erstattet af Rolf Sørensen og Johnny Weltz.

Basso satser højt
28-årige Brian Vandborg godt belave sig på, at han kommer på endnu hårdere arbejde end ved sin debut sidste sæson, da det gjaldt om at hjælpe to af de fremadstormende etapeløbsstjerner, italieneren Vincenzo Nibali og tjekken Roman Kreuziger, så højt op i klassementet som muligt.

Det lykkedes ganske udmærket, eftersom de sluttede som henholdsvis nr. 7 og 9, men denne gang er opgaven af endnu mere ambitiøs karakter.

For det italienske mandskabs ubetingede førstemand og årets Giro d’Italia sejrherre Ivan Basso – tidligere holdkammerat med Vandborg i tre sæsoner på Team CSC – lægger ikke skjul på, at han satser meget højt i den franske udfordring.

LÆS OGSÅ Basso satser benhårdt på Touren

»Jeg har været et par uger i højdetræningslejr, og jeg har en form, der gør mig konkurrencedygtig«, fastslår Ivan Basso overfor italienske medier.

»Jeg vil ikke opstille nogen decideret målsætning for min deltagelse i Touren, men jeg stiler efter at kunne kæmpe med i toppen hele vejen frem til Paris«.

At Liquigas og Ivan Basso mener det alvorligt, understreges også af, at en af verdens bedste hjælpere i bjergene, polakken Sylvester Szmyd sendes ud på endnu en skrap opgave, efter at have været stærkt medvirkende til succesen i Giroen.

Vandborg skal slide i fladt terræn
Italieneren Francesco Bellotti er ligeledes i besiddelse af ekstraordinære klatrekvaliteter, og dermed står Liquigas stærkt rustet, når det for alvor går løs på stigningerne.

Brian Vandborg indgår til gengæld i den kvintet, der skal sørge for at kontrollere begivenhederne i det fladere terræn med hård tempokørsel. Den består desuden af italienerne Manuel Quinziato og Daniel Oss, sloveneren Kristjan Koren og hviderusseren Aliaksandr Kutjinski.

For både Oss og Koren gælder det, at det er den første tre uger lange rundtur, de giver sig i kast med.

SOFASPIL Husk at sætte dit Tour-hold inden 3. juli