Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 25. jul. 2011 KL. 08.48

Riis' Tour blev en fiasko med lyse indslag

Bjarne Riis' mandskab vender hjem med det dårligste Tour-facit nogensinde.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Forventningerne var tårnhøje, udbyttet det magreste i Bjarne Riis’ succesrige æra som cykelboss.

Det er den korte version af beretningen om Saxo Bank-SunGards optræden i Tour de France.

Al satsning koncentreredes om at bringe de seneste sæsoners suveræne etapeløbskonge Alberto Contador til tops for fjerde gang, og med den samlede femteplads som facit trænger ordet fiasko sig uundgåeligt på.

Lussing til Contador
Selv om det danske mandskabs chef næppe vil benytte den glose, er der ingen tvivl om, at han denne gang forlader Paris med en anselig samling af uindfriede ambitioner efter alle de jubelstunder, han gennem årene har haft lejlighed til at nyde både i sadlen og i servicevognen på de franske landeveje.

læs ogsåBak forsøgte, men Cavendish vandt på Champs-Élysées

Dog nok også med en vis portion stolthed over, at superstjernen, som skulle udfylde tomrummet efter den massive udvandring til Leopard Trek, i modgang viste sig at rumme kvaliteter, der givetvis skaffede ham helt andre sympatisører end dem, som automatisk følger i kølvandet på storslåede bedrifter.

læs ogsåContador fortryder ikke sin Giro-satsning

Efter at have døjet med uheld i den indledende fase af løbet skabte Contador håb med sine angreb på etaperne til Gap til Pinerolo. Men bedst som optimismekurven var for opadgående, drønede spanieren ind i en lussing i den tynde luft på Col du Galibier og mistede enhver chance for at hævde sig i klassementet. Troede alle.

Imponerende, men frugtesløs
Åbenbart dog ikke den tredobbelte Tour de France-vinder selv, for efter nedturen mobiliserede han nye kraftressourcer og stillede på kurs mod l’Alpe d’Huez en imponerende, men frugtesløs offensiv til skue, som efter Contadors eget udsagn skulle have bragt ham tilbage til kampen om den overordnede sejr.

Den lykkedes det ham aldrig at blande sig i, men han bevarede moralen også på lørdagens enkeltstart med en tredjeplads som resultat.

læs ogsåRiis er klar til at opgive Giro/Tour-double

Tilbage står den kendsgerning, at Bjarne Riis’ tropper ikke en eneste gang siden 2001 resultatmæssigt er vendt så tomhændede hjem fra Tour de France som i år. Laurent Jalabert var Riis’ første store internationale investering, og han lagde ud i 2001 med to etapesejre og den prikkede bjergtrøje.

Året efter var franskmanden atter en fremgangsrig hovedperson, og i 2003 diskede Jakob Piil, Carlos Sastre og Tyler Hamilton op med etapegevinster, ligesom det blev til en førsteplads i holdkonkurrencen.

Lagt op til eftertanke
Derefter fulgte årene med Ivan Basso på podiet som nr. 3 og 2 samt amerikaneren David Zabriskie som det danske kollektivs første indehaver af den gule førertrøje.

læs ogsåChris Anker fik ikke vist det han ville

Denne har siden ofte været i Riis-rytternes eje – ikke mindst takket været Fabian Cancellara, der bar den 19 dage i dansk tjeneste – og i 2008 oplevedes så den svimlende triumf, da Carlos Sastre strøg til tops.

læs ogsåSpurtkanonen skulle være smidt ud af Touren

Schleck-perioden bragte yderligere etapesejre – fire sidste år – og gule glæder – 12 dage i alt i 2010 fordelt ligeligt på Cancellara og Andy Schleck – og denne gang så altså nul og niks.

Der er lagt op til eftertanke. Og en massiv revanche i 2012.