Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 29. jun. 2012 KL. 10.59

Holms hysteriske stjerne vil til tops på fuglefoder og urtete

Den danske sportsdirektørs amerikanske Tour-trumf har sin helt egen specielle livsstil.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

»Til morgenmad drikker han urtete og spiser fuglefoder. Kaffe er bandlyst. Når de andre fejrer en sejr med et glas champagne, sidder han med sin vandflaske. Og da vi i onsdags på vej fra lufthavnen skulle ind på et motorvejscafeteria, fordi alle var sultne, var hans afsky tydelig«.

Sådan beskriver Omega Pharma-Quick Step danske sportsdirektør Brian Holm med en blanding af respekt, undren og humor den asketiske livsstil, det belgiske mandskabs amerikanske klassementstrumf Levi Leipheimer praktiserer.

PROFILLevi Leipheimer

»Levi er hysterisk med sin kost og i det hele taget med alt, hvad der har med hans sport at gøre, og jeg tror aldrig, jeg har haft med en rytter at gøre, der går så langt ud i ekstremerne. Han er speciel, men jeg kan sgu godt li’ ham«, fortsætter Holm på en måde, der ikke efterlader tvivl om, at det ellers ikke særligt flatterende adjektiv, hysterisk, i dette tilfælde også er positivt ladet.

LÆS OGSÅBrian Holm har sine Tour-trumfer klar

»Han har en kok boende hjemme hos sig, så han er sikker på nøjagtigt, hvad det er, han indtager. Og hans hang til at gå i detaljer også omkring tekniske spørgsmål har drevet adskillige mekanikere til vanvid. Alt dette, som måske kan lyde lidt voldsomt, gør ham imidlertid også til et strålende eksempel for de unge ryttere«.

»Der er en grund til, at han som 38-årig stadig er blandt favoritterne til en topplacering i Tour de France. Hans dybt seriøse indstilling er en væsentlig faktor, for han har jo aldrig været noget lysende talent. Det er stædighed, vilje og en urokkelig holdning til den fremgangsmåde, han ser som den rigtige, der har bragt ham så langt«.

ETAPE FOR ETAPE Sådan vurderer eksperten årets Tour de France

Efter fire år i selskab med Mark Cavendish, der siden 2008 har kørt 20 etapesejre i hus, står Brian Holm overfor en ganske anderledes opgave, eftersom franskmanden Sylvain Chavanel er det nærmeste Omega Pharma-Quick Step kommer en sprinter i den aktuelle Tour-trup.

»Med Mark regnede vi på forhånd ud, hvilke etaper han havde mulighed for at vinde. De andre var vi ligeglade med, for vi havde ingen ryttere til den samlede stilling«, siger Brian Holm.

»Nu har vi ingen decideret sprinter, men det havde vi heller ikke på T-Mobile i 2007, og alligevel blev det da til to etapesejre ved Marcus Burghardt og Linus Gerdemann. I de kommende tre uger har vi både ryttere, der kan gå med i udbrud, vi har Tony Martin som det mest realistiske bud på etapegevinst på enkeltstarterne, og så har vi foruden Leipheimer også Peter Velits til klassementet«.

Skærpende faktor
»Jeg tror, at den 27-årige slovak er en fremtidens mand i denne sammenhæng. Det er mit eget lille personlige projekt, for en rytter, der kan blive nr. 3 i Vuelta a Espana, som han gjorde det for to år siden, kan drive det til endnu mere«.

»Levis kvaliteter kender vi allerede, men Velits’ grænser har vi endnu ikke set. Jeg frygter ikke, der skal opstå konflikter, fordi det undervejs viser sig, at de måske har samme mål. Jeg skal i hvert fald nok sørge for at sætte tingene på plads, hvis der skulle være optræk til det. Og til at begynde med kan de fælles ambitioner efter min mening virke som en skærpende faktor på begge«.