Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 12. jul. 2012 KL. 11.30

Michael Rasmussen har vist Chris Anker vejen

For seks år siden sejrede den danske bjergkonge i den hidtil eneste Tour de France ankomst til La Toussuire.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Allerede længe inden starten på Tour de France proklamerede chefen for Team Saxo Bank-Tinkoff Bank, Bjarne Riis, at bjergkonkurrencen kunne være et af de interessante mål for det danske mandskab i erkendelse af, at holdet for første gang i talrige år ikke råder over en kandidat til det samlede klassement.

Riis havde næppe forestillet sig, at det skulle blive Michael Mørkøv, der bragte sig ind i billedet i denne sammenhæng, men indtil nu har banespecialisten med de store landevejsambitioner altså vist sig som det stærkeste danske kort i kampen om den prikkede trikot.

Chris Anker kan bruge landsmand som eksempel
Om situationen også tegner sig sådan, når Touren er overstået, afhænger i høj grad af, hvad der sker på dagens 148 km lange 11. etape fra Albertville til La Toussuire.

LÆS OGSÅ Chris Ankers første attentat på bjergtrøje

Chris Anker Sørensen, der på forhånd var Team Saxo Bank-Tinkoff Banks kandidat i klatrekappestriden, har bebudet, at han vil gøre endnu et forsøg på at bringe sig ind i kampen, og selv om der ikke umiddelbart synes at være opmuntrende perspektiver for den satsning, kan den 27-årige dansker bruge en landsmands opvisning netop på færden mod målet i La Toussuire som et eksempel på, at en dristig, storslået bedrift kan skabe forrygende resultater.

I offensiven straks fra starten
Den eneste gang, en Tour-etape hidtil er afsluttet i La Toussuire, var nemlig i 2006, og her tog det foregående års bjergkonge Michael Rasmussen et afgørende skridt mod endnu en hyldestseance på Champs-Élysées iført den hvide trøje med de røde bomber.

LÆS OGSÅ Suveræn Rasmussen kørte sejren hjem

Michael Rasmussen iværksatte en offensiv næsten straks efter starten på denne 16. etape, som havde udgangspunkt i Bourg d’Oisans, og efter et forrygende soloridt hen over samtlige tinder nåede han til vejs ende i La Toussuire i 1.705 meters høhde 1.41 minut foran Team CSC’s spanske trumf Carlos Sastre, mens spanieren Oscar Pereiro og australieren Cadel Evans sluttede på de næste pladser henholdsvis 1.54 og 1.56 minut bagude.

Wiggins blev slået med 44.01 minutter
Blandt dem, der måtte bøje sig for Michael Rasmussen var også amerikaneren Floyd Landis, der i den gule førertrøje, han døgnet inden havde erobret fra Pereiro på l’Alpe d’Huez, først krydsede stregen 10.04 minutter efter danskeren.

Det betød, at Landis atter måtte afgive førstepladsen til Pereiro, og selv om amerikaneren leverede et forbløffende comeback på 17. etape til Morzine, var det i den sidste ende spanieren, som med lang forsinkelse kåredes som samlet Tour-vinder det år, efter at Landis afsløredes som dopingsynder.

LÆS OGSÅ Chris Anker har fundet tre angrebsdage

I øvrigt var den aktuelle indehaver af den gule førertrøje Bradley Wiggins (Sky) at finde i feltet som Tour-debutant, og på etapen til La Toussuire sluttede han 44.01 minutter efter danskeren, mens hans minus i det samlede klassement lød på 3.24.35 timer, da facit gjordes op i Paris.

Voeckler vil forsvare bjergtrøjen
Chris Anker Sørensen er i bjergkappestriden at finde som nr. 15 med 8 point, mens gårsdagens franske etapevinder Thomas Voeckler (Europcar) fører med 28.

LÆS OGSÅ Sur Nibali: Tour-udfordrere mangler vovemod

Voeckler har allerede erklæret, at han fra nu af agter at engagere sig maksimalt i kampen om den prikkede trikot.

»Det bliver mit mål i år, efter at jeg er ude af billedet i den samlede stilling«, fastslår Thomas Voeckler, der som nr. 31 er 22.51 minutter efter Bradley Wiggins.

Kræver 180 point at blive nr. 1
»Men situationen kan hurtigt ændre sig. Allerede på den første bjergspurt i dag er der 25 point til vinderen, og det er min vurdering, at der skal omkring 180 point til for at slutte som samlet nr. 1«.

I dagens fire bjergspurter kan der maksimalt scores 75 point.