Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 19. jul. 2012 KL. 12.33

Chris Anker på vej mod eksklusiv dansk Tour-klub

Kun seks danskere har hjemført en top 20 placering fra Tour de France.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Med Team Saxo Bank-Tinkoff Banks to debutanter Michael Mørkøv og Anders Lund som de senest tilkomne har 45 danskere gennem tiderne deltaget i Tour de France siden starten i 1903.

Men det har været de færreste forundt at hjemføre så fremtrædende en placering som den 14. plads Chris Anker Sørensen aspirerer til efter sin flotte bedrift på gårsdagens etape fra Pau til Bagnères de Luchon.

Rykkede forbi seks rivaler
Den præstation sendte den 27-årige dansker forbi portugiseren Rui Costa (Movistar), spanieren Egoi Martinez (Euskaltel), belgieren Maxime Monfort (RadioShack-Nissan), russeren Denis Menchov (Katusha) og franskmanden Jérôme Coppel (Saur Sojasun), og da luxembourgeren Fränk Schleck (RadioShack-Nissan) som bekendt gled helt ud af billedet, var avancementet på de seks positioner en kendsgerning.

LÆS OGSÅChris Anker erstatter prikket drøm med klassementet

Kan Chris Anker Sørensen holde fast i sin position eller i det mindste ikke sætte for meget til på dagens 143,5 km fra Bagnères de Luchon til Peyragudes er han stærkt på vej til at blive indlemmet i den lille, eksklusiv klub af danske Tour-aktører, som har formået at gennemføre den tre uger lange franske styrkeprøve blandt de 20 første.


Leif Mortensen var den første
Det har kun syv foreløbig præsteret med Chris Ankers aktuelle chef Bjarne Riis som den førende i kraft af, at han er den eneste dansker, der har formået at kæmpe sig frem til pladsen øverst på podiet i Paris.

Den tidligere danske Tour-konge blev desuden nr. 3 i 1995, 5 i 1993, 7 i 1997, 11 i 1998 og 14 i 1994.

KUN FOR TOUR-NØRDERTour-statistik

Leif Mortensen var første dansker i toppen af Tour-hierarkiet med den sjetteplads i 1971, der fremstod som det bedste rød-hvide resultat indtil Riis' femteplads i 1995.

Den forhenværende verdensmester Mortensen blev i tilgift nr. 12 i 1972 og 19 i 1973.

Kim Andersen den næste i rækken
Derefter fulgte Kim Andersen som den første danske indehaver af den gule førertrøje i 1983, efter at han året inden i sin anden start - den første i 1981 endte med et brækket ben på 6. etape - var sluttet som nr. 17.

De øvrige danskere, der har hentet en top 20 placering hjem er Bo Hamburger (13 i 1996, 15 i 1998, 17 i 1995 og 20 i 1994), Rolf Sørensen (19 i 1994), Nicki Sørensen (20 i 2002) samt Michael Rasmussen (7 i 2005, 14 i i 2004 og 18 i 2006).

Har tre minutter op til top 10
Hvis Chris Anker Sørensen skal endnu højere op end 14. pladsen kræver det yderligere angreb i dag, men danskeren må nok se i øjnene, at han efterhånden er så langt fremme i klassementet, at der bliver langt begrænsninger på hans udfoldelsesmuligheder fra rivalernes side.

Nærmest foran sig har Chris Anker den amerikanske veteran Chris Horner (RadioShack-Nissan) der med et minus på 13.39 minutter til Bradley Wiggins er 1.04 minut bedre end danskeren.

FAKTA Stillingen inden 17. etape

Top 10 ligger nøjagtigt tre minutter forude for Chris Anker. Tiendepladsen indehaves i øjeblikket af franskmanden Thibaut Pinot (FDJ-BigMat).

Betryggende for danskeren i forhold til en eventuel degradering er det, at han har 5.29 minutter ned til sin nærmeste forfølger Jérôme Coppel, og hvis den afstand ikke formindskes væsentligt i dag, behøver Chris Anker Sørensen heller ikke at frygte for en nedtur på lørdagens lange enkeltstart.