Ambivalente impulser presser sig på, når helhedsindtrykket af den 99. Tour de France-udgave så småt er ved at bundfælde sig. Og de svinger fra kedeligt til medrivende, alt efter hvilken indgangsvinkel der vælges.

Helt generelt rummer det tre uger lange skuespil i storslåede landskabskulisser med ellevildt entusiastiske menneskemængder langs ruten et så vidtfavnende udsnit af spændingsmættede elementer, at man skal være et blasert skarn, hvis henrykkende vibrationer ikke med jævne mellemrum snurrer gennem kroppen.

Men når analysen af de tre ugers udfoldelser trænger ind til kernen i det overordnede sportslige forløb, er det, at ensformigheden lægger sig som en tyng dyne over den umiddelbare begejstring.

Hvor paradoksalt det end kan forekomme, er det den storhed, det britiske Sky-mandskab med sin overvældende suverænitet har stillet til skue, der fremkalder de negative udslag på følelsesbarometret.

LÆS OGSÅ Wiggins om Tour-sejr: Det kunne ikke være et bedre manuskript

Det er selvfølgelig dybt uretfærdigt over for Bradley Wiggins og hans usvigeligt trofaste holdkammerater, der har udført deres job minutiøst perfektionistisk.

Skylden ligger hos de aktører, der troede, de var udfordrere, men som ikke havde evnerne, da de skulle leve op til både egnes og andres forventninger.

I det selskab fører sidste års australske Tour-konge, Cadel Evans, an. Givetvis ikke med sin gode vilje, men da sandhedens minutter på de hidsige tinder tvang BMC-kaptajnen ud til grænserne, viste disse sig at være så snævre, at truslen fra den 35-årige australier, der ellers tog fat på strabadserne for godt tre uger siden i Liège på ligeværdigt favoritniveau med Wiggins, fortonede sig i det fjerne.

LÆS OGSÅHvid trøje vinder lille magtkamp med Evans

Talrige andre kan stille sig op i køen bag Evans. Den russiske veteran Denis Mentjov (Katusha) troede, at han kunne puste nyt liv i sin svindende stjernestatus, men nåede aldrig i nærheden af det.

Stærk, men uheldig trio
En så interessant trio som hollænderen Robert Gesink (Rabobank), den canadiske Giro d’Italia-sejrherre Ryder Hesjedal (Garmin-Sharp) og den spanske olympiske guldvinder Samuel Sanchez (Euskaltel) løste tidligt en returbillet på grund af styrt, den amerikanske veteran Levi Leipheimer (Omega Pharma-Quick Step) har fightet uden megen medgang, og spanieren Alejandro Valverde (Movistar) må stille sig tilfreds med en spektakulær etapesejr, men har ikke antydet, at han nogensinde vil få indfriet drømmen om den maksimale Tour de France-succes.

Hertil kommer dopingudelukkelsen af Fränk Schleck (RadioShack-Nissan), men han havde allerede inden Touren verbalt elimineret sig selv, og alt tydede på, at han havde ret, inden han blev sendt hjem.

LÆS OGSÅ Fränk Schleck: Min B-prøve er også positiv

Prisen som løbets exceptionelle himmelstormer i klassementssammenhæng tilfalder den 27-årige englænder Chris Froome, men det har jo ikke just styrket intensiteten i kampen om topplaceringerne, eftersom den tidligere kenyaner har ofret alle sine kræfter på at beskytte holdkaptajnen Wiggins.

LÆS OGSÅPortræt: Manden, der ikke måtte vinde Tour de France

Italieneren Vincenzo Nibali (Liquigas-Cannondale) og belgieren Jurgen Van den Broeck (Lotto-Belisol) har holdt liv i troen på, at de måske om et par år har tilstrækkeligt format til at stræbe efter den øverste plads på podiet. Men længe har det stået ret klart, at både italieneren og belgieren har haft fokus rettet på at bevare flotte, men sekundære placeringer.

Når disse ikke alt for jubelfremkaldende kendsgerninger er opsummeret, må det retfærdigvis konstateres, at den kolossale belønning, der venter Sky sidst på eftermiddagen med Wiggins og Froome på de to fornemste podiepladser, er så fortjent, som overhovedet tænkes kan.

Tre år tidligere end planlagt
Det britiske kollektiv har strategisk og organisatorisk været hestehoveder foran konkurrenterne lige siden forberedelserne til Touren indledtes. Hjernen bag det ambitiøse projekt befinder sig hos Dave Brailsford, der i starten af dette årtusinde også var manden bag britisk banecyklings eksplosive udvikling med VM- og OL-guldmedaljer på stribe.

I 2009 tog Brailsford med mediegiganten Skys tilsyneladende uanede millioner i ryggen fat på at samle et professionelt landevejsmandskab, og ved lanceringen året efter proklameredes målsætningen om at skabe Storbritanniens første Tour de France-vinder inden 2015.

Den skepsis, der fulgte i kølvandet, er længst bortvejret. Sky råder takket være en specifik og vellykket indkøbspolitik over en trup med en kompromisløst enerådende kaptajn i Bradley Wiggins omgivet af hjælpere, der lige siden sæsonstarten har haft den altoverskyggende opgave at skulle kulminere i tre uger på de franske landeveje. Resultatet har været tydeligt for enhver.

Den evige skygge
Wiggins og Sky må leve med både den uundgåelige dopingskygge, som følger alle fænomenale bedrifter i den krævende idræt, og med bemærkningerne om, at det var gået anderledes, hvis eksempelvis to klatrestærke typer som luxembourgeren Andy Schleck og spanieren Alberto Contador havde befundet sig i feltet.

Det holder næppe stik, når det gælder førstnævnte. Dertil har løbet budt på for mange enkeltstartskilometer. Sandsynligvis hvis Contador havde været der. Men det er en nytteløs spekulation, der får en ganske anden gyldighed næste år.