Han vandt i sommeren 1990 sin første guldmedalje i kanoroning ved VM på marathondistancerne på Bagsværd Sø.

»Jeg vil være verdensmester«.

Er en sætning, som mange idrætsfolk har lyst til at sige. Kun få kan tillade sig at sige det uden at blive mødt med en hovedrysten. Kano-roeren Stig Jepsen fra Lyngby gjorde det et år før det i sommer gik løs med VM på marathon-distancerne på Bagsværd Sø.

Han levede op til sine egne forventninger. Vandt guld. Og det gør ham til Årets Fund 1990.

»Naturligvis ved jeg godt, at det kan lyde, som om man lider af et voldsomt tilfælde af blærerøvsbetændelse, når man et helt år før VM tillader sig at stille sig op og sige, at man er verdens bedste. Men uden den selvtillid tror jeg simpelt hen ikke, at det går«, siger den 23-årige Stig Jepsen.

Hjemme på besøg i Danmark
I september flyttede han til Sverige for at arbejde som ingeniør i Ørnskøldsvik.

Da VM-løbet gik i gang på Bagsværd Sø virkede det i allerhøjeste grad, som om Stig Jepsen havde ført sig alt for meget frem. Efter fem kilometers roning var han to minutter efter førerfeltet. Men kun i et ganske kort glimt lod han sig ryste.

»Du skal tro 100 procent på at du er den bedste. 99,5 procent er ikke nok«.

Der var jo 37 kilometer tilbage til at ordne paragrafferne. Så jeg lod de andre lægge hårdt ud, startede selv moderat og havde så energien til slut, da de andre gik ned,' siger Stig Jepsen, der var i mål næsten tre minutter før næste konkurrent.

Det store taktiske fif
Undervejs var han ved at stivne. Det er ingen spøg at ligge på det ene knæ i en kano, når der venter 42 kilometer forude og padlen gang på gang skal skovle gennem vandet. Men så kom det taktiske fif, der knuste konkurrenterne. Undervejs var han ved at stivne. Det er ingen spøg at ligge på det ene knæ i en kano, når der venter 42 kilometer forude og padlen gang på gang skal skovle gennem vandet. Men så kom det taktiske fif, der knuste konkurrenterne.

Det er tilladt at løbe nogle steder undervejs. Stig Jepsen gik på land, tog kanoen på nakken og spurtede til en føring, da båden atter kom i vandet. Når båden kun vejer seks kilogram er det heller ingen sag at løbe rundt med den.

Kanoen var Stig Jepsens eksamensprojekt. Den kostede en bagatel af 32.000 kr. og er så sart, at han ikke nænner at bruge den til den daglige træning.

Efter VM gik turen så til Sverige. Til et job hos Hægglunds i Ørnskøldsvik, der ligger ca. 550 km nord for Stockholm.

»Jeg har tårnhøje ambitioner som idrætsmand, og jeg har overført den filosofi til mit job. Jeg vil meget med mit arbejde, og jeg kan heldigvis mærke, at svenskerne vil lige så meget med mig«, siger Stig Jepsen.

Træning i skiklubben
Når man bor så højt mod nord i Sverige er der is på vandet langt tidligere end i Danmark. Men det ryster ikke Stig Jepsens træningsindsats.

»På Hægglunds er der en skiklub med nogle af verdens bedste skiløbere på marathondistancerne. Jeg har fået den tidligere Vasaløbsvinder Anders Blomqvist som instruktør. Og han mener, at jeg kunne komme på det danske skilandshold i løbet af kort tid«.

»Jeg har kræfterne og talentet, men selvfølgelig skal teknikken slibes gevaldigt af. I starten brugte jeg kun overkroppen, når jeg skulle op ad bakke. Nu går det bedre«.

Stig Jepsen er også blevet ishockeyspiller. Da han tog til Sverige kunne han dårligt holde sig oprejst på et par skøjter. Nu scorer han da engang imellem.

»Det er naturligt at spille ishockey, når man bor i Ørnskøldsvik, der er hjembyen for Elitserieklubben Modo«, konstaterer han. Men hans egne udfoldelser er nu kun sammen med arbejdskammeraterne hos Hægglunds.

»Netop idrætten har gjort det nemt at skifte til et andet land. Jeg har fælles interesser med mange af mine arbejdskammerater og får mange bekendte på den måde. Idrætten er en oplagt del af hverdagen i en by som Ørnskøldsvik. Jeg bor i udkanten af byen i en lejlighed på 62 kvadratmeter. Den vender lige ud mod skisporet, så det er bare om at komme afsted, når man får fri 16.12«, siger Stig Jepsen.

1.000 meter ved OL
Men kanosporten har stadig højeste prioritet. Nu gælder det om at komme med til OL i Barcelona 1992.

»Min klubformand Thomas Gjerlufsen har rådet mig til at satse på 1.000 meter distancen, og det gør jeg så med fuld styrke. Det er noget helt andet end at ro marathon, men jeg tror, at jeg kan kvalificere mig«.

Det kræver bl.a. morgentræning hver dag.

Det kan det ikke blive til med de nuværende arbejdstider, hvor man møder kl. 07.00.

»Måske kan jeg få indført en personlig flex-tid, men ellers må jeg købe mig til frihed. Mine arbejdsgivere er fantastisk positive, når det gælder om at bakke sportsfolk op, så det bliver næppe noget problem«, siger Stig Jepsen.

I fjor fik han 43.000 kr. i støtte fra Team Danmark. Nu håber han at VM-titlen kaster mindst det dobbelte af sig.

»Jeg skal jo rejse langt mere, fordi der er langt flere konkurrencer på 1.000 meterdistancen end der er marathonløb«.

De dyre svenske kalorier
Pengemæssigt er det ingen fidus at arbejde som ingeniør i Sverige. Og maden er meget dyr. Det er en belastning for en idrætsmand, der forbrænder tre-fire gange så mange kalorier som almindelige lænestolsdanskere gør.

»Men det er et job med en stor fremtid. Hægglunds laver bæltekøretøjer og har lige fået en ordre på fire milliarder kroner fra den svenske stat - så det skulle vel være ensbetydende med fast arbejde«, siger Stig Jepsen.

De næste tre-fem år regner Stig Jepsen med at blive i Sverige. Der skal satses på både kanosport og job. Men derefter gælder det kun den civile karriere. Og den skal meget gerne fortsætte i Canada.

»Hægglunds har næsten monopol på de køretøjer og er ved at sprede sig ud over hele verden. Der skal laves fabrikker i USA, Canada og Australien, og jeg synes, at jobbet i Canada ligger lige for mig«, siger Stig Jepsen.

Men det er ikke sikkert, at han bliver alene om at bestemme det.

»Ja jeg har jo mødt en svensk pige, så du kan godt skrive at alle danske piger kan give fortabt - jeg ar afsat«, griner Stig Jepsen.

Der håber at genvinde sin VM-titel på marathondistancen i Australien i 1992. Og at komme i VM-finalen på 1.000 meter i Paris i august, så han automatisk kvalificerer sig til OL 1992.