Store forventninger tæt på at smuldre for Årets Fund i dansk idræt Forventningerne svævede på medalje-niveau, da det mandlige danske ungdomslandshold i håndbold i august drog til europamesterskabet i Rumænien.

Men det måtte gennem en sitrende start og en skideballe undervejs, før de gyldne løfter, det havde givet i forberedelsesfasen, kunne indfries.

Da først landstræner Ulf Schefvert havde sendt de store bogstaver gennem lokalet og smældet sin klokkeklare tilkendegivelse af, hvad han mente om de 19-20 årige supertalenters hidtidige indsats sammenholdt med den kunnen, han vidste, de indeholdt, i hovedet på de rød-hvide gutter, tvang spilleglæden og frigjortheden nervepresset i defensiven.

Og dermed var der lagt op til det triumftog, der placerede Danmark på EM-tronen og nu har gjort spillerne, som sørgede for dette fænomenale facit, til Årets Fund i dansk idræt 1996.

»Egentlig var vi startet forholdsvis pænt rent resultatmæssigt, med sejre over Sverige og Tjekkiet og uafgjort mod Portugal. Men spillet havde ikke været godt. Det var vi alle klar over. Det var nok nerverne, der hæmmede os. For både vi spillere og folkene rundt omkring holdet havde sat næsen op efter medaljer. Men Ulf var åbenbart klar over, hvad der var galt, for efter at vi havde slået Tjekkiet i den tredje kamp, skældte han os godt og grundigt ud. Og faktisk spillede holdet fra det tidspunkt helt anderledes og meget bedre«, fortæller en af støtterne i truppen, den 20-årige Ajax-målvogter Kasper Hvidt.

Kanonskytte
»Umiddelbart efter den opsang tabte vi ganske vist med et enkelt mål til Frankrig, men der var kommet en helt anden ånd på holdet. Det var som om, vi nu for alvor troede på, vi kunne nå til tops, og spillet var tilført en ny kvalitet, hvilket så afsløredes i den afgørende puljekamp mod Kroatien«.

»Den skulle vi vinde for at gå videre til semifinalen, men kroaterne havde selv sørget for at motivere os. De havde siddet på tilskuerpladserne, da vi tabte til Frankrig og havde gjort sig grundigt upopulære hos os. Vi misbrugte en afslutning ganske kort før tid, bolden sprang op blandt kroaterne, og en af dem kastede den højt op i loftet, hvilket kostede dyrebar tid for os. Så vi var på en naturlig måde sat op, da vi skulle møde dem og vandt da også med en halv snes mål«.

Hverken mod Rusland i semifinalen eller i gulddysten mod Spanien var den danske gevinst i reel fare, hvilket cifrene 28-13 og 26-19 da også antyder.

En tredjedel af de 54 mål i de to sidste opgør stod Morten Krampau for, og i alt noteredes kanonskytten fra Ajax, der håndboldmæssigt har kørt parløb med Kasper Hvidt, siden de som 10-årige første gang stiftede bekendtskab med spillet i FIF, for 55 fuldtræffere, hvoraf kun de fem sattes ind på straffekast. Kasper Hvidt kåredes som EMs bedste målmand, playmakeren Lau Jakobsen - den tredje Ajax-spiller i truppen - hyldedes som den ypperste for sin indsats i marken, så individualisterne lyste helt klart op, selv om grundlaget var det bundsolide kollektiv, der gennem adskillige år er oparbejdet i dansk håndbolds efterhånden legendariske ungdomsstruktur.

Det svære spring
Indføringen på seniorlandsholdet er så småt begyndt, men Kasper Hvidt, som er en af de spillere fra EM-truppen, der i de kommende dage repræsenterer Danmark i den traditionelle fire-nationers turnering i Sverige, er forsigtig med at stille for store forhåbninger til et hurtigt gennembrud.

»Selvfølgelig er det da min drøm, at jeg kan spille mig ind på seniorlandsholdet, men det handler også om at være realistisk. At vi blev ungdoms-europamestre, indebærer ingen garanti for, at vi også vil kunne begå os i senior-eliten. Der er himmelvid forskel på de to niveauer«, konstaterer Kasper Hvidt.

»I håndbold handler spillet i høj grad af den respekt, man fremkalder hos modstanderne. Den havde vi efter flere års succesrigt sammenspil udviklet ret kraftigt i den trup, som vandt guld i Rumænien. Men blandt seniorerne er der ingen, der kender os. Så på det punkt skal vi til at begynde forfra igen. Og ydermere er gennemsnitsalderen på A-landsholdet allerede meget lav, så der er ikke noget naturligt generationsskifte, som baner vejen for os. Det handler om hårdt arbejde. Men det ville da være dejligt at få lov til at medvirke til at bringe danske herrehåndbold frem i forreste række igen».