Annonce
Annonce
Sport 19. nov. 2008 KL. 13.47

Årets Fund 1998 - Louise Ørnstedt (svømning)

Svømmeren Louise Ørnstedt vandt Årets Fund-prisen som blot 13-årig i 1998.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
banner
banner
print

Blå bog Louise Ørnstedt

Født 23. marts 1985

Bopæl: Odense

Stoppede svømmekarrieren i 2007

Bedste resultater (alle i rygcrawl)
Bronzemedalje ved EM på langbane i 2000

Sølvmedalje ved VM på langbane i 2003

Bronzemedalje ved EM på kortbane i 2003

Guld- og bronzemedalje ved EM på kortbane i 2004

For blot et år siden var Louise Ørnstedt en notits i landets aviser.

Nu er hun udset til at blive landets nye svømmedronning og på baggrund af sine resultater kåret til Årets Fund i dansk idræt 1998. Første gang Louise Ørnstedts navn optrådte i Politikens spalter var 10. november 1997.

En fornem tid af en 12-årig rygcrawler fra Odense vakte dengang opsigt - i svømmekredse. 1998 blev året, da berømmelsen voksede fra at være lokal til blive national.

Ja, sågar international, for som suveræn guldvinder ved World Youth Games i Moskva, World Cup-deltager og med placeringer som nummer 6 og 8 på to verdensranglister i en global sport, har Louise Ørnstedt fået et gennembrud af en styrke, der gør hende til det naturlige valg som Årets Fund i dansk idræt.

Af notitsen - for det var, hvad den personlige rekord ved de danske holdmesterskaber i Kastrup udløste af avisomtale dengang i november 1997 - fremgik det, at Louise Ørnstedt med 1.05,34 min. havde svømmet nøjagtig lige så stærkt som landsholdssvømmeren Charlotte Frostholm.

»Supertid«
Et års tid senere fulgtes Frostholm og Ørnstedt ad, da den nu 13-årige fynbo fik sin internationale seniordebut ved et World Cup-stævne i Canada. Og symptomatisk for udviklingen, så var det udelukkende Louise Ørnstedts præstationer med placeringer som nummer 3, 4 og 7, der nåede de danske aviser. Charlotte Frostholms bedste placeringer var 14.- pladser i tider to-fem sekunder langsommere end den fynske komet.

»Supertid«, hed det i Politiken, da 12-årige Louise havde svømmet på 1.05,34 min. i Kastrup Svømmehal.

Med sådan et ordvalg gør man det jo svært for sig selv at beskrive præstationen, når 13-årige Louise nøjagtig et år senere i samme svømmehal svømmer fem sekunder hurtigere og sætter dansk juniorrekord med 1.00,57 min. Det er altså gået stærkt. Både i vandet og på landjorden. Fra at være en ganske almindelig 6.-klasse-elev, er Louise Ørnstedt nu en berømt 7.-klasse-elev, der i øvrigt er i gang med sit sidste år på Åløkkeskolen.

Efter sommerferien skal hun skifte skole, men det bliver næppe den eneste omvæltning, hendes unge liv udsættes for. Lederne i svømmeforbundet, træneren Lars Kirkegaard i hendes klub, Frem Odense, eliteorganisationen Team Danmark samt forældrene Jens og Jette planlægger og diskuterer, hvordan man skal håndtere et talent af så overvældende en størrelse.

Imponerende rolig
Imens hygger Louise Ørnstedt sig med sin svømning, og tager den kolossale ståhej omkring sin person med en imponerende ro. Avisomtaler, tv-interview og berømmelsen i almindelighed har ifølge moderen efterladt Louise fuldstændig uberørt. Kun et tv-indslag i TV 2 om børneidrættens skyggesider har generet hende og familien.

»Det sjoveste var, da jeg optrådte i tv sammen med Bubber«, erklærer Louise Ørnstedt om nogle af de mange positive oplevelser, der er fulgt i kølvandet på den usædvanlige sportslige udvikling.

»Pressen har i det hele taget været flink til at respektere vores ønsker. Det tager meget længere tid, end man egentlig tror, så vi har prøvet at sortere lidt i, hvad der kan være relevant«, forklarer Jette Ørnstedt .

Ligesom manden Jens har hun en fortid som atletikudøver på divisionsniveau bag sig, men som de fleste andre svømmeforældre er de nu involveret i arbejdet omkring svømmeklubben. Begge fungerer som tidtagere, Jette tager med til stævner og hjælper med madlavningen og Jens er med i klubbens sponsorudvalg. Det engagement går tilbage fra før Louise Ørnstedt blev god, for i Stine har Louise en storesøster, der også har talent for klorvandssporten.

»Jeg begyndte at gå til svømning, fordi Stine gjorde det, og fordi vi fulgtes kom jeg fra starten til at svømme sammen med nogle, der var ældre end mig selv. Det var nok, da jeg begyndte at svømme hurtigere end nogle af dem, at jeg fik den første ide om, at jeg var lidt god«, erindrer Louise Ørnstedt .

På et tidspunkt overhalede hun også sin storesøster, og det udløste en mindre krise i søskendesammenholdet.

En kæmpe støtte
»Stine er også god, men slet ikke på samme niveau. Da hun var på Louises alder vandt hun da masser af løb, men lige så tit blev hun nummer to, tre eller fire. Nu har hun accepteret situationen, og er en kæmpe støtte for sin lillesøster«, fastslår Jette Ørnstedt om forholdet mellem sine to dygtige døtre.

Familieforholdet og håndteringen af den overvældende opmærksomhed er så langtfra de eneste dilemmaer Ørnstedt -forældrene har måttet tage stilling til i det forløbne år. Planlægningen af et fornuftigt forløb, hvor et 13-årigt talent får tid og plads til også at være en pige, der kan lide at løbe på rulleskøjter, skoleelev og barnebarn, er en svær balanceakt.

De internationale regler sætter nu deres begrænsninger. I det kommende år er der i rækkefølge VM på kortbane, EM på langbane og EM på kortbane, men aldersgrænserne gør, at de stævner ikke er aktuelle for Louise Ørnstedt . Ja, selv europamesterskaberne for juniorer er Louise for ung til at deltage ved.

Forsvaret af guldmedaljen ved World Youth Games, der omtales som ungdoms-OL, bliver derfor den primære, internationale opgave for Louise Ørnstedt i 1999. Det foregår i Esbjerg, og selv om Louise Ørnstedts niveau gør, at hun allerede nu skal uden for landets grænser for at finde kvalificeret modstand, har hun rigeligt med udfordringer i hjemligt farvand. Mette Jacobsens danske og nordiske rygcrawlrekorder på seniorplan, hvoraf hun 'kun' har erobret den ene (100 meter på langbane) er naturlige mål, men også olympisk kvalifikation til Sydney 2000 er en del af de nærmest forestående ambitioner.

Under OL-kravet
Allerede da Louise Ørnstedt chokerede alt og alle ved under DM i sommer i Esbjerg at slå Mette Jacobsens nordiske rekord i 100 meter rygcrawl svømmede hun på 1.02,40 min., var hun langt under OL-kvalifikationskravet på 1.03,25 min.

Ved World Youth Games i Moskva var hun med 1.02,07 min. endnu hurtigere, men Louise Ørnstedt tager intet for givet.

»Alle regner med, at det er en selvfølge, at jeg kan gøre det igen, men det er nok den største fejl, jeg kan gøre, hvis jeg også tror det«, siger Louise Ørnstedt med en selverkendelse, der alene lover godt for hendes udviklingsmuligheder.

At World Youth Games kan bruges som OL-kvalifikation er en ekstraordinær regel som udelukkende tilgodeser Louise , fordi hun er for ung til sommerens EM i Istanbul, der er første mulighed for at opnå OL-kravene for alle de andre danskere. Under alle omstændigheder foreskriver det nye aftale med Danmarks Olympiske Komité, at der tre måneder inden OL skal opfyldes et stabilitetskrav, enten ved de såkaldte Mare Nostrum-stævner i Canet, Barcelona og Monaco eller ved EM i Helsinki.

Uanset om det lykkes for Louise Ørnstedt , bliver den til den tid 15-årige Louise Ørnstedt ikke Danmarks yngste, olympiske svømmer.

Den rekord indehaves af Inge Sørensen, der var 12 år og 14 dage, da legene i 1936 blev indledt, og i 1988 var både Mette Jacobsen og Pernille Jensen med som yngre 15-årige end Louise kan blive. Præstationerne ved OL i Seoul gjorde dengang Mette Jacobsen til årets fund i dansk idræt, så på det punkt har Louise Ørnstedt allerede overhalet den nuværende svømmedronning indenom.

Fremtiden skal så vise, om prinsessen fortsætter sin eksplosive kurs mod en trone, hvis placering ikke nødvendigvis behøver at begrænse sig til at være dansk.

Annonce
stolt. Peter Aalbæk i højt humør efter aftenens prisshow i Cannes. »Det vildeste er, at Mads Mikkelsen har fået prisen som bedste skuespiller for en karakter, der er en mandlig børnehavepædagog. Det må virke vildt eksotisk ude i resten af verden«, siger han. - Foto: LARS JUST

Peter Aalbæk: Dogmedrengene kan godt gå hjem og lægge sig

Det er det bedste år i dansk film nogensinde, siger en stolt Zentropa-boss.

Kunst
27. maj. KL. 21.24
Mester- eller makværk? ’La PietÀ’ af jomfru Maria med den døde Jesus på skødet, som diskuteres blandt Michelangelo- forskere. Det er en dårlig kopi, mener amerikansk forsker.

Omdiskuteret 'Michelangelo' blev fundet bag sofa

En amerikansk forsker har fremlagt nyt om det omdiskuterede maleri 'La Pieta'.

Dine penge
27. maj. KL. 22.36
Selvjustits. Forbrugerøkonom i Nordea mener, at de unge selv skal have lov at bestemme over deres penge. - Foto: Privatfoto

Lad konfirmanderne råde over pengegaverne

Unge skal lære at håndtere penge og ikke drukne i forældres gode råd.

Annoncer

Årets fund TV

Annoncer

Det sker
Børn. Forvent alt af at blive forældre, men forvent så lidt som muligt af 'Du kan vente dig'.
26. maj. KL. 12.51

Graviditetskomedie efterlader tilskueren med kvalme

ibyen anbefaler

restaurant & cafe