fakta

• Janick Klausen
• Christinna Pedersen
• Torben Keller
• Juniorlandsholdet i curling (m)
• Sebastian Lander
• Simon Kjær
• U17-landsholdet i håndbold (k)
• Jens Vilhelmsen
• Rikke Møller Pedersen
• Maj Lund Jepsen

Så snart isen på Vallensbæk Sø smelter, trækker Maj Jepsen i sin våddragt og tager sine vandski på.

Drønende efter en motorbåd tager hun først et stort sving til den ene side, så et stort sving til den anden side, og til sidst glider hun ud over rampen og over isvandet som en kanonkugle. Der skal jo trænes.

»Det er overhovedet ikke koldt«, siger hun.

»Ej, det gør helt vildt ondt, det er slet ikke sjovt. Men jeg ved jo, at alle mine konkurrenter bare ’skier’ derudad. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, at de bare træner og træner, og jeg slet ikke laver noget«.

I starten af året valgte Maj Jepsen derfor at drosle ned for fysioterapeut-uddannelsen i København for at tage et halvt år til Florida og træne i det milde klima.

Hård træning
Den satsning førte først til VM-bronze med et hop på 51 meter. Siden hoppede hun 52,1 meter ved europamesterskaberne og vandt guld. Nu er hun nummer otte på verdensranglisten, og det er resultater langt bedre, end hun turde håbe på.

»Det har været helt utroligt. De mål, jeg har sat, de har slet ikke hængt sammen med, hvor godt det er gået. Jeg har skudt fuldstændig ved siden af, fordi det bare er gået så sindssyg godt. Jeg troede ikke rigtig, det kunne blive ved, men det gjorde det«, siger hun.

Hvad er der sket?

»Jeg har trænet hårdt i mange år, og der har været nogle sæsoner, hvor det bare ikke lykkedes for mig. Det er det nu, fordi jeg havde mulighed for at tage fri fra skolen i foråret, så jeg kunne bruge masser af tid i USA, starte sæsonen tidligere og være med til en masse konkurrencer, hvor jeg så mere på konkurrenterne«, siger hun.

Skiene ville ikke slippe
Interessen for vandskiene blev vakt som syvårig, hvor Maj Jepsens forældre boede ned til Stilling Sø ved Skanderborg.

»Gennem hele min opvækst har jeg kunnet kigge ud på søen og ud på de vandskiløbere. Så startede min storesøster, og så skulle jeg selvfølgelig også prøve«, siger hun.

Der har også været andre sportsgrene, men vandskiene ville ikke slippe taget i hendes fødder.

»Jeg tror bare, det var, fordi jeg fik mest succes der. Til den første juniorkonkurrence blev jeg nummer tre og fik en medalje, og det var bare helt vildt. Det var så sejt, at jeg kunne slå nogle andre. Senere blev jeg spottet som et talent og fik noget bedre træning. Så følte jeg mig som noget særligt, fordi jeg både vandt medaljer, og fordi der var nogen, der syntes, jeg var dygtig. Og så var det bare skide sjovt«, siger hun.

Hendes fordel: Hun kan forme sig som en kanonkugle. En modig, stærk kanonkugle.

»Det er en fordel at være lille, så kan man gøre sig til en lille kugle, så tyngdepunktet er lavere. Og nogle har en tendens til at gå i panik, når der er meget fart på, men det er jeg egentlig ret godt til at mestre«.

Vandskibabe med street credit
Det skulle man tro indkasserede respekt fra det modsatte køn.

»Generelt får jeg nok mest respekt for mine overarme. Det er ret hårdt fysisk, så jeg får nogle muskler – men jo, jeg tror da, at når folk hører eller ser, hvad jeg laver, så får jeg nok lige lidt mere street credit«.

Takket være hendes udstråling og blonde hår tituleres hun indimellem ’vandskibabe’.

Det er »helt fint«, forklarer hun:

»Det er dejligt, at de også godt kan se, at det ikke bare er muskler det hele«.

Nu gælder det om at få en medalje til den store Pro Event-turnering Masters i Georgia.

Det endelige mål er at slå den syv år gamle verdensrekord på 56 meter.

»Det kunne være ret sejt«, siger hun.