Annonce
Annonce
Annonce
Fodbold 30. okt. 2012 KL. 09.46

Kahlenberg ser fremad efter bruddet med Europas sidste diktator

Simon Kjær har fået sin favoritplads efter fyringen af Felix Magath, og Thomas Kahlenberg kan håbe på en startplads i pokalkamp.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Når spillerne på et fodboldhold i en klub, der har så stærk en trup på papiret som tyske VfL Wolfsburg, ikke mere løber det, de skal, i kampene og ikke kan få spillet til at fungere, er forklaringen enten, at de er fysisk udmattede af alt for hård træning i dagligdagen.

Eller at de underpræsterer, løbemæssigt og spillemæssigt, med vilje, fordi de ikke mere bryder sig om cheftræneren og vil af med ham, med henvisning til at atmosfæren i klubben er ’forgiftet’.

Det var Bayern München-præsidenten, Uli Hoenes – en af de topledere i tysk fodbold, der har en mening om det meste, altså også gerne, hvad der foregår i andre klubber – som på den måde i sidste uge analyserede situationen i ’danskerklubben’ med Simon Kjær og Thomas Kahlenberg i spillerstaben.

LÆS OGSÅWolfsburg fyrer mestermageren

VfL Wolfsburg havde tabt fire kampe i træk, med målscoren 0-10 sammenlagt, og var losset ned på sidstepladsen i Bundesligaen. Og ledelsen måtte reagere: Felix Magath, cheftræner, manager og forretningsfører i en og samme person, blev fyret. En spiller har engang kaldt den 59-årige træner for »Europas sidste diktator«.

Felix Magath

Født: 26. juli 1953 i Aschaffenburg.

Klubkarriere: Viktoria Aschaffenburg, 1. FC Saarbrücken, Hamburger SV. 303 Bundesligakampe, 46 mål.

Landsholdskarriere: 43 landskampe, 3 mål. Europamester med Tyskland 1980, VM-sølv 1982, 1986

Titler som spiller: Europa Cup-vinder for mesterhold 1983 med HSV, Europa Cup-vinder i pokalvindernes turnering med HSV 1977, tysk mester 1979, 1982 og 1983 med HSV.

Trænerkarriere: FC Bremerhaven, Hamburger SV, 1. FC Nürnberg, W. Bremen, E. Frankfurt, Stuttgart, Bayern München, VfL Wolfsburg, Schalke 04 , VfL Wolfsburg indtil 25. oktober.

Titler som træner: Tysk mester 2005 og 2006 med FC Bayern München, 2009 med VfL Wolfsburg, pokalvinder 2005 og 2006 med FC Bayern.

Han var en helt, da han sensationelt gjorde Wolfsburg til mester i 2009, men i sin anden periode i klubben har Magath fået sportslig fiasko og kritiseres voldsomt for i løbet af 19 måneder at have hentet 28 nye spillere til klubben for 69 millioner euro.

Og iagttagere, der har fulgt Felix Magaths arbejde tæt, har undret sig over, hvordan spillerne er blevet behandlet uden den nødvendige respekt, kørt i meget stramme tøjler og tvunget ud i ’oldnordiske’ øvelser og hård fysisk træning, der ikke hører til i moderne fodbold. Og Magath har skiftet voldsomt ud på holdet fra kamp til kamp og virket rådvild og forvirret.

Smil på læben og hurtige fødder
Da Wolfsburg-holdet, med seks ændringer i startopstillingen og Simon Kjær på sin favoritplads i midterforsvaret, besejrede Fortuna Düsseldorf 4-1 på udebane i weekendens runde, løb spillerne rundt med smil på læben og var hurtige på fødderne, ligesom befriet for de blyveste, Magath kunne finde på at bruge som træningsredskab.

LÆS OGSÅTrænerfyring med maksimal effekt

Thomas Kahlenberg blev skiftet ind sidst i kampen. Midtbanespilleren har et godt kendskab til den midlertidige træner, Lorenz-Günther Köstner. Han har én gang tidligere været ’reservetræner’ i klubben, da Kahlenberg var på førsteholdet. Og Kahlenberg har trænet under Köstner, mens danskeren af Magath var sendt ned for at træne med reserverne.

I morgen spiller Wolfsburg pokalkamp på hjemmebane mod FSV Frankfurt fra 2. Bundesliga. Thomas Kahlenberg håber på mere spilletid end i Düsseldorf.

»Nu er der ro på i klubben, spilleglæde, og vi har fået den første succesoplevelse efter en svær periode. Nu ser jeg fremad«, siger Thomas Kahlenberg.

Kahlenberg.  Danskeren kom til Wolfsburg i 2009 og har kontrakt til sommeren 2013. - ARKIVFOTO: AP

»Og jeg synes ikke, jeg skal sige en hel masse om Felix Magath og se bagud. Den ønskede effekt af fyringen kom, og vi føler alle, at vi har fået en god ny start. Det er på papiret en udmærket pokallodtrækning, og vi satser meget på den turnering, hvor vi nemmere end i Bundesligaen kan jagte det mål, vi har om at kvalificere os til en europæisk turnering«.

LÆS OGSÅDansker har det ambivalent med fyringen af den hårde hund

»Vi har meget kvalitet i truppen, og vi bør også kunne spille med om en placering højt oppe i Bundesligaen. Men noget gik galt. Felix Magath er jo en speciel trænertype og kontroversiel, det ved alle, og når der er en dårlig stemning på en arbejdsplads, kaster det sjældent noget godt af sig«.

Hollænder vil træner Wolfsburg
Den brasilianske offensivspiller Diego, sat på bænken i Magaths sidste kamp, hyldede Köstner i Düsseldorf:

»Den nye træner er intelligent og taler med spillerne. Under ham har vi ingen angst for at lave fejl. Det var vidunderligt«.

Der gættes heftigt på, hvem der kan blive ny permanent træner i Wolfsburg. Den tidligere hollandske landstræner Bert van Marwijk, uden job for tiden, har hurtigt meldt ud, at han er interesseret.