Annonce
Annonce
Annonce
Fodbold 12. apr. 2012 KL. 21.41

Kommer Solbakken tilbage til FCK?

Politikens fodboldredaktør vurderer Ståle Solbakkens fremtid.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Set gennem FCK-briller er det vel egentlig timet og tilrettelagt helt perfekt, vil mange nok mene.

Ståle Solbakken er blevet fyret i tyske 1. FC Köln, så nu kan han holde nogle måneders pause og slappe lidt af, og til sommer kan nordmanden vende tilbage til cheftrænerposten i den danske mesterklub.

Her kan Carsten V. Jensen, der var med til at fyre svenskeren Roland Nilsson først i januar og har dobbeltjobbet siden, vige pladsen på trænerbænken og vende tilbage til sit sportsdirektørkontor i Parken.

LÆS ARTIKEL Solbakken: Jeg er fyret, og jeg er vred

Den spekulation har været i omløb længe, for Ståle Solbakken har været fyringstruet i ugevis i traditionsklubben i domkirkebyen ved Rhinen, hvor han har ikke har været i stand til at få Kölnholdet væk fra bunden i Bundesligaen.

Lyst til comeback
Det var et spørgsmål om tid, før han ville få sparket, og to dage efter endnu et stort nederlag, 0-4 på udebane mod Mainz, kom det.

Men der er nu ingen, som ved, om Ståle Solbakken, der ikke har nogen kommentarer, har stor lyst til at gøre comeback i Superligaen.

FC København har heller ikke på noget tidspunkt officielt givet udtryk for, at man kunne tænke sig at få ham tilbage hurtigst muligt.

Og muligvis har Carsten V. Jensen virkelig ambitioner om at have cheftræneransvaret for FCK-holdet permanent og fortsætte i flere år.

Han er i hvert fald gået i gang med det sidste store trænerkursus i DBU-regi for at sikre sig den licens, som er nødvendig for at kunne arbejde som træner på højeste niveau.

Skuffelse i Norge
Det er næppe sandsynligt, at det norske fodboldforbund vil hive og slide i Ståle Solbakken for at få ham til at vende hjem og tage sig af det norske landshold.

For det var en stor skuffelse for nordmændene, at Solbakken bakkede ud af den landstrænerkontrakt, han havde underskrevet i Norge, fordi han blev så vildt fristet, da 1. FC Köln kom og ville have ham, at han brød aftalen.

Spillermaterialet var ikke godt nok
Ståle Solbakken har sagt, at han var blevet lidt træt af at skulle rundt på de danske stadioner igen og igen, og han var stolt over at blive en af de få skandinaver, som har fået chancen for at træne et hold i en af de fire store ligaer i Europa.

Det viste sig imidlertid, at spillermaterialet i 1. FC Köln ikke var godt nok, og landsholdsspilleren Lukas Podolski kunne ikke ene mand løfte holdet op i midten af tabellen.

Ståle Solbakken måtte på grund af spillerskader skifte meget ud og blandt andet ændre forsvaret gang på gang. Derfor har Kölnmålmanden fået susen for ørerne, fordi boldene er fløjet forbi ham og ind i kassen. Solbakkens hold har lukket 63 mål ind i 30 kampe.

FCK-fans var ellevilde

I København vandt Ståle Solbakken med FCK mesterskaber og pokaler på stribe og formede et storhold, der i efteråret 2010 toppede og lavede imponerende resultater mod andre mesterhold som Barcelona, Panathinaikos og Rubin Kazan.

FCK spillede, så folk på tribunerne var ellevilde, og Ståle Solbakkens popularitet voksede og voksede.

Nede i Köln var fansene rasende på ham og spillerne, og der var vagter til at beskytte ham på træningsbanen i går formiddag. Det var hans sidste opgave i klubben, hvor Frank Schaefer, en mand fra amatør- og ungdomsafdelingen, tager over.

FACEBOOK
Bliv ven med Politiken