Sheffield Wednesday har været min klub siden sæsonen 1992/93, da Wednesday var kendt som De Britiske Øers bedst spillende fodboldhold og nåede - og tabte - begge cupfinaler til Arsenal. Det er egentlig meget naturligt, det skulle begynde med Wednesday: Fodboldens vugge stod i Sheffield, verdens ældste hold (Sheffield FC) er fra byen, og Wednesday er den 5.-ældste ligaklub.

Klubben er nr. 11 på alle tiders liste over Englands bedste i øverste række (og kun 11 klubber har spillet flere sæsoner der) og nr. 13 på listen over vundne titler. Wednesday er altså et af de store træer i skoven, selv om klubben ikke er særlig kendt herhjemme. Wednesday oser af ægte engelsk fodboldkultur, fra da mor var dreng, og er den direkte årsag til, at jeg nu har flere gode venner i England.

Den bedste spiller gennem tiderne er historisk set Derek Dooley - angriberen, der scorede flere mål, end han spillede kampe, men hvis karriere med ét tragisk endte med et dobbelt benbrud, og efter koldbrand måtte benet amputeres. I nyere tid ligger et navn som Chris Waddle lige for. Han var med sin teknik og spillelyst personificeringen af Wednesdays fantastiske hold i de tidlige 90’ere, der i 1992 som nyoprykker endte som nr. 3, 7 point fra mesterskabet.

Den største profil på holdet lige nu er efter min mening den portugisiske defensive midtbanespiller José Semedo. To lånespillere – den samspilsstærke angriber Jay Bothroyd og giganttalentet Ross Barkley – er måske større profiler, men ingen betyder mere for Wednesdays hold end Semedo. Som vi synger fra tribunen: »He’s magic you know-o, you’ll never get past Semedo«. Man slår sig på ham, og han bliver hængende i haserne på modstanderen, men er samtidig en ydmyg gentleman, der altid spiller fair.

På holdet kunne vi bruge en centerforsvarer. Wednesday har kun holdt nullet én gang i ligaen i år, og forsvaret begår for mange personlige fejl. En klasseforsvarer mere kan være forskellen mellem blot at skulle kæmpe mod nedrykning og så at kigge længere op i den sjove ende af tabellen. Dave Jones har i al fald samlet en fornem buket af unge og ældre spillere, der tilsammen har stort potentiale som hold.

Den bedste træner er nok Jack Charlton, der i 1977 overtog et hold i store problemer i tredjebedste række og efterlod Wednesday på nippet til en tilbagevenden til den bedste række (en rejse, hans elev Howard Wilkinson fuldførte, og i 1986 blev Wednesday nr. 5). Det er samme rejse, som alle fans nu håber at kunne gentage.

Den bedste kamp, jeg har set, var ude mod oprykningsrivalerne Huddersfield i sidste sæson. Stemningen i udeafsnittet var forrygende, og Wednesday spillede det bedste, jeg har set dem spille i de 13 kampe, jeg har været til. Sidste sæson er den bedste, jeg har oplevet som fan, og den kulminerede med 38.000 Wednesdayfans til oprykningsfest på Hillsborough i sæsonens sidste kamp mod Wycombe. De herlige billeder fra fejringen på banen med spillerne båret rundt på skuldrene af fans som sejrende gladiatorer er stadig klare, som var de fra i går.

I næste kamp møder vi Middlesbrough på udebane - uafgjort ville være et godt resultat. Jeg har stor tillid til træner Dave Jones. Sidste sæson var Wednesday i februar - med to kampe flere spillet - 5 point efter ærkerivalerne fra Sheffield United, men alligevel lykkedes det at overhale dem og sikre oprykningen efter Dave Jones’ tilgang. Med hans ansættelse blev en stime på 18 kampe som ubesejret grundlagt - den næst længste i klubbens 145-årige historie. Denne sæson er formen mere rodet (bl.a. 10 kampe i streg uden sejr), men som nævnt er der tegningen til noget godt.

Ugens skribent, Peter Adolfsen Løhmann, er 30 år og AC-fuldmægtig

_______________________________________________________________________

Hver fredag er 'Min Klub' en fast kommentar i avisen og på nettet skrevet af en række Politikenmedarbejdere eller læsere om tilhørsforholdet til en bestemt udenlandsk klub.

Giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenunder