Nottingham Forest har været min klub siden den dag, en fodboldkammerat i 1979 name-droppede de nyslåede europæiske mesterholdsvindere.

Skæbnen har villet, at jeg aldrig er blevet konfirmeret. Mine forældre havde ikke desto mindre betænkt mig med en gave i form af det obligatoriske stereoanlæg og – vel som erstatning for festen – en fodboldtur til London. Alt var timet og tilrettelagt til, at 14-årige jeg skulle opleve mine helte i rødt – Nottingham Forest.

At det var en kamp på Highbury mod Arsenal, gjorde ikke turen mindre eksotisk, endda med den ekstra bonus, at matchen var planlagt til at være ugens kamp i Tipslørdag. Min street credit i skolegården var tårnhøj.

0-0 endte kampen, som sandt for dyden var en tørvetriller. Tv-kommentator Niels-Christiansen kaldte i Ekstra Bladets mandagsudgave 7. marts 1983 matchen »en af de værste kampe, jeg har overværet i de 13 år, jeg har fulgt engelsk fodbold«. So what, tænkte jeg. Min første af mange fodboldoplevelser i udlandet var en succes.

Den bedste spiller gennem tiderne er Trevor Francis. Elegantier i højre side og den første spiller solgt for mere en 1 million pund i en handel mellem to engelske klubber, da Forest som regerende mestre i 1979 købte ham fri af Birmingham. 70 kampe og 20 mål, heraf matchwinner-hovedstødet i 1-0 sejren over Malmö FF i 1979-udgaven af den europæiske mesterholdsfinale. Selv foretrak Trevor Francis den midterste angrebsposition. En plads, han morede sig med ved i Forest-årene at spille sommerbold i den daværende NASL-liga i USA, hvor han over to halve sæsoner scorede imponerende 36 mål i 33 kampe. Trevor Francis fik 52 kampe for England og nåede at spille i Italienske Sampdoria og Atalanta, inden han i 1991 indstillede karrieren som Sheffield Wednesday-spiller.

Den største profil på holdet lige nu er svær at finde. Klubben har ikke vundet så meget som en skåret porcelænsplatte siden Liga Cuppen i 1990, og vi skal tilbage til sæsonen 1998-99, før vi sidst så The Reds i Premier League. For tiden er vi midterhold i The Championship – Englands næstbedste række – og spiller som en sæk kartofler. I angrebet huserer Dexter Blackstock, en talentfuld spiller, der kom til klubben i 2009 fra QPR. 27-årige Blackstock har med sæsonens foreløbig tre mål rundet 30 ligamål for klubben og scorede såmænd i sidste måned til 1-1 for Antigua & Barbuda i 1-2-nederlaget mod USA i VM-kvalen.

På holdet kunne vi godt bruge en Peter Shilton i målet. Legendarisk 125-kamps landsholdsmålmand og ankermand, da Forest vandt den europæiske mesterholdsturnering to år i træk i 1979 og 1980. Eller Viv Anderson i forsvaret – den første farvede spiller på det engelske landshold. I 2005 kårede Nottinghams fans skotske John Robertson til alle tiders bedste spiller. Ham ville jeg gerne se på midtbanen. Træneren for Team GB ved sommerens olympiske lege, Stuart Pearce, blev i øvrigt henvist til 2.-pladsen i samme afstemning. Egentlig håber jeg bare, de nye kuwaitiske ejere, der overtog klubben efter populære Nigel Doughtys alt for tidlige død i februar, spenderer en håndfuld eller to af deres olie-millioner på at investere massivt i alle kæder.

Den bedste manager gennem tiderne er Brian Clough, naturligvis. Legendernes legende. Han kom, så, sejrede og fik indimellem en tår over tørsten, så det ikke kun var meritterne på banen, der bragte ham på forsiderne af den gule presse. Gennem 18 sæsoner stod han i spidsen for klubben, med ét mesterskab, to europæiske titler og fire Liga Cup-trofæer som største bedrifter. Der er sagt og skrevet meget om Brian Clough, der som måltyv for Middlesbrough (213 kampe, 197 mål) selv opnåede to landskampe for England i 1959. Og statuer af Clough i parker og på pladser i Nottingham og omegn vidner om en ægte legende.

LÆS OGSÅNottingham-fans rejser statue af gavflab

Selv opfattede han perioden fra 26. november 1977 til 9. december 1978, hvor Nottingham Forest ikke tabte 42 ligakampe i træk, svarende til en hel sæson, som højdepunktet i karrieren. En rekord, der stod indtil en måned før sin død i 2004, hvor Arsenals ’The Invincibles’ stod igennem 49 kampe uden nederlag.

Den bedste kamp, jeg har set, er FC Cup-finalen mod Tottenham Hutspur 18. maj 1991, selv om 0-0-kampen i London hin martslørdag i 83 står stærk i erindringen.

Datidens darling, Tottenhams Poul Gascoigne, havde sammen med klubkammerat Gary Lineker og Nottingham Forests Stuart Pearce, Des Walker og Steve Hodge alle været en del af det succesfulde VM-hold, der sommeren forinden var så tæt, så tæt på den store triumf. Hvem husker ikke en storgrædende Cascoigne efter Three Lions’ straffesparksnederlag i semifinalen mod Tyskland?

Den 110. udgave af FA Cup-finalen blev en intens affære med en overtændt Poul Gascoigne i krigshumør. Få minutter inde i kampen burde han have haft det røde kort efter en stempling i brysthøjde af Nottinghams Garry Parker. Og et kvarter efter kastede han sig ned i endnu en takling og svup, korsbåndet røg. Mange er af den opfattelse, at det uheld blev starten på enden af hans karriere. Jeg er enig. Supertalentet Poul Gascoigne blev aldrig den samme spiller igen.

Kampen endte (desværre) med et nederlag på 1-2. VM-helt Des Walker lavede selvmål i overtiden, og siden da har pokalskabet været tomt.

Jeg har endnu til gode at komme en tur på City Ground i Nottingham

I næste kamp møder vi Sheffield Wednesday på hjemmebane. Onsdagsdrengene ligger få point over nedrykningsstregen og har hårdt brug for en sejr. Men i en tæt liga kan Forest, der for nylig vandt over tabelduks Cardiff, øjne oprykningsspillet, så det bliver et spændende lokalopgør. Det er sjældent, der er færre end 20.000 tilskuere på City Ground, og mon ikke de trofaste supportere på The Brian Clough Stand råber den hjem. Jeg tror det – som jeg har gjort i 33 år nu.

MIN KLUBOnsdagsholdet er et af de store træer i skoven

Ugens skribent, Ole Sloth, er 43 år og bladsalgsdirektør.

_______________________________________________________________________

Hver fredag er 'Min Klub' en fast kommentar i avisen og på nettet skrevet af en række Politikenmedarbejdere eller læsere om tilhørsforholdet til en bestemt udenlandsk klub.

Giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenunder