Queens Park Rangers har været min klub siden sæsonen 1981-82, hvor jeg kunne se dem som 2.-divisionshold i FA Cup-finalen, hvor holdet – i mine øjne dengang – ganske ufortjent tabte 0-1 til Spurs i omkampen.

Jeg var da 12 år. Jeg havde fulgt engelsk fodbold gennem sportslørdagene og intens læsning af magasinerne Shoot og Alt Om Sport siden 1978. Som de fleste andre drenge på den tid holdt jeg med Liverpool, men følte efterhånden, at det var for let at være en del af den store masse, der holdt med klubben, der alligevel altid vandt. Efter 1-2 års flirt med skiftevis Tottenham, West Bromwich Albion og Bristol City kastede jeg kærligheden på upåagtede Queens Park Rangers – klubben fra det etniske arbejderkvarter omkring Shepherds Bush og Notting Hill i det vestlige London med de flotte blåhvide tværstribede spilletrøjer, som godt nok spillede i den næstbedste række, men som også på papiret havde mange gode navne.

Den bedste spiller gennem tiderne må være angriberen Les Ferdinand, som spillede for både QPR og det engelske landshold, men som klubben i 1995 blev tvunget til at sælge til Newcastle for rekordsummen 6.000.000 pund. Af andre prominente navne kan nævnes legenden Rodney Marsh, der scorede 46 mål i 52 kampe og var hovedårsag til, at QPR både vandt Liga Cup og rykkede fra 3. til 1. division på blot to sæsoner fra 1966 til 1968. Men nævnes skal også stjerner som Gerry Francis, Stan Bowles, Peter Eastoe, Tony Currie, Simon Stainrod, Clive Allen, Glenn Roeder, Terry Fenwick, Paul Parker, Alan McDonald, Trevor Sinclair og Adel Tarabt.

Den største profil på holdet lige nu er i mine øjne Adel Tarabt. Efter at QPR er blevet overtaget af asiatiske rigmænd, har pengestrømmen til klubben med Premier Leagues mindste stadion, Loftus Road, været stor. Pengene er i modsætning til tidligere tider, hvor talentavlen var stor, blevet brugt på indkøb af etablerede navne som Esteban Granero, Julio Cesar, Robert Green, Park Ji-Sung, Junior Hoillet, Djibril Cisse, Bobby Zamora og mange flere. Men alle disse stjerner mangler at bevise, at de er pengene værd. Skal QPR redde sig ud af krisen, skal heldet og kreativiteten komme fra spillere som Adel Tarabt.

På holdet kunne vi godt bruge stabilitet og tålmodighed. Klubben har købt stort ind og skilt sig af med mange stamspillere. Dette gør det ikke alene. Den nemmeste løsning på krisen i QPR ville være at fyre manager Mark Hughes, hvis sæde må være kogende varmt. Men med klubbens uvane med at være hurtig på aftrækkeren, når det gælder managerfyringer (15 managere på blot 7 år), overlever Mark Hughes næppe, medmindre der sker mirakler.

Den bedste træner må være Terry Venables, der i 1981-82 kvalificerede Queens Park Rangers til FA Cup-finalen og i samme sæson førte klubben op i den bedste række.

Den bedste kamp, jeg har set, må være skæbnekampen i 2012 mod et totalt dominerende Manchester City-mandskab, hvor QPR med 10 mand tabte 2-3 med to mål i overtiden – dette gjorde desværre City til mestre, men gav også QPR fornyelse af sæsonkortet til Premier League.

Endelig må kampen mod Barnsley i 1997 nævnes. Trevor Sinclair scorede da i mine øjne det bedste mål, der nogensinde er scoret.

I næste kamp møder vi Manchester United på Old Trafford. En kamp, som vi QPR-tilhængere normalt ville være tilfredse med blot at tabe med et enkelt mål, men som vi pga. krisen og ikke mindst de fem tabte point mod Reading og Southampton skal have point i.

Ugens skribent, Kasper Stefan Frederiksen, er 42 år og geolog

_______________________________________________________________________

Hver fredag er 'Min Klub' en fast kommentar i avisen og på nettet skrevet af en række Politikenmedarbejdere eller læsere om tilhørsforholdet til en bestemt udenlandsk klub.

Giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenunder