Annonce
Annonce
Fodbold

Miniputter håber på overraskelse mod amputeret Liverpool-hold

Bookmakere justerer oddsene efter skadeskavalkade hos favoritterne.

Der bliver mulighed for at lære nogle nye spillere at kende ved aftenens FA Cup-kamp mellem Exeter og Liverpool.

Og det er ikke kun holdet fra den fjerdebedste række i England, der leverer nye bekendtskaber for fodboldseerne. Selv dedikerede Liverpool-fans kan have svært ved at genkende nogle af Merseyside-holdets spillere på holdkortet i aften.

Jürgen Klopp står nemlig med et besværligt puslespil på grund af 13 skader på førsteholdet.

Ifølge The Guardian er der lagt op til otte navne i Liverpools startopstilling, der har under fem førsteholdskampe på cv'et.

Bookmakere justerer oddsene
Liverpool ville under normale omstændigheder være enorme favoritter i en kamp som aftenens opgør mod Exeter, der i øjeblikket ligger på 16.pladsen i League Two efter fire nederlag på stribe.

Bookmakerne har dog nedjusteret oddsene for en pokaloverraskelse i takt med meldinger fra Liverpool-lejren, der blandt andet står uden fire midterforsvarer. De giver i skrivende stund omkring seks gange pengene retur på en Exeter-sejr, mens Liverpool giver over halvanden gange pengene igen.

Jürgen Klopp har tænkt sig at hvile Nathaniel Clyne, Alberto Moreno og Emre Can, siger The Guardian.

Det seneste nyt i eftermiddag er, at den kreative offensivspiller Jordan Ibe nu også er skadet, fortæller Sky Sports. Det giver i alt 25 skader til Liverpool på de tre måneder, Jürgen Klopp har haft tøjlerne i klubben.

Tyskeren har understreget, at han respekterer den traditionsrige pokalturnering, selv om han har tænkt sig at lade nøglespillerne sidde over for at undgå, at også de bliver skadet.

»Holdet, vi stiller med, vil have lyst til at vinde 100 procent og gå videre til den næste runde, men det kommer til at være et hold, der ikke har spillet sammen særligt ofte«, siger Klopp ifølge flere britiske medier.

Skader og tæt kampprogram svækker storholdet

Aftenen kan byde på første kamp for José Enrique i 12 måneder, mens Thiago Ilori, der er hentet tilbage fra lån, står til sin første start for Liverpool, siden sin ankomst i 2013, lyder det fra The Guardian.

Ifølge avisen lød svaret fra tyskeren »hvem?«, da han blev spurgt ind til Enriques chancer for at spille. Hans efterfølgende svar tyder dog på, at tyskeren er klar over, hvem spanieren er.

LÆS OGSÅ:Efter 24 skader: Klopps spillestil i søgelyset

Chancen er der i hvert fald for Exeter, siger holdets veteran Matt Oakley, der møder Liverpool for 17. gang i karrieren.

»Hvis vi spiller vores spil, vil vi få chancen for måske at score tidligt, og det kan ændre hele rytmen i kampen«, siger Exeters 38-årige spiller til den britiske avis The Mirror.

Aftenens kamp er det fjerde opgør på 11 dage for Jürgen Klopps mandskab, der i næste uge skal møde Arsenal og Manchester United.

Publikumsfavorit sender storklubber rundt i landet

Den traditionsrige FA Cup er kendt for sine årlige overraskelser og gode muligheder for små hold at tjene en skilling og stjæle nogle overskrifter. Hvert år tvinges store Premier League hold nemlig til at rejse ud til selv de mindste flækker, hvis lodtrækningen dikterer det.

For Liverpool udskiftes Anfield i aften med græstæppet på St. James' Park i Exeter, der efter sigende ikke har det specielt godt.

Ifølge Klopp er omklædningsrummene på stadion heller ikke særligt store, hvorfor tyskeren regner med at sende sine tropper på banen før tid.

LÆS OGSÅ: Rundt om topscorerne: Kometen Vardys rivaler sat på pause

I det lokale medie Exeter Express and Echo beskriver de, hvordan »FA Cuppens magi er nået Exeter«.

Mediet uddyber rygter omkring, at den engelske fodboldhelt Gary Lineker, skal bo på et hotel i byen i forbindelse med dækningen af kampen.

Liverpool forventes at flyve fra Exeter efter kampen, mens klubbens fans får større problemer, da der ikke kører tog fra Exeter mod Liverpool efter kampstart.

Redaktionen anbefaler

Efter 24 skader: Klopps spillestil i søgelyset

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce