Annonce
Annonce
Fodbold

United reddet af straffespark mod miniputter

Storholdet skuffede mod klub fra tredjebedste række. De kommer dog videre i pokalen efter mål i overtiden.

Det var langt fra overbevisende fra storholdet, da Manchester United her til aften fik besøg af Sheffield United fra League One.

Selv om træner Louis van Gaal stillede op med næsten stærkeste opstilling, udeblev den tiltrængte medgang i FA-Cup-kampen, hvor det blev til en ny ærgerlig statistik for hjemmeholdet.

Et straffespark sikrede dog Manchester United en 1-0 sejr i dommerens overtid.

Målkrisen fortsatte
Louis van Gaal har siddet på en brandvarm trænerbænk i de seneste uger, hvor en førende britisk bookmaker allerede har udbetalt på væddemål om, at hollænderen vil blive fyret som den næste i Premier League.

Holdets miserable stime med blot 13 point fra de seneste 10 ligakampe har i høj grad skyldes manglende mål.

De 10 kampe har nemlig kun budt på 9 mål for storholdet. Dagens kamp mod miniputterne fra Sheffield United fra League One var derfor en god chance for at få scoret nogle mål og tanket noget selvtillid. Det blev dog ikke tilfældet.

LÆS OGSÅ:FA Cuppen kan redde sårede storhold

Sheffield United pressede på i kampens indledende minutter, hvor en klar dominans fra hjemmeholdet udeblev.

Manchester United fik snart et overtag, men det kastede ikke nogen store chancer af sig.

I stedet blev det til en masse småspil rundt på banen i stedet for aggressivt, fremadrettet spil.

Med en målløs første halvleg har Manchester United ifølge BBC nu spillet 10 hjemmekampe i streg med 0-0 ved pausen.

Straffespark reddede United

Et kvarter inde i anden halvleg, så det ikke meget bedre ud. Louis van Gaal valgte at ryste posen og smed Jesse Lingard og Memphis Depay ind i stedet for Ander Herrera og Juan Mata.

LÆS OGSÅ:Underdogs fik drillet Okore og co.

Med tyve minutter tilbage af kampen så det stadig ikke godt ud for hjemmeholdet. De pressede på, men gæsterne forsvarede sig med næb og klør. Sheffield United, der ligger på niendepladsen i League One, formåede i 2014 at komme helt til semifinalen i den traditionsrige engelske pokalturnering.

De lignede en uafgjort indtil kampens døende minutter, hvor Mephis Depay i dommerens overtid blev fældet af gæsternes Dean Hammond få skridt inde i feltet.

LÆS OGSÅ:Arsenal er videre i FA Cuppen - fire ligarivaler røg ud

Wayne Rooney tog ansvaret på sine skuldre og eksekverede sikkert. Det gav tiltrængt jubel på lægterne, hvor mange dog allerede havde forladt deres plads i skuffelse.

Manchester United er videre i FA-Cuppen med 1-0, men krisesnakken vil med stor sandsynlighed fortsætte.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce