Annonce
Annonce
Fodbold

Landstræner har ny idé til at løse OL-problemet

Trods flere klubbers uvilje kæmper U21-landstræner Niels Frederiksen videre for at kunne stille med det stærkest mulige hold i Rio.

Annonce

Niels Frederiksen fyrer det ene kraftudtryk af efter det andet:

»Jamen, for fanden«.

»Jeg ved sgu ikke, hvad der skal til«.

»Øj, øj, øj, kom nu for pokker«.

Umiddelbart kunne den danske U21-landstræners ord af ærgrelse snildt være rettet mod situationen omkring OL, da sommerens stævne i Brasilien ligger midt i kvalifikationen til europæiske turneringer og diverse ligaers opstart, og flere klubber har varslet, at de ikke ønsker at give deres spillere fri til at repræsentere Danmark. Det er ordene dog ikke i netop dette øjeblik. Forrevne bjergtinder i horisonten, den lune luft, de mange hurtige fremmedord og den dybgrønne bane illustrerer med al tydelighed, at Niels Frederiksens kraftudtryk fyger langt fra det lille vintersmattede land mod nord.

Alligevel er afstanden til OL-problemerne hjemme i Danmark ikke så stor, som de godt 3.300 kilometer til U21-landsholdets målløse træningskamp mod en flok ukrainske talenter i går antyder. For det er et eller andet sted også de rødklædte spillere på den indhegnede bane i den sydtyrkiske by Belek, der er gidsler i debatten om den olympiske fodboldturnering.

»Det er en ærgerlig situation for alle. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at rigtig mange spillere gerne vil med til OL – både fordi det er en stor oplevelse, unik erfaring og et fint udstillingsvindue. Men samtidig vil de selvfølgelig også gerne udføre deres job godt over for arbejdsgiveren, altså klubberne«, siger Niels Frederiksen og møder opbakning i, at flere profiler netop har udtrykt ønske om at deltage ved OL.

Første forslag mødte modstand

Hans trup på vintertræningslejren i Tyrkiet består kun af spillere fra danske klubber, hvoraf nogle givetvis er i spil til sommerens olympiske U23-hold. Men som det ser ud lige nu, er de altså afhængige af at få fri af klubberne, hvis de vil rejse med til Brasilien – det samme gælder unge udlandsbaserede talenter som Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer, Lasse Vigen Christensen, Yussuf Yurary Poulsen og Andreas Christensen.

Derfor forsøger Niels Frederiksen at overbevise diverse arbejdsgivere. I Tyskland, Holland og England beror mulighederne primært på den enkelte klubs velvilje, men i Danmark vil U21-landstræneren gerne nå frem til en fælles og mere overordnet løsning. For en uges tid siden foreslog han over for DR, at han skulle have lov til bare at vælge én spiller fra hver af de danske fodboldforretninger til OL-holdet – den idé skød især FC København-direktør Anders Hørsholt dog hurtigt ned med ordene, at ingen af »vores prioriterede spillere kommer til at spille«.

Men nu prøver Niels Frederiksen sig med et nyt forslag:

»En del af løsningen kunne også være at se på Superligaens turneringsprogram. Det er presset, det ved jeg godt, men man kunne f.eks. flytte runden, der ligger under OL’s gruppespil – eller også kunne man bytte den ud med en runde i pokalturneringen. Hvis man gør det, skal de danske klubber kun undvære deres spillere i én superligarunde, hvis vi når semifinalen i Brasilien. Og hvis vi ryger ud i det indledende gruppespil, skal de slet ikke undvære dem«, siger U21-landstræneren.

Se OL som en mulighed for alle

Argumentet fra FCK og også FC Midtjylland går dog mere på, at de kan have brug for spillere som Andreas Cornelius og Pione Sisto i kvalifikationen til Europa eller Champions League, som ligger under OL.

»De har andre vigtige opgaver samtidig, det kan jeg godt se. Det er komplekst, det her. Også fordi OL ligger i et transfervindue, der kun komplicerer det yderligere. Hvis vi f.eks. har aftaler med klubberne på plads 1. maj og har en overordnet trup i hovedet, kan det jo hurtigt ændre sig, hvis der kommer en skade 15. maj, og en spiller bliver solgt 10. juli. Så er det hele anderledes«, siger Niels Frederiksen.

Hvornår vil du gerne have en afklaring med klubberne?

»Udtagelsesdatoen er først 16. juli, men jeg håber, at vi kan nå frem til en aftale i løbet af foråret. Så ved jeg og spillerne, hvad vi kan forholde os til. Set fra DBU’s synspunkt er OL en vigtig turnering, fordi mange af de her spillere forhåbentlig er en del af fremtidens A-landshold, og de har godt af at få den slutrundeerfaring. For klubberne er det også et fint udstillingsvindue for deres spillere, selv om de har andre vigtige kampe samtidig. Derfor synes jeg, at det her er en mulighed for alle tre parter, og den skal vi udnytte«.

Redaktionen anbefaler

Ny landstræner skal lære spillerne god opførsel uden for banen

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce