Annonce
Annonce
Fodbold

Måske gemmer Danmarks rekordholder på en landstræner

Efter 20 år i topfodbold brænder ilden stadig i Katrine S. Pedersen, der er ny assistent for kvindelandsholdet – og måske drømmer i det små om at blive landstræner en dag.

Annonce

Vinden pisker toppen af Middelhavet til hvidt skum, mens høje bølger angriber sandet i tunge skvulp. Få hundrede meter fra stranden i den sydtyrkiske by Belek trodser en flok kvinder med DBU-logo på brystet elementernes rasen og ignorerer, at salver af hårde dråber jævnligt styrter mod jorden.

En af dem er Katrine S. Pedersen. Egentlig indstillede anføreren karrieren efter at have vundet EM-bronze i 2013, men efter et par år væk fra kvindernes bedste landshold er den 38-årige østjyde med den imponerende rekord på 210 landskampe tilbage i Danmarks røde og hvide farver – nu i en ny rolle. Hun er blevet assistent for landstræner Nils Nielsen, fordi DBU kom med et »interessant« tilbud, og fordi hun »elsker« fodbold. Også selv om vejret på vintertræningslejren gør sit til at terrorisere enhver glæde ud af holdet.

Katrine S. Pedersen

Blå bog

Fuldt navn: Katrine Søndergaard Pedersen

Født: 13. april 1977 i Horsens

Position: Defensiv midtbane

Klubber: Stensballe, HEI, Skovbakken, Fulham, Fløya, Djurgården/Älvsjö, Asker, Stabæk, Adelaide

Landshold: 210 kampe for Danmark og 9 mål i 1994-2013, nu assistent for landstræner Nils Nielsen

Meritter: EM-bronze i 2001 og 2013, Årets Spiller i 2011 og 2013

»Når først man er i det, er det stadig sjovt, selv sådan en dag. Det er definitionen på at være dedikeret, tror jeg. Når man virkelig gerne vil opnå noget, kan man være så opslugt af det, at man lukker alt andet ude. Altså, træning er da federe i solskin, men jeg mærker ikke regnen og blæsten«, siger Katrine S. Pedersen.

»Nu forbereder vi os på to vigtige EM-kvalifikationskampe mod Polen i foråret, og så fylder vejen mod det mål alt lige nu. Det er ikke svært for mig at vælge at gå ud i sådan et vejr, ligesom det i løbet af min karriere ikke har været en svær prioritering at lade være med at tage til en fødselsdag hos bedstemor, fordi jeg skal træne. Der har været masser af fravalg de seneste mere end 20 år, og folk spørger indimellem, om ikke det ærgrer mig. Men sandheden er, at det ikke har været svært. Det har været helt naturligt«, siger hun.

Graviditet blev anledningen:Dansk rekordholder stopper karrieren

Det er også naturligt, at hun nu igen er en del af det landshold, der har givet hende så mange gode oplevelser. Og to EM-medaljer. Siden 2007 har hun været tilknyttet Norges Toppidrettsgymnas, hvor hun træner skolens talentfulde fodboldpiger, så det er altså ikke fremmed for hende at udvikle spillere, som hun nu også gør for Danmark. Selv om hun endnu er ’fersk’ i trænerfaget, har hun fået mod på mere. Måske endda det danske landstrænerjob en dag – i så fald vil hun blive den første kvindelige chef for nationalmandskabet og træde i Morten Olsens fodspor som en spiller, der først var mangeårig anfører på banen og siden rykkede ud på sidelinjen for at dirigere derfra.

»På skolen har jeg arbejdet meget med at udvikle spillerne, men jeg er stadig ret fersk i den del af trænerjobbet, hvor det handler om at vinde kampe. Det er virkelig interessant, for det er egentlig det holdmæssige og taktiske, jeg finder mest spændende. Det var også det, jeg var mest interesseret i som spiller – jeg var ikke ret god individuelt, men jeg kunne gøre andre gode og se, hvad vi som hold skulle gøre«, siger Katrine S. Pedersen.

Kunne du se dig selv stå i spidsen for en klub som cheftræner?

»Ja, det kunne jeg godt tænke mig på et tidspunkt. Jeg synes, det er rigtig fedt, at jeg blev tilbudt det her assistentjob og nu kan være under Nils’ vinger og lære en masse af ham eller andre folk rundt om holdet. Samtidig kan jeg godt lide, at jeg stadig kan være med omkring de her store oplevelser på landsholdet, og at jeg kan være med til at sørge for, at andre bliver gode til fodbold og måske endda så gode, at de kan komme til slutrunder og få nogle af de gode erfaringer, jeg selv har haft. Måske endda tage medalje ved en slutrunde igen«, siger Katrine S. Pedersen.

Med 210 landskampe og knap 20 år på landsholdet har du jo en helt særlig status i dansk fodbold, ligesom Morten Olsen også havde det. Hvad har du gjort dig af tanker om måske at blive landstræner en dag?

Det er da ingen hemmelighed, at jeg godt kunne tænke mig at blive så dygtig, at jeg kunne være hende, der står i spidsen

Katrine S. Pedersen, landstræner-assistent

»Altså, det tænker jeg ikke så meget over i hverdagen, for det er ikke der, jeg er i min udvikling lige nu. Men det er da ingen hemmelighed, at jeg godt kunne tænke mig at blive så dygtig, at jeg kunne være hende, der står i spidsen – for jeg synes også, at det er sjovt at bestemme, hvordan vi skal spille. Så tanken tiltaler mig da. Jeg kan godt se for mig, at det en dag vil være noget, jeg kunne tænke mig«.

Hverken regnsalver, skumsprøjt eller vind kan i hvert fald slukke ilden i hende.

Redaktionen anbefaler

Sportsdøgnet: Emil Larsen rejser efter OB-skuffelse

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce