Annonce
Annonce
Fodbold

Nu er der også en tidligere Brøndby- og FCK-spiller i Island

Antallet af danske spillere i udenlandske klubber er vokset yderligere i det seneste transfervindue.

Endnu en gang er kontingentet af danske fodboldspillere med prædikatet ’udlandsprofessionelle’ vokset efter det transfervindue, der stadig blafrer i nogle af de mindre ligaer.

Det fremgår af oversigten over spillere, der er rejst ud og er vendt hjem. 10 af de landflygtige forlader Superligaen, der har fået 5 tilbagevendte fra belgisk, norsk og islandsk fodbold.

I det hele taget fylder klubskifterne mellem nordiske klubber meget, når det handler om de danske spillere.

HØR PODCASTPolitikens Fodboldmagasin uge 37: Hvorfor fejler danske spillere så ofte i udlandet?

Ud over de 24 spillere, der har krydset de danske grænser, har ikke færre end 19 spillere skiftet fra den ene udenlandske klub til den anden, mens yderligere 6 står uden klub, fordi deres kontrakter i Norge og Island er udløbet med den tidligere FC Nordsjælland-spiller Søren Christensen, der den seneste sæson har spillet for Haugesund, som den mest prominente.

Som sportschef hos Throttur har Per Rud bidraget til, at et par spillere med erfaring fra Superligaen er havnet i islandsk fodbold, hvor det indtil for et par år siden primært var relativt ukendte spillere fra den næstbedste og tredjebedste række, der sikrede sig et eventyr på vulkanøen.

Klar tendens

I den kommende sæson spiller 33-årige Sebastian Svärd i sit ottende land efter en karriere, der har været forbi både FC København og Brøndby samt klubber i England, Tyskland, Portugal, Holland, Sverige og Thailand, og hos den islandske oprykker bliver Svärd holdkammerat med brasilianeren Thiago Pinto Borges, hvis professionelle karriere tæller fem danske, en kroatisk og svensk klub med superligakampe for Esbjerg og FC Vestsjælland.

Desuden er Morten Beck Andersen efter superligakampe for Silkeborg, AGF og Hobro skiftet til KR Reykjavik.

»Det er en klar tendens. Klubberne er blevet bedre og dygtigere, så man ikke længere bare tager, hvad man får tilbudt, men selv kan vælge. Derfor er det nu spillere fra en højere hylde, der er kommet til. Samtidig er det blandt spillerne blevet mere accepteret, at man tager herop og spiller. Det er mere spændende at spille på højeste niveau her end på det næsthøjeste i Danmark«, siger Per Rud, der efter tiden i Brøndby og Throttur nu er tilbage som sportschef i HB Køge.

Thiago Pinto Borges har skrevet en 2-årig kontrakt med Throttur, og længere aftaler er en ny tendens i Island.

»Islands EM-kvalifikation har været med til at skabe mere røre om fodbolden, selv om det ikke er nationalsporten. På grund af den korte sæson blev spillerne tidligere ofte aflønnet i 6-7 måneder og så lejet ud. Kun de islandske spillere var med fra starten på træningen, men nu kommer de udenlandske spillere tidligere til og får en hverdag, hvor der trænes hver dag«, siger Per Rud.

Højt niveau i lavere rækker

I de fire største europæiske ligaer, England, Tyskland, Spanien og Italien, er antallet af danskere faldet fra 16 til 14 med Anders Lindegaards udlejning fra West Bromwich til Preston og Anders Christiansens skifte fra Chievo til Malmö FF.

Til gengæld er der nu henholdsvis 12 og 4 danskere i de næstbedste rækker i England og Tyskland, men ifølge spilleragenten Michael Stensgaard fra People in Sport er der ingen grund til at underkende hverken Championship eller 2. Bundesliga.

»Premier League kan i kraft af tv-aftalerne vælge fra den allerøverste hylde, så der ikke er 10-15 danskere i den række. Niveauet i de næstbedste rækker er til gengæld nok bedre, end de fleste danskere er klar over. Det kan godt være, der ikke bliver spillet fodbold efter hollandsk mønster, og stilen er anderledes, men niveauet er højt nok til, at en superligaspiller ikke bare kan gå direkte ind og være med. Og når vi sender Jakob Busk til Union Berlin, debuterer han altså foran 25.000 tilskuere«, pointerer Michael Stensgaard om den 22-årige tidligere FCK-målmand, der efter lejeophold i AC Horsens og Sandefjord nu er skiftet til den næstbedste tyske række, hvor han i sin første kamp spillede 2-2 ude mod Kaiserslautern i sidste weekend.

I forhold til det seneste transfervindue har der trods de 43 klubskifter været mindre trafik end for et halvt år siden, da 56 danskere skiftede klub i udlandet, men den aktuelle liste kan nå at vokse yderligere, hvis nogle af spillerne uden kontrakt finder en ny klub.

Redaktionen anbefaler

Trods moderbinding spiller over 100 danskere fodbold i udlandet

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce