Jeg hader denne digtsamling. Jeg kan ikke fordrage den, den er rædsom, gyselig, voldelig, manieret, opblæst, utålelig - det er en helt igennem lattervækkende og forfærdelig samling såkaldte 'digte'. Hér excellerer den unge digter Lars Skinnebach i grov, retorisk vold, han overfuser sin læser, sparker hende i skridtet, tilsviner hende, spytter på vores land, og lefler imens umådeholdent for sin egen lille insider-gruppe; med andre ord: Det er en gennemført usympatisk digtsamling. Desværre for mig er den også brillant og interessant. Folk vil gerne have billedsprog Rent formelt er samlingen delt i fem afdelinger (hhv. '21. århundredes ærinde', 'Vi er hjemme igen, folkens', 'Ensom her blandt mennesker', 'Alle destinationer i havet' og 'Læs mig! Jeg har store bryster'), indledt af en præambel på tre digte; alle digte er uden titel. Der er en del synæstesi, f.eks. »skreg det med røg i byerne«, eller »folk vil gerne ha et billedsprog/ at slikke sig om øjnene med«. Der arbejdes flittigt med tegnsætning, især imperativt råbende og bydende, eller manende og inviterende udråbstegn. Skinnebachs krigsskib Skinnebach knokler uhyre fint med linjebrud og bittesmå, men ofte grove skanderinger og brud, syntaktisk, diskursivt, semantisk og grammatisk - der opstår heraf en på samme tid glidende og aggressivt staccato-agtig fremdrift, som ved et verbalt overfald, eller en heftigt hviskende, obskøn kærlighedserklæring - hør her: »mens vi elskede, skede/ din mistro«, hvor »elskede« og »skede« på samme tid er ekko og grovhed. Det sidste rimer med, at en stor kaskade af ømhed og gæstfrihed, savn (af hjembyen og vennerne), patos og varme også og ikke mindst sniger sig rundt mellem spanterne i Skinnebachs krigsskib. Jeg fylder dig med lort Men kanonerne er ladet: Kapitalismen og liberalismen og nationalismen og al verdens almindelige og standende råhed og dumhed og brutalitet får nogle gedigne skud for boven - ikke i form af entydig prædiken, men snarere i skikkelse af en dybt tvetydig og blakket kanonade, der skyder begge veje, f.eks. som her: »Jeg vil gerne frigøre dine tanker/ jeg tror konservatisme er vejen«. Og det kan vel næppe læses som næste skridt på vej mod indmeldelse i det Konservative Folkeparti; eller den mere direkte: »Konformisme/ er den sande revolution/ den æder os op i lykkerus«. Digtene myldrer generelt med vold og porno, f.eks. »Skrub af/ din spand eller jeg fylder dig/ med lort«, eller: »At det er tilladt at skrive/ lille gud, på det her sprog er en frihed/ vi må skampule«. Amerika græder olietårer Og så er der hele sidste suite 'Læs mig! Jeg har store bryster', der er en vidunderligt skamløs og vulgær og hidsig art porno-poesi med den anonyme kvinde som udsigerske af sin endeløse 'pussy-power'. Hér er ikke noget med Zentropas vaseline på linsen og softporn af og for kvinder, det er råt for usødet en besyngelse af sex som magt, men som alligevel udmunder i en sært besk hengivelse til manden. Skinnebach leger digtene igennem med omsving mellem afmagt og megalomani, mellem forkastelse og accept, mellem afvisning og opfordring, mellem uvidenhed og alvidenhed, mellem udstødelse og inklusion, ofte pakket sammen i en og samme sætning, som her: »Se Amerika/ græde, de græder deres olietårer/ og knalder retfærdighedens lillesøster/ i hendes lille arabiske røvhul/ Sådan gør de det og jeg er helt på deres side«.