Nydanskere bag hvert andet overfald på fodbolddommere

DBU erkender, at vold mod fodbolddommere begået af folk med anden etnisk baggrund end dansk er et stort problem.

Fodbold

Når dommerne på de danske fodboldbaner bliver truet eller overfaldet, er bagmanden i over hvert andet tilfælde en fodboldspiller med anden etnisk baggrund end dansk.

En ny statistik fra Sjællands Boldspil-Union (SBU) viser, at der i 2008 var i alt 65 volds- og trusselssager mod fodbolddommere.

33 af dem, der stod bag den voldsomme opførsel, havde anden etnisk baggrund end dansk. Det er første gang i den fireårige periode, statistikken er lavet, at nydanskere tegner sig for så stort et antal.

SBU har opgjort tallene ved at udtrække de sager, der kan opgøres som deciderede trussels- eller voldssager, og herefter sammentalt de navne, der med sikkerhed ikke er danske.

DBU: Stort problem
Bestyrelsesmedlem i SBU og formand for Dansk Boldspil-Unions (DBU) integrationspulje Jørn Hedengran anerkender, at der er tale om et stort problem.

»Vi har en helvedes opgave, vi skal have løst«, siger han.

»Jeg tror ikke, der er nogen, der har fundet de vises sten endnu, men det vigtigste er hele tiden at udvikle nogle redskaber til forebyggende arbejde. Jeg tror dog aldrig, man kan fjerne problemet helt. Til det er kulturforskellene simpelt hen for omfattende«.

Jørn Hedengran understreger samtidig, at han ikke har tænkt sig at give op.

Grove sager
Af et dokument, Politiken har fået indsigt i, fremgår det, at voldssagernes karakter ikke blot er lette puf og skub. I to sager er der eksempelvis blevet taget kvælertag på dommeren.

I en anden sag er dommeren blevet både slået og spyttet på.

Og i en tredje er dommeren blevet slået adskillige gange. Det fremgår også, at der er tale om trusler, der typisk går ud på at love dommeren tæsk og optræde groft usportsligt.

Alle de nævnte sager er fra 2008 og er alle begået af nydanske spillere.

Løbet løbsk
Lars Kruse, medarbejder for Danmarks Idræts-Forbund, arbejder med at integrere nydanskere i det danske foreningsliv. Han mener, situationen er løbet løbsk.

»De mange indvandrerklubber, hvor der er tale om hold bestående af nydanske spillere, udgør et problem. Her må vi erkende, at vi stadig oplever kraftige kultursammenstød. Så længe holdene vinder, fungerer det meget godt, men når de møder modstand og taber kampe, går det galt. Nogle af de her konflikter skyldes en anderledes kulturel baggrund, som gør, at voldssagerne bliver ret voldsomme. De her tal er jo helt utilstedelige«, siger han og tilføjer, at problemerne typisk opstår hos de såkaldt lukkede indvandrerklubber, som kun har ét seniorhold tilknyttet.

Disciplin er nødvendig
Formanden for indvandrerfodboldklubben Grønne Stjerne IF i København, Anoir Hassouni, betegner tallene for nydanskere som »skræmmende«:

»Det er ikke godt at se og skræmmende, når man hører de her statistikker, men man kan ikke bare sige, at det er på grund af dit eller dat. Folk går op i det med liv og sjæl – også selv om det er i serie 6«.

Han mener, det handler om at slå hårdt ned på uromagerne på banen.

»Vi har selv meget stort fokus på disciplin på banen. Vi er ikke en ren etnisk klub. Vi er ikke rent danske, marokkanske eller tyrkiske. Vi er mangfoldige i vores baggrund. Det har vi meget fokus på fra bestyrelsens side«.

Flere trusler om vold
Fodboldklubben Grønne Stjerne IF er i dag slået sammen med Nørrebro United for at tiltrække flere spillere og integrere danskere og nydanskere.

Oprindeligt bestod holdet fortrinsvis af marokkanske spillere og nogle få danske, men i dag er der seks forskellige nationaliteter på deres serie 1-hold.

Flere dommerklubber har over for Politiken udtalt, at udviklingen er et decideret problem for danske fodbolddommere. Her er det allerede velkendt, at kampe med mange spillere af anden etnisk baggrund involverer en højere risiko for trusler eller overfald.

Hos DBU har man nu udviklet et særligt dommerkursus, der er målrettet kampe med nydanskere. Kurset er frivilligt for fodbolddommere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

    Thailands trafikkaos koster liv

    Claus Blok Thomsen

    Journalist

    Hver femte traumepatient i Thailand dør på vej til hospitalet, fordi ambulancen sidder fast i landets kaotiske trafik. Det skriver Bangkok Post efter at en video på de sociale medier har skabt fornyet debat om problemet. På videoen kan man se en bilist, der ikke vil give plads for en ambulance under udrykning.

Annonce