FRONTFIGUR. François Carrard har en lang karriere i sportens verden. Kritikere havde gerne set mere uafhængige personer med i komiteen.
Foto: Laurent Gillieron/AP (arkiv)

FRONTFIGUR. François Carrard har en lang karriere i sportens verden. Kritikere havde gerne set mere uafhængige personer med i komiteen.

Fodbold

Mere kritik af Fifa: Vilje til reformer er overfladisk

Komité, der skal komme med forslag til at forny fodboldforbundet, er i høj grad hentet fra sportens og især fodboldens verden. Det møder kritik.

Fodbold

Når Det Internationale Fodboldforbund om godt et halvt år skal vælge en afløser for den mangeårige præsident Sepp Blatter, skal den ekstraordinære kongres samtidig tage stilling til et antal reformforslag fremsat af en nyudpeget komité.

Komiteen er blevet nedsat i kølvandet på den skandale, der for alvor udfoldede sig sidst i maj, da 7 personer blev anholdt i Schweiz på foranledning af amerikansk politi under mistanke for korruption. Krisens omfang i Fifa blev understreget få dage senere, da den ellers genvalgte præsident Sepp Blatter bebudede sin afgang og samtidig lovede reformer.

Hvorvidt det kommer til en gennemgribende reformering af Fifa, er der dog delte meninger om, og offentliggørelsen af navnene på medlemmerne af reformkomiteen har givet skepsissen ny næring.

»Der skal reformer til, og nogle af de reformer, de vil foreslå, blev også foreslået af den foregående uafhængige reformkomité, men afvist af Fifa. Nu brænder jorden så lidt mere på grund af de arrestationer, der har været, og politimyndighedernes efterforskning i USA og Schweiz. Derfor siger de: Vi må gøre noget mere, så vi ser respektable ud. De vil formentlig ændre nogle ting, der sådan set kan være vigtige nok, såsom tidsbegrænsninger på valgperioder og offentliggørelse af honorarer, men som jeg ser det, har de ikke tænkt sig at sige: Nu går vi ind og rydder op i fortiden og skifter nogle af de personer ud, der kan være belastede – medmindre politiet gør det for dem. Så grundlæggende er det ’etpartistaten’, der prøver at reformere sig selv en lille smule for at slå uroen ned«, siger Henrik Brandt, direktør i Idrættens Analyseinstitut.

Medlemmerne af komiteen under ledelse af den tidligere generaldirektør i Den Internationale Olympiske Komité François Carrard er udpeget af de seks kontinentale føderationer under Fifa, og kritikerne havde gerne set en helt uafhængig komité.

Det gælder blandt andet organisationen New Fifa Now, der består af fodboldfans, spillere, sponsorer, ikkesponsorer og regeringer.

New Fifa Now fremhæver blandt andet, at tre medlemmer af reformkomiteen samtidig sidder i Fifa’s eksekutivkomité, herunder Abo Rida.

Egypteren var tidligere tæt allieret med Mohammed Bin Hamman, der nu er udelukket fra alle aktiviteter under Fifa efter som medlem af fodboldforbundets eksekutivkomité at have modtaget bestikkelse i forbindelse med afstemninger om VM-værtskaber.

Fifa ville i første omgang have sat Domenico Scala, der er formand for forbundets uafhængige kontrolorgan, Audit & Compliance, i spidsen for reformkomiteen, men schweizeren sagde nej til opgaven. Scala krævede, at komiteen blev autonom i forhold til Fifa, men det ønske kunne ikke opfyldes.

New Fifa Now skriver på sin hjemmeside, at Fifa endnu ikke har forstået situationens alvor, hvilket sammensætningen af reformkomiteen understreger.

Og Henrik Brandt har heller ikke de store forventninger til komiteens arbejde.

»Jeg ser ikke det her som en garanti for, at der nu kommer nogle folk ind, som er mere optagede af at udvikle fodbolden end af at bevare deres egen position og udnytte den så godt, som de kan. De er nødt til at stemme ændringerne igennem denne gang, fordi der er så massivt et pres udefra. Vi skal jo huske på, at Blatter blev genvalgt af Fifa’s medlemslande trods politiets aktion, så internt i klubben kan han nogenlunde styre det. Det interessante er, hvordan omverdenen reagerer, og der har jo været nogle signaler på det seneste både politisk og også fra sponsorernes side om, at de vil have en uafhængig komité. Det spændende bliver, om nogen siger, at det der er bare ikke godt nok. Men der tror jeg ikke, vi er endnu«, siger Henrik Brandt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce