Omstilling. Ifølge et amerikansk anklageskrift har der gennem et kvart århundrede hersket et korrupt og mørkelagt  forretningsmiljø i verdens største enkeltstående idrætsorganisation.
Foto: Steffen Schmidt (arkiv)/AP

Omstilling. Ifølge et amerikansk anklageskrift har der gennem et kvart århundrede hersket et korrupt og mørkelagt forretningsmiljø i verdens største enkeltstående idrætsorganisation.

Korruption: Reform er sidste udkald for tillidsramt Fifa-top

Kriseramte Fifa-topfolk skal tilbage på troværdigt spor. Derfor opfordres de til at sige ja til reform, som fjerner deres magt.

Fodbold

Reformprocessen i det internationale fodboldforbund Fifa kører ad to ulige spor.

Organisationen, der blev alvorligt kriseramt, da adskillige personer blev anholdt for mistanke om korruption for en lille milliard kroner få dage før præsidentvalget i maj, har nedsat en reformkomité. Samtidig ser den schweiziske økonom Domenico Scala til fra sidelinjen – og håber på at få maksimal indflydelse.

Scala – formand for Fifas uafhængige kontrolorgan, Audit & Compliance – fremlagde tidligere på dagen på et telefonpressemøde, hvor Politiken var inviteret med, en ottepunktsplan med anbefalinger til reformkomitéen, der skal konkretisere og udfærdige de reformer, som ifølge Scala har været tiltrængte i ti år.

DOKUMENTATIONHer er Scalas reformforslag i fuld længde

Før hans krav om strukturelle forandringer kan se dagens lys, skal reformerne godkendes af Fifas eksekutivkomité. Det er den eneste myndighed, der kan sende en reformpakke til afstemning blandt de 209 medlemslande. Men eksekutivkomitéen er også det organ, som skal have indskrænket sin magt betragteligt, hvis det står til Domenico Scala.

Et væsentligt element i hans plan er, at centrale hverv – præsidentembedet, generalsekretærposten og medlemskab af eksekutivkomiteen – skal begrænses til at omfatte tre valgperioder svarende til 12 år. Den afgående præsident Sepp Blatter har siddet i 17 år. En af bejlerne til posten som Fifa-boss, Uefa-præsidenten Michel Platini, har siddet 14 år i eksekutivkomitéen.

Det er også anbefalet, at organet, der træffer samtlige vigtige beslutninger som eksempelvis tildeling af VM-turneringer, fremover skal sammesættes ved direkte valg af medlemslandene. Hidtil har hver konføderation (Uefa i Europa, red.) haft et vist antal medlemmer at råde over i den 25 mand store elitekerne.

»Det er nødvendigt for at få Fifa tilbage på et troværdigt spor«, konkluderer Scala, der endvidere peger på, at personer, der i fremtiden skal bestride hverv i Fifa, skal gennem et langt mere omfattende integritetstjek. Fifa-folk i fremtrædende positioner skal ifølge Scalas ønsker screenes for ufinheder af deres hjemlige forbund og den konføderation, de tilhører, før de overhovedet kan blive godkendt til poster i det i Schweiz baserede magtcenter for fodbold.

Domenico Scala mener, at tilliden til Fifa er på et historisk lavpunkt. Klar tale fra en mand, der har som mission, at bede magtfulde mennesker om, at save den gren over, de selv sidder på. I reformkomitéen sidder flere medlemmer af eksekutivorganet, der længe før skandalen i maj nedstemte reformforslag, der til forveksling ligner nogle af dem, Scala nu foreslår. Men Scala er fortrøstningsfuld. De har kun denne ene mulighed for at ændre Fifa og få ryddet op.

KRITIK

»Hvis ingen af mine anbefalinger er med, når reformkomiteen fremlægger deres forslag, så har de helt og aldeles misforstået, hvad det her drejer sig om. Men det var nu ikke det indtryk jeg fik, da jeg mødte dem 2. september«, forklarer Scala, der ikke har planlagt et nyt møde med reformkomiteen. »De kan jo bare ringe. Så kommer jeg«, siger Scala, efter han er kommet med sit input.

Fodboldverdenen venter på, hvad output bliver, når eventuelle reformer skal forsøges vedtaget på den ekstraordinære kongres omkring præsidentvalget i slutningen af februar.

Allerede på mandag kan Fifa-posen få en gevaldig rystetur igen. Her vil de amerikanske og schweiziske myndigheder aflægge statusrapport i deres to sideløbende sager om korruption i perioden 1991-2015 samt urent trav i forbindelse med eksekutivkomiteens tildeling af VM-turneringerne i Rusland 2018 og Qatar 2022.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce