FCK-træner Ståle Solbakken har 100 kamp-jubilæum i aften i Parken. I så mange kampe har han haft ansvaret for FCK-holdet i de europæiske turneringer.
Foto: Jens Dresling

FCK-træner Ståle Solbakken har 100 kamp-jubilæum i aften i Parken. I så mange kampe har han haft ansvaret for FCK-holdet i de europæiske turneringer.

Fodbold

Parken og FC København venter nu på de største hold

Ståle Solbakken er træner for FCK i kamp nummer 100 i Europa, når de danske mestrene i aften har fine chancer for at slå Qarabag ud og spille sin ind i gruppespillet i Champions League, selv om gæsterne fra Aserbajdsjan er mforan 1-0

Fodbold

Benfica, Celtic og Manchester United i 2006. Rubin Kazan, Panathinaikos og Barcelona i 2010. Juventus, Real Madrid og Galatasaray i 2013. Porto, Leicester og Club Brugge i 2016. FC København har mødt mange store, spændende hold på den allerstørste scene, når Ståle Solbakkens mænd fire gange har været med i gruppespil i Champions League.

Tilskuerne vælter ind i Parken til hjemmekampene i den største klubturnering, vi har, og millionerne ruller ned i pengekassen, så FCK kan vokse sig større og stærkere og blive ved med at vinde titler. Europa League-deltagelse er sikret, men CL-drømmen skal blive til virkelighed i aften. Og chancerne er gode.

I Ståle Solbakkens europæiske kamp nummer 100 som træner i FCK – der har spillet i alt 171 – skal spillerne tage succesoplevelsen og det mentale selvtillidsløft, som 3-2-sejren over SønderjyskE gav, med på banen mod Qarabag FK og søge efter at chokstarte som mod FC Vardar.

Det var overfaldsfodbold fra første fløjt, da Jan Gregus bankede bolden ind til 1-0 i første minut og grundlagde en 4-1-gevinst. Situationen er den samme nu. Qarabag FK har også en 1-0-føring med i bagagen til København.

»Vi har en historik, kunnen og erfaring som klub og hold med afgørende europæiske kampe, der forhåbentlig kan give os en fordel. Men jeg tror, at det kan blive dramatisk og tæt. Vardar rådede over flere dygtige individualister, men Qarabag har et hold, som er bedre sammenspillet«, sagde Ståle Solbakken inden den afsluttende træning.

Ståle: En, to, tre nye spillere på vej

»Vi har været 30 procent efter det niveau, vi vil have, men det ser bedre ud. Og måske kan vi blive 30 procent bedre på seks uger, når vi har fået nye spillere ind. Vi vil forstærke os med én, to eller tre spillere«.

Direktør Anders Hørsholt skal give Ståle Solbakken penge til nyindkøb, og der vil være udsigt til ekstra mindst 120 millioner kroner, såfremt FCK for femte gang kommer ind i Champions League.

Landsholdsbacken Peter Ankersen – der må vente på et comeback på VM-holdet til senere – har med Red Bull Salzburg været med til at vende et nederlag på udebane mod Qarabag til en samlet sejr i hjemmekampen. Det er tre år siden og kan måske ikke bruges til så meget i dag. Vigtigere er det, at FCK-statistikken på hjemmebane er god med seks sejre og tre gange uafgjort i de seneste ti kampe.

»3-2-opgøret mod SønderjyskE viste, at vi har fået marginalerne over på vores side. Vi spillede en meget stærk første halvleg. Og jeg føler selv, at det går fremad for mig efter den lange skadepause«, siger Peter Ankersen.

»Men jeg forstår og accepterer, at landstræneren ikke valgte mig til truppen denne gang. Jeg får stadig mere energi i mit spil, og formen bliver bedre og bedre«.

»Og som den eneste, der lige nu, når Erik Johansson er skadet, er tilbage fra firebackkæden på mesterholdet i sidste sæson, forsøger jeg at tage større ansvar og have en slags lederrolle«.

FCK kan spille i flere turneringer

Ståle Solbakkens første kamp i Europa med FCK var mod finnerne fra MyPa-47. De blev slået 2-0 i Parken i kvalifikationsturneringen til Champions League i 2006. Året efter blev FCK mester igen.

Tre ud af fire gange har FCK’erne vundet guld, når de har spillet i CL-gruppespil. Det kiksede i 2013-14, da Ståle Solbakken var vendt ’hjem’ igen og ikke selv havde formet holdet. Der skal en god, bred trup med talent og fysisk styrke, kvalitet og erfaring til at få løbende succes i flere turneringer.

En sejr, som er stor nok, over mesterholdet fra Aserbajdsjan vil give FCK’erne et kæmpeløft efter en sæsonstart, hvor Ståle Solbakken ikke altid har set glad ud.

Tilskuersnittet til hjemmekampene i Superligaen (alle spillet lørdag aften) er beskedne 8.644. Gennemsnittet efter to europæiske kampe hedder 12.182. Da FCK spillede tre CL-kampe i gruppespillet sidste år, var der i alt 91.787 tilskuere i Parken. Et tal, som siger alt om vigtigheden af kampen i aften.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce