Landstræner Søren Randa-Boldt - der her er i aktion under kvindelandsholdets  6-1-sejr over Ungarn i september - er godt træt af konflikten mellem spillerne og DBU.
Foto: Lars Poulsen

Landstræner Søren Randa-Boldt - der her er i aktion under kvindelandsholdets 6-1-sejr over Ungarn i september - er godt træt af konflikten mellem spillerne og DBU.

Fodbold

Landstræner uden portefølje: »Det har mildest talt været håbløst at se på det her«

Den midlertidige landstræner Søren Randa-Boldt har endnu ikke trænet fodboldkvinderne en eneste gang på grund af deres konflikt med DBU.

Fodbold

I cirka to måneder har Søren Randa-Boldt været landstræner for Danmarks bedste fodboldkvinder. Men i samme perioder har han ikke trænet dem en eneste gang - det er en konsekvens af den konflikt mellem spillerne og Dansk Boldspil-Union, som onsdag førte til en aflysning af fredagens vigtige VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Af den årsag er Søren Randa-Boldt landstræner uden portefølje.

»Det er ret ærgerligt, at jeg ikke engang har prøvet at træne dem. Og det har mildest talt været håbløst at se på det her. Og det har været frustrerende, at jeg ikke rigtig kunne stille noget op«, siger han.

Efter sommerens flotte EM-sølv overtog U19-landstræner Søren Randa-Boldt ansvaret for kvindernes A-landshold i en midlertidig periode, da Nils Nielsen stoppede. Men umiddelbart efter slutrunden i Holland brød konflikten om en ny landsholdsaftale også ud, og det er på grund af den, at den vikarierende chef ikke har haft mulighed for at træne med spillerne.

Når Harder-trøjerne forsvinder

I september blev de væk fra landsholdslejren, fordi de var utilfredse med de vilkår, DBU tilbød. Det førte til, at en udsolgt venskabskamp og EM-revanche mod Holland blev aflyst, så flere end 10.000 forventningsfulde gæster i Horsens måtte blive hjemme.

Derefter var det lige ved at føre til et afbud til den første VM-kvalifikationsdyst. Men en midlertidig aftale sendte i sidste øjeblik spillerne på græs i Ungarn, men alt sammen skete så sent, at Søren Randa-Boldt kunne nåede at stå i spidsen for fodboldkvinderne i 6-1-sejren. Ikke i nogen træninger.

Og nu er de så igen blevet væk fra landsholdslejren i protest over den aftale, DBU har tilbudt dem.

Fra sidelinjen har Søren Randa-Boldt de seneste par måneder bare set dansk kvindefodbold smuldre fra hinanden.

»Jeg er virkelig ked af det på dansk kvindefodbolds vegne, at det skulle gå så vidt. Jeg synes, det er ærgerligt, at det er nået helt derud, hvor det går ud over det sportslige. Det er vel ikke det, der er meningen med at have nogen til at hjælpe sig med en forhandling, så det er drønærgerligt«, siger han.

»Nu har vi kæmpet for respekten i mange år, og i sommer slog kvindelandsholdet for alvor igennem med EM-sølvet og fik en masse fans. Pludselig så vi, at Messi- og Ronaldo-trøjer nogle steder blev skiftet ud med Harder og Nadim. Ja... Det er svært at fastholde det, når fansene ikke kan se dem spille«, siger han og konkluderer, at »det er rigtig skidt for alle«.

Brug for at komme væk

Indtil videre er det uklart, hvad der kommer til at ske. Om danskerne bliver smidt ud af VM-kvalifikationen for ikke at dukke op til fredagens kamp i Sverige, eller om de slipper med en pointstraf og at blive taberdømt i den dyst.

Foreløbig skal de stadig spille næste kamp på tirsdag mod Kroatien på udebane.

»Så nu gør jeg, som jeg har gjort den seneste halvanden måned: Jeg forbereder mig til næste opgave. Og det er kampen mod Kroatien. Hvis den også bliver aflyst, så kan jeg stoppe med at forberede mig«, siger Randa-Boldt, hvis periode som landstræner for A-holdet udløber efter det opgør.

I aften holder han dog en tiltrængt pause fra alle de frugtesløse forberedelser:

»Jeg tager til Silkeborg for at se det hold, som jeg egentlig har ansvar for, spille. U19-landsholdet. I stedet for at sidde derhjemme og glo og være irriteret, kører jeg en lille tur til Silkeborg. Jeg har ventet længe nok i de her to måneder, så nu må jeg altså lige komme lidt ud af mit hus. Komme lidt væk fra det hele«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce