Landsholdsanfører Pernille Harder (i midten) skal sammen med holdkammeraterne spille mod Kroatien tirsdag.
Foto: Peter Hove Olesen

Landsholdsanfører Pernille Harder (i midten) skal sammen med holdkammeraterne spille mod Kroatien tirsdag.

Fodbold

Landsholdets delaftale blev forhandlet på plads om natten via email

DBU's elitechef har svært ved at se kampen mod Sverige blive spillet på et senere tidspunkt.

Fodbold

Forhandlingsklimaet mellem Dansk Boldspil Union (DBU) og Spillerforeningen har gennem flere år været ganske dårligt med en miserabel kemi mellem flere af hovedpersonerne. Og der var da heller ingen direkte personlig kontakt mellem parterne, da en delaftale kom på plads fredag morgen, så kvindelandsholdet kan rejse til Kroatien og spille VM-kamp tirsdag.

Delaftalen, der sikrer kvalifikationskampen, blev nemlig formuleret efter et forhandlingsforløb via emails, fortæller DBU's elitechef Kim Hallberg.

»Vi har siden sidste tirsdag, hvor Spillerforeningen rejser sig fra forhandlingsbordet, forsøgt at få dem tilbage. Vi har sagt 'lad os nu komme videre og få spillet den kamp på de vilkår, som der nu er til rådighed og få forhandlet de sidste ting på plads bagefter'. Det har de ikke ønsket, før de lang tid efter de skulle være vendt tilbage, pludselig finder ud af, at nu kunne de måske godt tænke sig at spille på en delaftale alligevel. Så tager vi selvfølgelig imod den åbning og sætter os ned og snakker primært via mail med Spillerforeningen om hvordan den delaftale kan strikkes samen«, fortæller Kim Hallberg.

Kim Hallberg siger, at kontakten fra Spillerforeningen kom  for sent i forhold til at redde kampen fredag aften mod Sverige i Göteborg, fordi alle de praktiske ting omkring opgørets afvikling var aflyst.

»Men vi er selvfølgelig glade for den åbning der kommer og at de er villige til at fravige deres krav om at der skal ligge en fiks og færdig aftale«, siger Kim Hallberg.

Da delaftalen var i hus, gav flere af de danske spillere udtryk for et håb om, at kampen mod Sverige måske kunne spilles på et senere tidspunkt.

Flere af de svenske spillere har også udtalt, at de gerne stiller op mod Danmark trods det tumultariske forløb, der medførte af aflysningen.

Jeg tror faktisk det vil blive opfattet som meget mærkeligt at vi først aflyser kampen og så siger i øvrigt kunne vi så ikke lige mødes på et andet tidspunkt

At kampen skulle blive en realitet, tvivler Kim Hallberg dog meget stærkt på, og der bliver i hvert ikke fra dansk side taget initiativ til at få kampen spillet.

Kim Hallberg ser ikke de store muligheder for, at kampen mod Sverige bliver spillet på et senere tidspunkt. Foto: fodboldbilleder.dk

Kim Hallberg ser ikke de store muligheder for, at kampen mod Sverige bliver spillet på et senere tidspunkt. Foto: fodboldbilleder.dk

»Det ville selvfølgelig være glædeligt, hvis det overhovedet var muligt. Vi har haft en dialog med det svenske forbund, men det har udelukkende været om praktiske ting i forbindelse med aflysningen. Men hvis det på nogen måde kunne være en mulighed, ville det da være tosset af os at afvise det. Lige nu er mit billede bare det, at det ikke er en option hverken i svenskernes eller i Uefas optik. Jeg tror ikke, vi er berettigede til at foreslå den slags. Jeg tror der er rigeligt med skuffelse fra deres side over at vi er kommet så vidt i vores regi. Jeg tror faktisk det vil blive opfattet som meget mærkeligt at vi først aflyser kampen og så siger i øvrigt kunne vi så ikke lige mødes på et andet tidspunkt«, siger Kim Hallberg.

DBU står nu i den situation, at det danske landshold stiller op til en kamp mod Kroatien tirsdag, men samtidig kan imødese en eller anden form for sanktion fra Uefa og Fifa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gennem hele forløbet har unionen været i dialog med de to internationale forbund, men ifølge Kim Hallberg har hverken Uefa eller Fifa indikeret, hvad straffen bliver.

»Vi har fortalt Uefa og Fifa, at vi talte med Spillerforeningen om at vi måske kunne spille mod Kroatien for at være sikker på, de ikke foretog sig nogle drastiske ting på det område. Så der har været en god dialog med særligt Uefa, der er turneringsansvarlig for kvalkampene. Det afspejler sig også i at Uefa har tilbudt sammen med Fifpro at mægle i konflikten. Det tager jeg også som udtryk for, at de ønsker at det her problem bliver løst og ikke kun ser det som et nationalt dansk anliggende«, siger Kim Hallberg.

Nu er der kun tilbage for DBU at væbne sig med tålmodighed og afvente en straf for afbuddet til kampen mod Sverige.

»Vi skal selvfølgelig aflevere vores partsindlæg og håber også at det, at vi kan finde sammen og spiller på tirsdag, kan ende med at være en formildende omstændighed. Men det er mere et håb end noget jeg ved reelt«, siger Kim Hallberg.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce