Annonce
Annonce
Annonce
Fodbold

Portræt: Fra dansk reserve til keeper i gigantklub

På rekordtid er rapkæftede Anders Lindegaard gået fra andetvalg i OB til startopstilling på landsholdet. Og måske United..?

Gem til liste

Sortere kunne det næppe se ud.

På to minutter havde Portugals elegante kantspiller Nani scoret to gange mod Danmark, og nu humpede målmand Thomas Sørensen ud af banen med en forvredet hofte. Ind løb i stedet den stort set uprøvede reserve, 26-årige Anders Lindegaard.

Opgaven var klar: Værsgo, Anders. Så elendigt som vi spiller, skal du redde utallige skud fra de portugisiske verdensstjerner, hvis ikke vi skal rejse hjem fra Porto som en flok totalydmygede skoledrenge med postkasserøde ører.

LÆS ARTIKELLindegaard forhandler med Manchester United

Urutinerede Anders Lindegaard fyldte Thomas Sørensens målmandshandsker helt ud. Gang på gang brillerede han med redninger af en sådan kaliber, at det klinger fattigt at betegne dem som 'gode'.

'Fantastiske' rækker bedre. Flere gange lynekspederede målmanden sin 1,93 meter lange krop ud til stolperne og afværgede skud fra Portugals feterede fodboldmillionærer.

»Flere af hans redninger var af rigtig høj kvalitet«, siger landsholdets målmandstræner, Lars Høgh.

Til at starte med var han ikke noget synderligt stort talent

Lasse Rostholm, ven

Bedre end en orgasme
For mindre end et halvt år siden havde de færreste danskere vel hørt om Anders Lindegaard fra klubben Aalesund i Norge.

Nu har han stået flot i tre landskampe, og bestyrelsesformanden i Aalesund er netop nu på besøg i den europæiske topklubb Manchester United for at forhandle et køb af danskeren på plads.

Efter sin første landskamp mod Island i september beskrev Anders Lindegaard selv udviklingen således: »Det er fantastisk at få sin debut i Parken. Ja, faktisk er det bedre end en orgasme«.

Den ulykkelige kærlighed
Det stod ellers hverken skrevet i stjernerne eller nogen andre steder, at Anders Rosenkrantz Lindegaard fra Odense-forstaden Dyrup skulle blive en stor målmand.

Mens han endnu var i den alder, hvor fødderne er så små, at støvlerne nærmere er fingerbøl af læder end egentlige sko, begyndte han i OB, den lokale storklub. De første 6-7 år spillede Lindegaard angriber, og først som 12-årig spejlvendte han banen og blev målmand.

»Til at starte med var han ikke noget synderligt stort talent. Men viljen og lysten til at blive rigtig god var større end alle vi andres, og det har drevet ham til, hvor han er i dag«, siger Lasse Rostholm, der er bedste venner med Lindegaard og spillede sammen med ham i ungdomsårene.

LÆS OGSÅSchmeichel: Lindegaard passer ikke til United

Som senior formåede Anders Lindegaard ikke at spille sig på førsteholdet, og da han i sommeren 2009 endnu ikke havde fået sit gennembrud for OB, skiftede han til Aalesund i Norge.

Men det var ikke let for den 25-årige målmand at forlade den klub, han altid havde spillet for. Han har tidligere sagt, at hvis man pillede en knogle ud af kroppen på ham, vil man se, at den er blå-og hvidstribet. Det havde været en drengedrøm at slå igennem for OB, og derfor var han også bitter over, at det ikke lykkedes.

Fakta

Anders Rosenkrantz Lindegaard
  • Født 13. april 1984 i Dyrup.
  • Er 193 centimeter høj og vejer 87 kg.
  • Spillede fra 2003 til 2009 i OB.
  • I 2008 blev han udlejet fra OB til Kolding.
  • Skiftede til norske Aalesund i 2009 efter en periode som reserve i OB.
  • To U19-, fire U20-og tre A-landskampe Danmark

»Jeg håber, at der rent ud sagt er nogle OB-ledere, der sidder og river sig i røvskægget over at se mig spille på landsholdet«, sagde Lindegaard efter sin første landskamp i september.

LÆS ARTIKELSalg af dansk målmand kan sikre OB millioner

Hvad OB ikke forstod at værdsætte, gør de til gengæld i Aalesund. Klubbens direktør og træner har begge kaldt Anders Lindegaard for den klart bedste målmand i den norske liga, og det er de ikke ene om at mene: Den seneste tid er danskerens navn på ugebasis koblet sammen med store europæiske klubber, og Manchester United ser altså ud til at vinde den strid.

Interessen fra fodboldens stormagter tager Anders Lindegaard imidlertid roligt, mener Lasse Rostholm.

»Han har et fornuftigt hoved, og han er god til at håndtere al den der hype, fordi han er et helt menneske ved siden af sporten«, siger han.

Pjækkede fra klichéskolen
I det hele taget matcher Anders Lindegaard ikke det stereotype billede af en professionel fodboldspiller, der ikke kan andet end at tjatte til en klump syntetisk læder og ligge på sofaen for at spille Playstation.

Han har både læst på Syddansk Universitet, maler og elsker at lave mad.

Heller ikke når det kommer til at udtale sig, er Lindegaard , som fodboldspillere er flest. Han var åbenbart syg, den dag de andre mødte op til undervisning i klichéskolen, hvor de lærte at sige, at de skal »arbejde stenhårdt«, »ud over stepperne« og »slippe håndbremsen«.

Egoistisk
I stedet kommer der næsten altid interessante citater fra målmanden - hvad enten det gælder OB-lederes røvskæg eller en orgasmisk landsholdsdebut.

Som så meget andet i livet har det haft sin pris, at Anders Lindegaard for alt i verden vil nå sine mål om at spille på landsholdet og i Premier League. Han er ikke længere sammen med sin kæreste gennem seks år, da forholdet blandt andet ikke kunne forenes med det liv, han fører lige nu. Et liv, der stort set udelukkende handler om at blive en bedre målmand.

»Anders er et sindssygt egoistisk menneske, det ved han også godt selv. Først og fremmest tænker han på sig selv, og hvordan han kan optimere sit spil, men det er han også nødt til, hvis han skal komme så langt, som han gerne vil. Lige nu betyder det alt for ham«, siger Lasse Rostholm.

Portvin og frispark
Denne ærgerrighed kommer også til udtryk ved, at Anders Lindegaard aldrig er tilfreds. Han fokuserer altid på, at han kan gøre et eller andet bedre. Efter landskampen mod Portugal sagde han ikke et ord om sin perlerække af redninger, men nævnte i stedet sin stort set eneste fejl, da han havde problemer med et frispark fra Ronaldo.

»Portugal er kendt for to ting. Det ene er portvin, og det andet er Cristiano Ronaldos frispark, og det sidste havde jeg lidt svært ved at holde«, sagde han efter kampen.

»Den perfektionisme er meget sigende for Anders. Hans største styrke er, at han hele tiden vil være bedre, og det er en sindssygt god drivkraft. Når potentialet samtidig utvivlsomt er meget stort, har han ingredienserne til at nå derhen, hvor han vil«, siger Lars Høgh.

PolitikenPlus