Optur. Paulo Dybala sørgede med et mål og en assist for, at Juventus kom godt ind i 2016.
Foto: Massimo Pinca/AP

Optur. Paulo Dybala sørgede med et mål og en assist for, at Juventus kom godt ind i 2016.

Fodbold

Juventus fortsætter stimen mod kriseramt bundprop

Otte sejre i træk bringer for alvor Juventus tilbage som guldfavoritter efter horribel sæsonstart.

Fodbold

Efter en skrækkelig start på sæsonen er der i løbet de senere måneder kommet gang i Juventus. De forsvarende italienske mestre og Champions League-finalister havde inden dagens kamp vundet syv ligakampe i streg og langsomt klatret op ad Serie A-tabellen.

Trods mere end to ugers juleferie lykkedes det Juventus at fortsætte, hvor de slap, da de slog kriseramte Hellas Verona 3-0 uden at spille prangende.

Nem start på året Gæsterne fra Hellas Verona stod over for en kæmpe opgave ved dagens kamp. Ikke alene mødte de et Juventus-mandskab, der ikke har tabt en ligakamp siden slutningen af oktober. Gæsterne har ikke vundet en eneste ligakamp i denne sæson.

Blot syv minutter gik der, inden mestrene fik taget hul på bylden. Paulo Dybala indledte året på smuk vis, da han fra kanten af feltet bankede et frispark ind ved nærmeste stolpe.

Hellas Verona var uden sidste års delte Serie A topscorer Luca Toni, som var skadet, men viste alligevel tænder efter 10 minutter. Kun en verdensklasseredning fra Gianluigi Buffon forhindrede en flot udligning fra Giampaolo Pazzini.

Juventus virkede derefter relativt tamme og nærmest nonchalante, men lige inden pausefløjtet fik de alligevel udbygget føringen efter en ny dødbold. Dybala indtog denne gang rollen som oplægger, da han slog et frispark perfekt ind i feltet, hvorefter Leonardo Bonucci kanonerede bolden i nettet med panden.

Forfærdelig start på sæsonen

Juventus var suveræne i sidste sæson, hvor de vandt Serie A med 17 point ned til nærmeste forfølger samt den italienske pokalturnering.

Det alt andet en mesterlige titelforsvar i denne sæson startede med en pointhøst på blot fem point i sæsonens fem første kampe.

Holdet havde i løbet af sæsonen mistet sit fundament i form af topscorer Carlos Tevez, midtbanedynamo Arturo Vidal og verdensklasseplaymakeren Andrea Pirlo.

Den dårlige start fik hurtigt talen til at falde på, at Juventus simpelthen var for svækket, selv om de har forstærket sig med blandt andet Paulo Dybala, Simeone Zaza og Mario Mandzukic oppe foran til en pris på knap en halv milliard kroner samt Sami Khedira på en fri transfer.

I 10. spillerunde tabte Juventus til Sassuolo og kunne konstatere, at de blot havde hentet 12 point ud af 30 mulige. Det fik holdet til at holde et krisemøde. Siden har de ikke tabt i ligaen.

Bytteri i toppen

Det var ikke en pragtpræstation, der karakteriserede Juventus' indsats i dag. Paulo Dybala og Claudio Marchisio kom godt ind i året, mens Paul Pogba skulle bruge den første halvleg på at finde sig selv til rette. I den modsatte ende af skalaen finder man Sami Khedira og Álvaro Morata, der så tunge og ferietyngede ud, inden de blev udskiftet.

Ind kom blandt andet Simeone Zaza, der efter en stikning fra Paul Pogba lagde bolden i kassen og gjorde sin tredje sæsonscoring til en realitet med 10 minutter tilbage af kampen.

Dagens Helligtrekongersdag runde bød på næsten fuldt kampprogram i Serie A og er italiensk fodbolds svar på Boxing Day.

Med sejren kravler Juventus op på andenpladsen i Serie A - to point bag Fiorentina, der vandt 3-1 ude mod Palermo i dag.

Titelbejlerne fra Roma snublede og må nøjes med en foreløbig femteplads efter 3-3 ude mod Chievo.

Mestrene fra Torino kan dog snart ryge længere ned i tabellen, da både Inter og Napoli kan overhale dem i løbet af i aften, når spillerundens sidste to kampe finder sted.

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden