Knaldkamp? Politiken har kigget på den internationale kampkalender. Den afslører, at den danske landstræners fødeland, Norge, er blandt Danmarks mulige modstandere i påsken.
Foto: Francisco Seco (arkiv)/AP

Knaldkamp? Politiken har kigget på den internationale kampkalender. Den afslører, at den danske landstræners fødeland, Norge, er blandt Danmarks mulige modstandere i påsken.

Åge Hareide varmer op med 5 kampe

Morten Olsens efterfølger samler 21. marts sin første trup, og det nye VM-hold spiller 4 kampe, inden ’de andre’ skal til EM.

Fodbold

Åge Hareide debuterer som dansk fodboldlandstræner og afløser for Morten Olsen skærtorsdag 24. marts i en venskabskamp på hjemmebane, som ikke bliver Parken. Det er planen, Dansk Boldspil-Union arbejder med i forbindelse med tilrettelæggelsen af forårsprogrammet for det nye VM-hold, der 4. september går i gang med kvalifikationskampene til 2018-slutrunden i Rusland.

Efter alt at dømme får Åge Hareide 5 opvarmningskampe til at finde, indstille og forme holdet, inden det bliver alvor, og der er VM-point på højkant.

Det ligger helt fast, at Danmark spiller på udebane mod Skotland tirsdag 29. marts. Det opgør bliver afslutningen på en lang samling, hvor landsholdstruppen skal melde sig til tjeneste hos den nye landstræner mandag 21. marts, og hvor i øvrigt Dansk Fodbold Award med uddeling af en række priser foregår om aftenen i København.

Hareide-snak med Daniel Agger

DBU bestræber sig på snarest at få aftalt og placeret 2 kampe først i juni – inden de 24 EM-deltagere skal være klar til slutrunden om europamesterskabet i Frankrig. Og det er ønsket, at Åge Hareide og hans hold skal have en ’generalprøvekamp’ få dage før det første VM-opgør.

Åge Hareide starter i jobbet 1. marts, men følger selvfølgelig på afstand med i, hvordan landsholdsspillerne præsterer i deres udenlandske klubber. Og man kan gætte på, at Hareide skal have en snak om fremtiden med anfører Daniel Agger, hvis Brøndby-kontrakt udløber til sommer.

Spændende er det naturligvis også, hvad der sker i vinterens korte transferperiode. Bliver Nicklas Bendtner i Wolfsburg – eller skifter han til en anden klub, hvor han kan blive stamspiller og få masser af spilletid og finde tilbage til det niveau, han har vist tidligere?

Mod Norge?

Hvis Bendtner, 29 mål for Danmark, men ingen i de seneste 9 kampe, kommer på banen 24. marts i Åge Hareides debut, runder den store angriber 75 landskampe. Daniel Agger, 31, har spillet én kamp færre for Danmark end Bendtner.

36-årige Lars Jacobsen (81 kampe) sagde, ligesom Morten Olsen, farvel til landsholdet efter 2-2-opgøret mod svenskerne i Parken 17. november, da det blev afgjort, at EM 2016 spilles uden Danmark. Dermed vil Nicklas Bendtner, der fylder 28 på lørdag og altså er i den bedste fodboldalder, kunne være den mest erfarne landsholdsspiller i Hareide-truppen.

Hvordan trænerstaben med Åge Hareide som chef kommer til at se ud, er endnu ikke fastlagt, men der meldes sikkert nyt ud inden længe. Der kommer en ny 1.-assistent i stedet for Peter Bonde, som er fuldtidsansat på en kontrakt, der udløber til sommer. Målmandstræner Lars Høgh, Martin Jørgensen og Torben Storm var andre i Olsen-staben, men ingen af dem har haft fuldtidsaftaler med DBU.

4 VM-kampe til efteråret

Årets første landskamp kommer efter et 2015, hvor landsholdet kun vandt 3 af 10 kampe og ikke fik en eneste sejr i de sidste 6, hvilket betød, at Danmark rutsjede helt ned på 42.-pladsen på Fifa-verdensranglisten.

Til efteråret spiller Danmark 4 kvalifikationskampe, heraf 3 på hjemmebane i Parken, i gruppen, hvor vi først møder Rumænien 2 gange i 2017. 4. september er Armenien modstanderen, lørdag 8. oktober er der udekamp mod Polen, 3 dage senere hjemmekamp mod Montenegro, og fredag 11. november hedder modstanderen Kasakhstan.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

    #FootballLeaks

    Jakob Sorgenfri Kjær

    Journalist

    Jeg havde måske en ide om det. Men efter måneders arbejde med materialet i #FootballLeaks har det alligevel overrasket mig, hvor meget pengene styrer fodbolden. I mange ligaer er spillere reduceret til spekulationsobjekter, klubber ser stort på regler for at fremme kortsigtede kapitalinteresser, mens agenter får dukkerne til at danse i jagten på at maksimere deres profit.

    Det er på høje tid, at fodboldindustriens dybe hemmeligheder kommer frem i lyset blandt dem, der betaler for det hele.

    Læs alle artikler om #FootballLeaks her, eller se denne video for at forstå, hvordan mere end 18 mio. hemmelige dokumenter fra fodboldens verden er havnet hos os.

Annonce