Valgt. Gianni Infantino er ny Fifa-boss.
Foto: Michael Probst (arkiv)/AP

Valgt. Gianni Infantino er ny Fifa-boss.

Nødkandidat er ny Fifa-boss

Gianni Infantino valgt i anden valgrunde i Zürich.

Fodbold

Det europæiske fodboldforbund Uefa’s 45-årige schweiziske generalsekretær Gianni Infantino skal de kommende fire år stå i spidsen for det skandaleramte internationale fodboldforbund (Fifa).

Det står klart efter, at præsidentvalgkampen kulminerede med to valgrunder på Fifa’s ekstraordinære kongres i Zürich sent fredag eftermiddag.

Gianni Infantino, der blev Uefa’s kandidat til posten, da Uefa-bossen Michel Platini blev udelukket fra al fodboldaktivitet i først 8 år og siden fik reduceret karantænen til 6 år, blev valgt i anden runde med 115 stemmer mod 88 til Sheik Salman Bin Ebrahim Al Khalifa, 4 til Prins Ali Bin Hussein og ingen stemmer til Jerome Champagne.

I anden runde var simpelt flertal nok til at vinde. I første runde skulle man have 2/3 flertal for at vinde.

En klub i krise

Fifa har siden kongressen i maj 2015 været i krise.

Anholdelser, talrige anklager om korruption og suspenderinger af topfolk som Platini og præsidenten gennem 17 år, Sepp Blatter, førte til, at Blatter få dage efter sit genvalg i 2015 besluttede sig for at stille sit mandat til rådighed ved en ny kongres. Siden blev Blatter dog suspenderet og derefter idømt 8 års karantæne (nu reduceret til 6 år) fra al fodboldaktivitet for en mistænkelig pengeoverførsel på ca. 13 mio. kr. til Michel Platini.

Centrale myndigheder i Schweiz og USA undersøger sager, der har kastet 17 anholdelser og foreløbigt fem tilståelser af sig. De amerikanske myndigheder mener, at der gennem et kvartårhundrede er blevet svindlet for over en milliard danske kroner af topfolk i Fifa.

Vil have et større VM

Hvordan den nye boss Gianni Infantino vil genskabe tilliden til ledelsen i Fifa står dog uklart. Under sin kampagne besøgte schweizeren København for tre måneder siden, men uden at være hverken mere eller mindre specifik end de kandidater, han i dag besejrede:

»Det er ikke nok bare at skrive fine nye regler, man skal også leve efter dem, implementere dem. Jeg mener, at jeg har erfaringen til at sikre det, fordi jeg har levet efter dem i 15 år som ansat i Uefa – jeg ved, hvordan fodbold skal styres på en åben måde. Samtidig skal vi styrke demokratiet i Fifa. Vi skal sikre, at alle 209 medlemslande har en stemme, at vi lytter til deres behov. Behovet i Norge er ikke det samme som i Japan, Chile eller Congo. De skal have mulighed for at komme bedre til orde, for som det er i dag, diskuterer ingen. Der er intet forum for debat i Fifa«, sagde Infantino i København, hvor han også proklamerede at, »vi i Fifa skal være fodboldens tjenere i baggrunden, mens spillerne indtager scenen – og der må være rent for ikke at fjerne fokus«.

Gianni Infantino, som bl.a. blev valgt med stemmer fra Danmark, Sverige og Norge, har under sin valgkampagne endvidere været fortaler for, at Fifa’s suverænt største aktiv - VM-turneringen - fremover skal have deltagelse af 40 nationer.

Det er en markant udvidelse på 8 mandskaber i forhold til i dag. Det forslag har givetvis kastet stemmer af sig fra mindre nationer, men også mødt massiv kritik fra særligt de europæiske klubber, der med en opgradering af VM-turneringen kan se frem til at skulle give afkald på endnu flere spillere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce