Annonce
Annonce
Annonce
Fodbold 2. okt. 2012 KL. 15.06

Chelsea er kommet til byen og er klar til FC Danish Guys

1.400 Chelsea-fans har indtaget København forud for mødet med FC Nordsjælland.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det er kampdag, og Chelsea er kommet til byen.

Klokken er 11.30 i kælderen på Vestergade 20. Cafe Guldhornene er Chelseas officielle københavnerværtshus, og Chelsea-parret Justine Snell og Neil Wilcox har slået sig ned i baren.

To nyskænkede, gyldne fadøl er linet op på disken, og fire tomme glas afslører, at det ikke er første udskænkning denne tirsdag formiddag for de to turtelduer.

»Det er jo i dag, det sker. Det er kampdag. Så vi har allerede været her i næsten to timer«, siger Justine Snell.

FAKTA Chelsea vinder meget sjældent ude i mesterligaen

De hvide hinder rundt om Justines pupiller er så småt ved at slå røde sprækker, og den tydelige engelske accent bliver ofte forstyrret af hik og vildfarende stavelser. Det er også den fjerde fadøl, og klokken har ikke passeret tolv. Det er kampdag.

En tro følgesvend
Mellem de efterhånden halvtomme fadøl ligger Justine’s kæreste eje på bardisken. En nedslidt og ølplettet kasket, der engang for mange år siden nok var hvid.

Der ligger den og spejler sig i den gyldne Tuborg-øl. Overdynget med mere end 130 små glimtende emblemer fra Chelsea, og de klubber London-holdet har gæstet rundt om i verden.

Kasketten har været Justines tro følgesvend i tykt og tyndt de seneste 12 år og er derfor blevet et vidnesbyrd på den loyalitet over for Chelsea, hun og partneren Neil har bygget deres liv op omkring.

»Chelsea fylder alt, og det vil jeg gerne huske, når jeg bliver gammel«, siger Justine Snell.

LÆS OGSÅ'Lyngby' erkender, de er favoritter mod FCN

Hovedbeklædningen vejer efterhånden også en del. To et halvt kilo helt præcis.

»Det er derfor, hun er så lav. Den trykker hende fladere og fladere«, siger Neil Wilcox, der har fulgt Chelsea i mere end 30 år.

Nordsjælland, hvem?
Klokken er nu blevet 11.50. Der bliver taget hul på den femte fadbamse.

Det, det hele drejer sig om her til formiddag, er jo som bekendt opladning til aftenens Champions League-opgør mod upåagtede FC Nordsjælland i Parken.

Men udover, at de to Chelsea-supportere har hygget sig med at udtale modstanderens navn på flyet til København i aftes, ringer Farum-klubben ikke mange klokker i de engelske fodboldhjerter.

»Jeg har aldrig hørt om dem. Jeg kalder dem bare FC Danish Guys«, siger Neil Wilcox.

BAG KULISSERNE Sådan forbereder en FCN'er sig til den største kamp

Sammen med vennen Sam Walford, var de også i København sidste år, da FCK mødte Chelsea i 1/8-finalen i Champions League. Og håbet om endnu en succes på det danske nationalstadion ligger lige for.

»Jeg har en bedre mavefornemmelse. Vi har fået af vide, at de (FC Nordsjælland. red) er mere ustabile end FCK«, siger Sam Walford.

Den hårde kerne
Ovre i hjørnet af værtshuset, omklamret af et stort blåt Chelsea-flag, har endnu en hårdkogt supporter slået sig ned.

Næsepartiet, der tager sig ud som tre flade bølger af hud, vidner om en ægte søn af den engelske fodboldkultur. De tre tømte ølglas foran ham og en stor blå Chelsea for life-tatovering, der breder sig op af højre underarm, underbygger førstehåndsindtrykket.

»Jeg har taget et standpunkt. Det står på min arm«, siger den midaldrende mand, der af frygt for hans arbejdsgiver hjemme i London, ikke vil oplyse sit navn.

Op og ned, men mest op
I 33 af sine 38 leveår har manden stået trofast på »Broen«, som han instinktivt kalder Chelseas hjemmebane, Stamford Brigde.

Men det seneste halve år har tiden i den blå Lampard-trøje været noget af en rutchetur.

Rædslerne i Premier League, hvor London-klubben sluttede på en skuffende 6.plads i sidste sæson, blev afløst af to kæmpe triumfer i FA Cuppen og Champions League.

»Det har været meget op og ned. Men en ting er sikkert, Roberto Di Matteo kom som sendt fra himlen. Han reddede hele min og klubbens sæson, fordi han turde vise spillerne tillid«, siger manden.

Og meget sigende bliver Roberto Di Matteos forgænger, Andres Villas Boas, heller ikke ønsket meget held og lykke i fremtiden.

»Det var fint, AVB (Andres Villas Boas. red) slog United, men derudover kan han skride af helvede til«, siger manden.

»Det nye Chelsea er vejen frem«
Mens Neil Wilcox undrer sig over, hvorfor der er hul i de danske to-kroner, finder han penge frem til den sjette fadøl. Klokken er blevet 12.15.

Ud over møntproblematikken har kæresteparret fra London ikke så mange bekymringer, når det gælder fremtiden for deres hjerteklub. Chelsea fører lige nu Premier League og med nyindkøbene af Eden Hazard og brasilianske Oscar, ser fremtiden lys ud for London-klubben.

»Det har været dybt nødvendigt at skippe Drogba. De to nye gør Torres meget bedre, fordi de er hurtige og forstår spillet. Det nye Chelsea er vejen frem,« siger Justine Snell.

Klokken er blevet 12.25. Justine Snell finder en pakke cigaretter frem. Rejser sig fra baren og sætter en smøg klar i munden. Inden hun går ud og ryger, kysser hun Neil på kinden og ifører sig den to et halvt kilo tunge følgesvend.

Det er kampdag, og Chelsea er kommet til byen.