Annonce
Annonce
Fodbold

Engelske medier: Lilleputters sejr fjerner den sidste tro på United-træner

Den engelske presse kalder Uniteds nederlag til FCM for et af klubbens værste.

Annonce

FC Midtjyllands flotte sejr over Manchester United i Europa Leagues første af to knockoutopgør er selvfølgelig ikke gået hen over hovedet på de engelske medier.

Når en af verdens absolut største klubber taber 2-1 til en »af fodboldens lilleputter«, er der ifølge pressen i England tale om intet mindre end en »ydmygelse«, hvilket er et af de ord, der går igen i mange overskrifter dagen derpå.

Og presset på den upopulære hollandske træner Louis van Gaal får da også endnu et nøk i gabestokken i de fleste aviser.

Læs også Tallene lyver ikke: Van Gaal den værste United-træner i 35 år

»Van Gaal ved allerede, han er på gyngende grund og har sandsynligvis allerede indset, at han bliver afløst I trænersædet til sommer. Men her var United i en stærk position til at kunne gøre sig klar til næste runde. Et nederlag er dog et alvorligt tilbageskridt, som yderligere fjerner den sidste tro på holdets træner«, skriver fodboldkommentator for The Telegraph, Luke Edwards.

»Et udtryk af chok og rædsel«

Den lokale Manchester-avis, Manchester Evening News, er endnu mere direkte i mælet:

»Befri Louis van Gaal og tilhængerne for deres lidelser NU. Hollænderens troværdighed som Manchester United-manager hænger i laser. Og Uniteds eget omdømme smuldrer i skræmmende fart for øjnene af de ansvarlige på Old Trafford. De kan ikke lade denne langsomme død trække ud længere«, lyder svadaen blandt andet fra avisens kommentator Stuart Mathieson.

LÆS OGSÅManchester-træner efter chok: Det er for meget

Fodboldskribent for The Times, Henry Winter, kalder indsatsen for »rystende«, og mener det er på tide, at klubbens ledelse reagerer.

»Klokken er faldet i slag for United. Jeg så det ved et blik ind i rummet, hvor klubbens magthavere sad under kampen. Der var et udtryk af chok og rædsel i ansigtet på Ed Woodward (Manchester Uniteds næstformand, red.), som er personen, der sammen med Glazer-familien (klubbens amerikanske ejere, red) skal tage beslutningen«, siger Henry Winter til BBC Radio 5.

»Det kunne have været meget værre«

Medierne i fodboldens moderland kalder United-stjernernes nederlag i Herning for et af de værste i klubbens historie:

»Dette vil blive husket som en af de største ydmygelser i europæisk sammenhæng. Rotor Volgograd, Olympiakos, Galatasaray, der har været nogle stykker. Men ingen så markant som denne dog«, skriver Daily Mail.

OVERVÆLDETFCM-back om sejr: Helt sindssyg fornemmelse

Men flere af aviserne er inde på, at FC Midtjylland faktisk leverede en fantastisk indsats trods to måneders kamppause. Og havde det ikke været for United-keeper Sergio Romero, kunne nederlaget sagtens have været større.

»Paul Onuachus mål 13 minutter før tid chokerede udeholdet, men sandheden er, at det kunne have været meget værre. Resultatet er Uniteds mest pinlige, siden hollænderen (Louis van Gaal, red.) erstattede David Moyes«, skriver The Independent.

Midtjyderne »har redskaberne«

Trods den sensationelle midtjyske sejr over storholdet, så er Manchester United fortsat favorit til at gå videre i turneringen efter returkampen på Old Trafford i næste uge. En 1-0-sejr til englænderne er for eksempel nok.

KOMMENTARVildt, men sandt - FCM kan slå Manchester United ud

Det tror The Telegraph da også på, hvis United får lappet hullerne i defensiven. Men avisen har også et par afsluttende, gode råd til FC Midtjylland, hvis holdet skal føre sensationen skridtet videre:

»De danske mestre skal holde hovedet koldt og ikke lade sig benove over begivenheden, når de rejser til Old Trafford. Det er et smart hold med dygtige spillere i i angrebet og hurtighed i kontraangrebene. De har redskaberne til at sende Manchester United ud af turneringen, så længe de ikke smuldrer, når presset opstår i returkampen«, skriver The Telegraph.

Redaktionen anbefaler

Stor jubel på heden....

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce