Annonce
Annonce
Annonce
Fodbold 14. apr. 2012 KL. 15.32

Udskældt angriber redder Liverpool efter fælt Agger-kiks

Liverpool klar til FA Cup-finale efter sejr mod Everton på Wembley, hvor Daniel Agger kom i fokus.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

23-årige Andy Carroll blev matchvinder i FA Cup-semifinalen mellem Liverpool og Everton, hvor danske Daniel Agger i 1. halvleg kom i en uheldig hovedrolle.

Daniel Agger og Jamie Carraghers manglende styr på arbejdsfordelingen banede vej for en Everton-føring, som Luis Suarez først fik udlignet efter en times spil.

Liverpools rekorddyre angriber Andy Carroll, der var aktiv fra pokalfightens første sekund, havde en stor håndfuld chancer i opgøret mellem de to Liverpool-mandskaber. Fire minutter før tid satte han med et godt timet stød med baghovedet sejrsmålet ind og sendte med 2-1 Liverpool FC i sæsonens anden pokalfinale.

Tidligere i år måtte Liverpool ud i straffesparkskonkurrence for at besejre Cardiff i Liga Cup-finalen på Wembley, hvor holdet altså igen skal i kamp om bare tre uger.

LÆS OGSÅFætterens afbrænder gav Liverpool første trofæ i seks år

På den nye Wembley-arena, hvor der for første gang var Merseyside-derby, satte Andy Carroll Jay Spearing i scene efter 120 sekunder, men midtbanemandens 44. kamp for Liverpool blev heller ikke kampen, hvor han skulle få scoret sit første mål, mens Evertons skudstærke venstreback, Leighton Baines, viste prøver på sin fornemme sparkteknik ved et frispark i det 9. minut.

Everton kom foran midt i 1. halvleg, da Jamie Carragher og Daniel Agger i fællesskab fuldstændigt fejlbedømte en situation, der førte til, at kroaten Nikica Jelavic fra en marginal offsideposition let kunne bringe Everton på pokalfinalekurs i det 218. opgør mellem de to klubber.

Agger havde på sin venstrebackposition udvist sikkerhed og mod til at spille fremad i den indledende fase af opgøret, men må tage sin del af skylden for Jelavic' føringsmål. Danskeren og Carragher tøvede et par meter inde i eget straffesparksfelt og kunne ikke blive enige om, hvem der skulle sparke bolden 'ud af kommunen'. Carragher reagerede 'hurtigst', men gled da han gik frem til bolden, der via Tim Cahill havnede for fødderne af Jelavic, som helt upresset kunne sparke ind bag tredjemålmand Brad Jones.

Ny matchvinderolle til Carroll
De første 45 minutter var langt fra nogen chancefestival og heller ikke efter pausen vadede nogen af mandskaberne i åbne muligheder. Der var dog mere action omkring straffesparksfelterne.

Andy Carroll, der tidligere i denne uge sikrede en 3-2-sejr i ligaen over Blackburn, burde have bragt balance i regnskabet umiddelbart efter pausen, men den langlemmede angriber med en tidligere så veludviklet force i hovedspillet headede få meter fra mål forbi.

Liverpool åbnede 2. halvleg stærkt og med masser af fremdrift. Attituden gav - med pæn hjælp fra Everton Sylvain Distin - bonus efter en times spil. Den franske forsvarsspiller forregnede sig midt på banen, da han ville spille tilbage til målmand Tim Howard, men tilbagelægningen blev i stedet til en friløber til Luiz Suarez, som uden problemer med et fladt skudt udlignede til 1-1.

Andy Carroll var efterfølgende tæt på at revanchere sig for den elendige hovedstødsafslutning, men hans veltimede flade afslutning fra 16 meter i det 78. minut gik få centimeter forbi den ene opstander, mens Nikica Jelavic havde Evertons bedste forsøg i halvlegen, inden Carroll for alvor fik revanche.

LÆS OGSÅLiverpools matchvinder hylder indædt tro på egne evner

Den 300 millioner kroner dyre angriber, der efter eksperters mening har scoret alt for lidt i sine første små 50 kampe (10 mål) for Liverpool, steg i 86. minut til vejrs med sin 1,91 meter lange krop og med baghovedet dirigerede indskiftede Craig Bellamys frispark i nettet, og bookede således en returbillet til Wembley, hvor Tottenham eller Chelsea venter i finalen i verdens ældste fodboldturnering 5. maj.

FACEBOOKBliv ven med Politiken