Annonce
Annonce
Annonce
Fodbold 16. jun. 2012 KL. 10.21

Ydmyg Laudrup er stolt over sin engelske chance

Den danske legende præsenteres i Swansea City midt i næste uge. Han håber at kunne styrke klubbens positive profil.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

På Valdemarsdag og sin egen 48-års fødselsdag tog Michael Laudrup et nyt, overraskende og udfordrende skridt fremad i trænerkarrieren.

Det skete, da han nåede til enighed med den Wales-baserede Premier League-klub, Swansea City Association Football Club - eller som den hedder på walisisk: Clwb Pêl-droed Dinas Abertawe, kaldet The Swans.

Den danske fodboldlegende skal stå i spidsen for Swansea City i de næste to sæsoner – og dermed bliver Michael Laudrup den første danske cheftræner i den fornemste engelske fodboldrække. Og det er han stolt af.

LÆS OGSÅLaudrup får to år hos walisiske opkomlinge

»At få muligheden for at træne et hold i Premier League er fantastisk«, siger Michael Laudrup til Politiken.

»Og rent personligt tillader jeg mig at tage det som et skulderklap, for det er meget svært at komme ind som cheftræner i den bedste engelske række. Jeg har jo aldrig selv spillet der, jeg er ikke brite, jeg har ikke været træner for et hold, der har vundet en international titel, hvilket jo ofte kan være adgangsbilletten, så jeg er glad og taknemmelig for at få chancen«.

Michael Laudrup har endnu ikke besøgt klubben i Wales, men det sker i næste uge, hvor han officielt skal præsenteres som den nye træner og afløser for Brendan Rodgers, der efter sin succes med Swansea blev købt af Liverpool. Præsentationen af Laudrup finder sted enten onsdag eller torsdag, det er endnu ikke aftalt. Ligesom det heller ikke er besluttet, hvor det skal ske.

LÆS OGSÅ Laudrup om ny klub: Jeg kender den fra DVD'er

»Swansea City bliver en stor og helt anderledes udfordring for mig, noget helt nyt i min karriere, og jeg er meget forventningsfuld«, lyder det fra Laudrup, som har været i kontakt med den walisiske klub i et stykke tid - og som også har sagt pænt nej tak til en række andre klubber.

»Jeg ville gerne prøve noget, jeg ikke har prøvet tidligere - og i en liga, som er eftertragtelsesværdig. Og det er Premier League, der er den mest sete i hele verden, og som sammen med den spanske og tyske liga er de mest interessante på fodboldlandkortet. Og det siger jeg i al respekt for det, der præsteres i Italien. Derfor ser jeg med spænding frem til opgaven i Swansea«.

LÆS OGSÅEngelske medier: Laudrup er den store fangst

Der er ingen tvivl om, at Wales og Swansea City bliver en omvæltning i Laudrups fodboldkarriere og liv – ganske som hans trænerophold i Moskva var det. For der er langt fra den spanske og mallorcinske livsstil og kultur samt det spanske klima til de grønne bakker og beskedne landsbyer i det mere fugtige, men også smukke Wales.

Fodboldmæssigt synes skiftet imidlertid ikke at blive helt så dramatisk, som man umiddelbart kan tænke, hvis man skal føre billedet fra Barcelona til Wales.

Swansea, der som oprykkerklub fik en sensationel 11.-plads i den hårde Premier League, er nemlig et mandskab, der søger at praktisere den boldholdende stil - som jo altid har været Laudrups spanskorienterede tankesæt. Derfor blev den nu 48-årige dansker hurtigt ’tændt’ af tilbuddet fra Swansea.

LÆS OGSÅEkspertvurdering: Swansea er Laudrups springbræt til United, Barca eller Chelsea

Klubben har endnu ikke udtrykt sine forventninger til Michael Laudrup og holdets placering i den kommende sæson – men nu da ’overraskelsesmomentet’ fra oprykkerne er velkendt blandt konkurrenterne, kan det blive meget vanskeligt for Swansea, der i år fylder 100 år, og som for 30 år siden også var i den bedste række, at leve op til det flotte comeback i toppen af engelsk fodbold.

Transfer.  Islændingen Gylfi Sigurdsson (i midten) var udlejet til Swansea i sidste sæson. En af Laudrup første beslutninger i Swansea bliver, om midtbanemanden skal ansættes på en permanent kontrakt. - FOTO: AP

Men man venter ikke at rykke ned, snarere regner man utvivlsomt med en konsolidering af spillestilen, som den nye cheftræner jo er eksponent for - og som er årsagen til, at Swanseas chairman, Huw Jenkins, pegede på Laudrup som den nye manager. En spillestil, der skal være med til at etablere Swansea City som et Premier League-mandskab i de kommende sæsoner.

LÆS OGSÅSwansea: Laudrup skal føre os tættere på toppen

Swansea City spiller sine hjemmekampe på Liberty Stadium, der kan tage godt 20.000 tilskuere - og når Laudrup gør sin entré dér, vil han ikke være den første danske manager, der har sat sig på Swansea-bænken. Jan Mølby, der skabte sig en fornem karriere i FC Liverpool, var spillende manager i Swansea i 1996-98 og scorede bl.a. otte mål for klubben.

Om Laudrup får nye spillere til den kommende sæson – og hvilken stab af assistenter han får at arbejde med - er der heller ikke truffet beslutning om. Det vil ske, når danskeren i næste uge mødes med klubbens ledelse i Swansea, der er en havneby med cirka 170.000 indbyggere, og som i sin tid også blev hjemsøgt af vikinger fra Norden.

LÆS OGSÅFaxe er frisk på at følge Laudrup

»Opgaven bliver som sagt spændende, men også krævende. Og ganske meget bliver nyt for mig. Dét er interessant og udfordrende«, siger Laudrup.

FACEBOOKBliv ven med Politiken